Agitated Behavior Scale (ABS) er udviklet af John D. Corrigan i 1989 (1) og har til formål at etablere en systematisk registrering af agitation. Skalaen bliver anbefalet som valideret måleredskab til vurdering af agitation (2,3).
Ved registrering med ABS udføres en systematisk dokumentation af patientens adfærd. Denne danner et fagligt grundlag for at vurdere tilstanden mhp. individuel behandling, planlægning og evaluering. Dette kan muligvis forebygge en forværring af agitation samt risici der kan være forbundet hermed.
Alle patienter indlagt i Afdeling for Hjerneskader er omfattet af denne instruks. Målgruppe for anvendelse af ABS er al klinisk personale ansat i afdelingen, der er involveret i patientpleje- og behandling af en agiteret patient. Instruksen kan ses i sammenhæng med afdelingens vejledning om håndtering af agiteret patient Agiteret adfærd, Instruks/ Anstaltsordning
Agitation identificeres ved ABS score >21. Kriterium for tilstedeværelse af agitation:
3 ABS score >21 indenfor 48 timer (2,3)
Se desuden vejledning Agiteret adfærd, Instruks/ Anstaltsordning
Alle patienter får oprettet en plejeplan for agiteret adfærd ved indlæggelsen og ABS scores på skema (Grønt ABS skema - se bilag) én gang i hver vagt de første 3 døgn. Hvis patienten er i vegetativ tilstand afventes ABS scoring. Hvis patienten udviser agiteret adfærd (3 ABS score>21 inden for en 48 timers periode) fortsættes med scoring indtil der påvises 7 på hinanden følgende dage uden agitation. Hvis der ikke påvises agiteret adfærd pauseres ABS scoring og ABS scoring genoptages ved mistanke om begyndende agiteret adfærd.
Hvis der er brug for en mere detaljeret kortlægning over patientens agiterede adfærd foretages timescoring i 3 døgn (Gult ABS skema -se bilag). Dette kan være hensigtsmæssigt i forbindelse med den første vurdering af patientens adfærdsmønster over døgnet og ved ændring i den adfærdsregulerende behandling.
Sygeplejepersonalet har ansvaret for ABS- scoring. Det forudsætter en dialog med det tværfaglige team efter deres udførelse af træning med patienten. Hvis det besluttes at score patienten hver time (gult skema), er det den faggruppe som har haft ansvaret for patienten den pågældende time, der er ansvarlig for scoring af patienten.
Time-scoring kan ordineres af sygeplejepersonalet, oftest en fra patientens team. Time-scoring kan være en tværfaglig beslutning.
1) Corrigan JD. Development of a scale for assessment of agitation following traumatic brain injury. J Clin Exp Neuropsychol 1989 Mar;11(2):261-77.
2) Sandel ME, Mysiw WJ. The agitated brain injured patient. Part 1: Definitions, differential diagnosis, and assessment. Arch Phys Med Rehabil 1996 Jun;77(6):617-23.
3) Lombard LA, Zafonte RD. Agitation after traumatic brain injury: considerations and treatment options. Am J Phys Med Rehabil 2005 Oct;84(10):797-812.