Instruksen henvender sig til logopæder og klinisk personale i Afdeling for Hjerne- og Nervesygdomme, Rigshospitalet - Glostrup og skal sikre, at patienter med kommunikative vanskeligheder tilbydes logopædisk vurdering, rehabilitering og vejledning i forhold til deres vanskeligheder, samt at deres pårørende og personale i afdelingen får relevant vejledning om kommunikationen med patienten.
Afasi er en erhvervet, begrænset skade i de sproglige modaliteter (sprogforståelse, sprogproduktion, læsefunktion og skrive-/stavefunktion), som hovedsageligt skyldes en afgrænset hjerneskade i den sprogdominante hemisfære. Det påvirker personens kommunikative og sociale funktioner, livskvalitet og livskvalitet hos de pårørende.
Dysartri er en neurologisk betinget talemotorisk forstyrrelse, som giver utydelig eller unaturlig tale. Dette skyldes forstyrrelser i kontrollen af de muskler, som bruges ved tale, som følge af en lammelse, svaghed eller nedsat koordination af musklerne. Ved dysartri er én eller flere af følgende talekomponenter påvirkede: respiration, fonation, resonans, artikulation og prosodi.
Kognitive kommunikationsvanskeligheder er vanskeligheder med sprogets brug i social sammenhæng, herunder vanskeligheder med at lytte, tale, læse, skrive samt indgå i samtale og social kontakt. Vanskelighederne kan skyldes en eller flere underliggende kognitive funktionsnedsættelser (fx problemer med opmærksomhed, danne ræsonnementer, hukommelse og/eller eksekutive funktioner – bl.a. planlægning, problemløsning og regulering af egen adfærd). Kognitive kommunikationsvanskeligheder adskiller sig fra afasi ved, at der ikke er tale om en påvirkning af selve sprogfunktionen, men i stedet problemer med, hvordan sproget anvendes i samtale med andre.
Taleapraksi er en neurologisk taleforstyrrelse, der skyldes vanskeligheder i planlægningen/programmeringen af talen. Taleapraksi kan forekomme uden andre sproglige eller talemotoriske vanskeligheder (afasi eller dysartri), men optræder oftest sammen med afasi. Karakteristiska for taleapraksi er forlængelser i lyd, ord og stavelser, lydforvrængninger og forvrængede lydsubstitutioner med en upræcis og usædvanlig artikulation samt dysprosodi med en forkert betoning, monoton tale og/eller nedsat tempo inde i ord.
Målgruppe: Målgruppen for den logopædiske indsats er patienter, hvor man mistænker afasi, dysartri, kognitive kommunikationsvanskeligheder samt taleapraksi, deres pårørende og det tværfaglige personale omkring patienten.
Under indlæggelse: Der tilbydes vurdering ofte fortløbende under indlæggelsen, rehabilitering, individuelt samt vejledning til patient, pårørende og personale, når dette vurderes relevant, og når de logopædiske ressourcer tillader det.
Der kan også særskilt tilbydes vejledning og instruktion i Samtalestøtte til patient og pårørende, hvis dette vurderes relevant (samtalestøtte SCA metoden).
De pårørende inddrages i den udstrækning, dette er relevant.
Journalskrivning og møder: Logopæden skriver løbende notater i patientens journal. Logopæden deltager i det tværfaglige samarbejde, som en del af afdelingens tværfaglige team og deltager efter aftale i konferencer, møder, samtaler og DIS (Den Involverende Stuegang).
Ved udskrivelse: For patienter med behov for logopædisk indsats efter udskrivelse, sendes henvisning til videre instans, som ofte er afhængig af kommune er hjerneskadekoordinator, Region Hovedstadens Kommunikationscenter eller Center for Specialundervisning for Voksne, hvor der tilbydes logopædisk revurdering og undervisning.
Ved behov udformes den tværfaglige genoptræningsplan ved udskrivelse.
Ambulatorier: Patienter, der følges i tumor-ambulatoriet og Blodpropper og Blødninger i Hjerne, klinik 25, kan henvises til logopædisk vurdering, vejledning og evt. videre henvisning til kommunal aktør, når en læge har vurderet, at dette er relevant. Patienter, der følges i andre ambulatorier (fx Parkinsons ambulatorie), kan sekretæren henvise til logopædisk vurdering i patientens hjemkommune.
Undervisning af fagpersonale: Logopæderne underviser det tværfaglige personale i Afdeling for Hjerne- og Nervesygdomme i kommunikative vanskeligheder og afholder tværfaglige fokusuger. Logopæderne underviser løbende nyt personale i Afdeling for Hjerne- og Nervesygdomme i Samtalestøtte på et heldagskursus samt studerende i samarbejde med deres kliniske vejledere.
Logopædiske tilsyn sker efter henvisning fra en læge i Afdeling for Hjerne- og Nervesygdomme. Alle fagpersoner i det tværfaglige team er ansvarlige i forhold til at registrere, hvorvidt patienten har og/eller oplever kommunikative vanskeligheder.
Ved udskrivelse er det logopædens ansvar at tage stilling til, om der er behov for fortsat logopædisk indsats.
Logopæderne har desuden som ansvarsområde at samarbejde med de øvrige medarbejdere om at udvikle, implementere og vedligeholde værktøjer til brug i samtalestøtte (Samtalestøtte SCA metoden).
Den faglige leder af logopæderne er den ledende neuropsykolog.
Afdelingsledelsen i Afdeling for Hjerne- og Nervesygdomme er ansvarlig for, at medarbejderne er bekendt med denne instruks.
Papathanasiou, I., Coppens, P. & Potages, C. (2013). Aphasia and related neurogenic communication disorders, Burlington, MA: Jones & Bartlett Learning.
Duffy, J. R. (2020). Motor Speech Disorders: Substrates, differential diagnosis and management, p. 257 (4.ed.), St. Louis, MO: Elsevier.
CASLPO (2002). Preferred Practice Guidelines for Cognitive-Communication Disorders.
Ballard et al. (2015). Treatment for Acquired Apraxia of Speech: A Systematic Review of Intervention Research Between 2004 and 2012. American Journal of Speech-Language Pathology. Vol 24, p 316-337.
Dansk Selskab for Apopleksi (2013) Referenceprogram for behandlings af patienter med apopleksi og TCI.
http://www.dsfa.dk/wp-content/uploads/REFERENCEPROGRAMFINAL20131 .pdf
Sundhedsstyrelsen (2011) Hjerneskaderehabilitering – en medicinsk teknologivurdering.
Viderehenvisning til logopædisk udredning på regionale kommunikationscentre sker på baggrund af Undervisningsministeriets lov nr. 301 af 8/6 1978, jf. lovbekendtgørelse nr. 929 af 25/8 2011 med følgende ændringslov indarbejdet: lov nr. 378 af 28/4 2012 (Forenkling af rammeaftaler m.v. for de regionale undervisningstilbud) § 2.
https://dths.dk/wp-content/uploads/2022/11/vejledning-i-udredning-af-afasi.pdf
VIP-dokument:Samtalestøtte SCA metoden