Kort oversigt over reglerne vedrørende kørekort og neurokirurgiske sygdomme.
KØREKORTKATEGORIER
Førere af motorkøretøjer inddeles i to grupper:
Gruppe 1
AM: (Stor knallert)
A1: Lille motorcykel
A2: Mellemstor motorcykel
A: Stor motorcykel
B: Almindelig bil
B/E: Almindelig bil med stort påhængskøretøj
TM: Traktor og motorredskab
Gruppe 2
C1: Lille Lastbil
C: Stor lastbil
D1: Lille bus
D: Stor bus
C1/E, C/E og D1/E, D/E: Stort påhængskøretøj
Øvrige rettigheder under Gruppe 2:
Erhverv B og D1, D: kørekort til erhvervsmæssig personbefordring
Godkendelse som kørelærer
I denne vejledning bruges begrebet lægeligt kørselsforbud om den periode, hvor en læge har vurderet, at patienten ikke kan føre motorkøretøj på betryggende måde på grund af sit helbred, og hvor lægen har aftalt dette med patienten. Begrebet lægeligt kørselsforbud anvendes i daglig tale, selv om lægen ikke har egentlig juridisk kompetence til at udstede et forbud mod at føre motorkøretøj. Kun politiet kan give et egentligt kørselsforbud. Såfremt en læge i sit faglige virke bliver bekendt med, at det lægelige kørselsforbud ikke overholdes, skal lægen sædvanligvis indberette det til Styrelsen for Patientsikkerhed.
En læge er forpligtet til at udstede et lægeligt kørselsforbud, hvis lægen bliver opmærksom på, at en patient udsætter andres liv eller helbred for nærliggende fare ved at føre motorkøretøj, fordi patienten efter lægens vurdering ikke har den nødvendige mentale eller fysiske førlighed hertil
Hvis en læge har vurderet, at der bør udstedes et kørselsforbud, skal lægen altid informere patienten om følgende:
at vedkommende skal indstille sin motorkørsel (kørselsforbud),
årsagen hertil,
hvor længe forbuddet gælder, samt
hvornår kørselsforbuddet skal revurderes, eller om kørselsforbuddet er permanent.
Hvis beslutningen om kørselsforbud bliver truffet af en sygehuslæge, skal denne læge informere patienten om, at det kan være egen læge, der skal foretage en eventuel opfølgende vurdering af føreregnetheden, samt hvornår dette tidligst kan ske.
Udstedelse af kørselsforbud skal fremgå af patientjournalen. Årsagen til kørselsforbuddet skal journalføres, og det skal journalføres, hvad patienten er blevet informeret om i forbindelse med udstedelsen af kørselsforbuddet.
Brevet til motorkontoret skal indeholde:
Ved epilepsi:
Politiet beslutter, om og hvornår patienten må føre motorkøretøj igen, baseret på lægeerklæring fra patientens egen læge eller neurologisk speciallæge.
Ifølge Justitministeriets bekendtgørelse om kørekort nr. 1004 af 6. oktober 2006 fremgår det bl.a. af bilag 2, afsnit F, om neurologiske sygdomme og kørekort:
"Kørekort kan hverken udstedes, fornyes eller bevares for aspiranter og førere, der lider af neurokirurgiske sygdomme, medførende kognitive eller fysiske symptomer, medmindre anmodningen underbygges af en lægeerklæring"
I det følgende gennemgås forskellige neurologiske/neurokirurgiske sygdomme eller udfald med særlige regler vedrørende kørekort.
Synet
En fører af et motorkøretøj skal have et syn, der er så tilstrækkeligt godt, at føreren kan køre motorkøretøj på betryggende vis. I kørekortsammenhænge er det relevant at se på synsstyrken, synsfeltet, synsevnen i mørke, følsomhed over for blænding, kontrastfølsomhed, dobbeltsyn og andre synsfunktioner, som kan bringe færdselssikkerheden i fare.
Epilepsi
Gruppe 1
I følgende situationer bør der gives et lægeligt kørselsforbud:
1. Ved nydiagnosticeret epilepsi, som defineret i afsnittet »Generelle forhold«, bør lægen sædvanligvis udstede et kørselsforbud i mindst 12 måneder. Patienten skal have været anfaldsfri i hele den periode, der er kørselsforbud, før kørselsforbuddet kan ophæves .
2. Efter et epileptisk anfald hos en patient med kendt epilepsi, hvor patienten er i relevant behandling, bør lægen sædvanligvis udstede et kørselsforbud i mindst seks måneder.
3. Efter et enkeltstående, uprovokeret epileptisk anfald hos en patient uden kendt epilepsi, bør læ- gen give et kørselsforbud i sædvanligvis mindst seks måneder. I vurderingen må indgå, om der i anamnesen er nogen form for epilepsi-lignende symptomer, og om der er EEG-forandringer. Inden ophævelse af kørselsforbuddet bør der normalt ske en neurologisk speciallægevurdering.
4. Ved et enkeltstående, epilepsilignende anfald på grund af abstinens eller alkoholrelaterede kramper bør kørselsforbuddet være på 12 måneder. Patienten er endvidere omfattet af reglerne beskrevet i kapitel 8.1. om alkoholmisbrug
5. Ved et enkeltstående, provokeret epileptisk anfald bør der udstedes kørselsforbud, indtil tilfældet er neurologisk udredt, og der er en aktuel udtalelse fra en speciallæge i neurologi eller neurokirurgi, der anbefaler ophævelse. Begrebet provokeret epileptisk anfald skal tolkes restriktivt som beskrevet i det generelle afsnit.
6. Ved epilepsi, som udelukkende er søvnrelateret, bør der udstedes kørselsforbud, indtil dette anfaldsmønster har strakt sig over mindst 12 måneder og er bekræftet ved lægelig udtalelse fra relevant speciallæge. Det vil ofte være relevant at forlænge observationsperioden.
7. Ved epilepsi, hvor en relevant speciallæge vurderer, at der hverken er påvirkning af bevidstheden eller nedsat funktionel evne, bør der udstedes kørselsforbud, indtil dette anfaldsmønster har varet i mindst 12 måneder og er bekræftet ved udtalelse fra relevant speciallæge.
8. Under en lægekontrolleret udtrapning af anfaldsforebyggende behandling bør lægen udstede kørselsforbud i udtrapningsperioden og i mindst seks måneder efter afslutning af behandlingen (seponeringen). Ved nedtrapning eller ændring i den anfaldsforebyggende behandling kan et kørselsforbud være relevant i en periode afhængig af ændringens karakter.
9. Ved patientens egen seponering af anfaldsforebyggende behandling mod epilepsi må lægen op- lyse patienten om, at der bør gå mindst 12 måneder uden symptomer, før kørslen må genoptages. Får patienten anfald, gælder der de samme regler som ved nydiagnosticeret epilepsi, hvor patienten ikke får anfaldsforebyggende behandling.
10. Ved psykogene eller funktionelle anfald (PENS) bør lægen sædvanligvis udstede kørselsforbud som ved genuine epileptiske anfald.
11. Efter et operativt indgreb til behandling af epilepsi bør lægen sædvanligvis udstede et kørsels- forbud i mindst 12 måneder. Patienten skal have været anfaldsfri i hele den periode, der er kørselsforbud, før det kan ophæves.
Gruppe 2
I følgende situationer bør der gives et lægeligt kørselsforbud:
1. Personer med Gruppe 2-kørekort med nydiagnosticeret epilepsi som defineret i afsnittet »Generelle forhold« bør have et kørselsforbud, der som udgangspunkt er på 10 år for Gruppe 2-køre- tøjer. Tilsvarende gælder for personer med kendt epilepsi, som får et epileptisk anfald. Inden ophævelse af kørselsforbuddet bør der være gennemført en neurologisk speciallægeundersøgelse, der skal vise normale forhold, og patienten må som udgangspunkt ikke have været i anfaldsforebyggende behandling de seneste 10 år. Der kan ske en reduktion i længden af kørselsfor- buddet, såfremt der er gode prognoseindikatorer. Dette forudsætter, at der påbegyndes en køre- kortsag som nærmere beskrevet i kapitel 2.4. »Tvivl eller uenighed om føreregnetheden«. I praksis vil de fleste med Gruppe 2-kørekort skulle have det fornyet hver 5. år, og muligheden for genoptagelse af kørslen med Gruppe 2-køretøjer vil i den forbindelse blive vurderet.
2. Ved et enkeltstående, uprovokeret epileptisk anfald bør lægen udstede kørselsforbud i mindst fem år. For at kørselsforbuddet kan ophæves, må der i den femårige periode ikke være givet anfaldsforebyggende behandling, og en speciallæge i neurologi skal aktuelt anbefale en ophævelse. Proceduren for eventuel forkortet observationsperiode er den samme som for epilepsi beskrevet ovenfor under 1).
3. Ved et enkeltstående, provokeret epileptisk anfald bør lægen udstede kørselsforbud, indtil til- fældet er neurologisk udredt, og der er en aktuel udtalelse fra en speciallæge i neurologi eller neurokirurgi, der anbefaler ophævelse. Ved Gruppe 2-kørekort skal de faglige grunde til at an- tage, at gentagelsesrisikoen er uvæsentlig, være meget veldokumenterede.
4. Ved andre tilfælde af anfald med tab af bevidsthed eller øget risiko for sådanne anfald bør læ- gen udstede kørselsforbud, indtil en speciallæge i neurologi har vurderet risikoen for gentagelse under kørsel, og det er vurderet, at risikoen for anfald er højst 2 % om året.
Der er stadig enkelte med epilepsi, som har et kørekort til Gruppe 2-kategorier, der ikke er udløbet. Hvis de i en længere årrække har været symptomfri og stabile på den anfaldsforebyggende behandling, og der i øvrigt ikke vurderes at være nogen nærliggende fare, er der ikke noget krav om, at de skal have et lægeligt kørselsforbud.
Epilepsi efter hjernebetændelse, absces i hjernen, kranietraume, benigne tumorer (også efter operation) eller i forbindelse med multipel sklerose skal behandles som almindelig symptomatisk epilepsi. For patienter med epilepsi i forbindelse med maligne hjernetumorer og andre progressive hjernesygdomme skal føreregnetheden vurderes af en speciallæge i neurologi.
Apopleksi/Let apopleksi/TCI
Der findes særlig pointtabel, som skal anvendes ved vurdering af, om der skal nedlægges kørselsforbud
Hvis symptomerne ikke er remitteret indenfor 1 uge, og der således er længerevarende neurologiske udfald, foreligger der en en egentlig apopleksi. Der skal rettes henvendelsen til det lokale kørekortkontor, og der skal nedlægges kørselsforbud af minimum 3 måneders varighed.
Der er en øget trafiksikkerhedsmæssig risiko for personer med reduceret opmærksomhedsevne, demens, visuospatiel svigt (nedsat evne til at opfatte og handle tredimensionalt), agnose (nedsat evne til at genkende genstande) og/eller neglekt (svækket opmærksomhed mod sin egen krop eller rummet på den ene side). Efter ophævelse af aldersscreening for bilister på 75 år og ældre er det et område, hvor der er brug for særlig opmærksomhed fra læger.
Demens og kognitiv svækkelse
Hvis en fører viser tegn på moderat til svær kognitiv svækkelse, skal lægen sædvanligvis udstede et lægeligt kørselsforbud.
Ved begrundet mistanke om manglende dømmekraft og overblik eller andre funktionsbegrænsninger, uanset om den kognitive test viser tegn på svækkelse eller ej, bør lægen udstede et kørselsforbud, indtil der eventuelt er gennemført en vejledende helbredsmæssig køretest (VHK), med særlig fokus på de kognitive funktioner. For at komme til en vejledende helbredsmæssig køretest skal der påbegyndes en køre- kortsag som nærmere beskrevet i kapitel 2.4 »Tvivl eller uenighed om føreregnetheden«.
Ved let kognitiv svækkelse uden andre helbredsmæssige forhold af betydning for føreregnetheden er der som udgangspunkt ikke behov for et kørselsforbud for førere i Gruppe 1. Selv let kognitiv svækkelse vil udgøre en betydelig risiko ved kørsel med køretøjer i Gruppe 2, og lægen bør være særligt opmærksom på de yderligere risici, der er forbundet med at føre de køretøjer, der indgår i denne gruppe. Et kørselsforbud vil sædvanligvis være påkrævet.
Aneurismer
Ved nyopdagede cerebrale aneurismer (pulsåreudvidelse i hjernen) bør der udstedes et kørselsforbud, indtil udredning og eventuel behandling er gennemført, og der ikke er væsentlige mén, der vil kunne have betydning for førerevnen. Såfremt det ikke er muligt at behandle tilstanden, må det vurderes individuelt, om risikoen for trafiksikkerheden er acceptabel. Der bør være en lav årlig risiko for nyt anfald, hvilket i denne sammenhæng betyder mindre end 20 % årlig risiko. Ved kørsel med Gruppe 2-køretøjer accepteres dog kun en meget lav årlig risiko for nyt anfald, hvilket i denne sammenhæng betyder mindre end 2 % årlig risiko.
Øvrige sygdomme (traumer, tumorer...)
Øvrige neurologiske sygdomme eller traumer afficerende centralnervesystem og det perifere nervesystem, som medfører kognitive deficits eller funktionsfald, herunder påvirkning af motoriske og sensoriske funktioner, balance og koordination, skal forelægges politiet (det lokale motorkontor).
Behandling med medicin
Trafikfarlig medicin sløver centralnervesystemet, hvilket blandt andet kan betyde følgende:
At man bliver døsig eller søvnig
Har svært ved at koncentrere sig
Reagerer langsommere end ellers
Føler sig påvirket
Kombinationen af visse typer medicin og trafik kan være mindst lige så farlig som alkohol. Påvirkningen fra medicinen kan meget vel svare til at have en ikke ubetydelig alkoholpromille og kan dermed øge risikoen for uheld betragteligt.
Trafikfarlige lægemidler tilhører en række forskellige lægemiddelgrupper, herunder:
stærke og visse svage smertestillende midler
angstdæmpende og beroligende midler
midler mod epilepsi
hostemedicin
køre- og søsygemidler
midler mod kvalme
midler mod allergi og høfeber
midler mod migræne
nogle slankemidler
midler til behandling af psykisk sygdom (psykofarmaka)
al medicin med mere end 10 % alkohol
sovemidler
På Lægemiddelstyrelsens hjemmeside findes en liste over trafikfarlige lægemidler. Medicin, der påvir- ker trafiksikkerheden væsentligt, er mærket med en rød advarselstrekant. Herudover er der nogle læge- midler, der kun bruges på sygehuse, som kan påvirke evnen til at føre bil, for eksempel anæstesimidler. Her påhviler det den behandlende læge at informere og vurdere, hvornår det er forsvarligt for patienten igen at køre bil. En række andre lægemidler, som ikke er mærket med advarselstrekant, kan alligevel hos nogle patienter medføre let eller moderat påvirkning, som kan have betydning for trafiksikkerheden i praksis. Det drejer sig for eksempel om en række psykofarmaka.
En række andre lægemidler, som ikke er mærket med en rød advarselstrekant og ikke er direkte bevidsthedspåvirkende, kan under særlige omstændigheder påvirke evnen til at færdes sikkert i trafikken. Det drejer sig om for eksempel:
Øjendråber, der indeholder stoffer, som udvider pupillen, og derfor kan virke generende på synet.
Medicin mod forhøjet blodtryk, som kan give svimmelhed, utilpashed og dermed nedsat reaktionsevne.
Insulin samt visse tabletter mod sukkersyge, som indirekte kan være årsag til nedsat reaktionsevne.
Flere slags naturmedicin, som kan virke sløvende og dermed påvirke reaktionsevnen. Man skal især være opmærksom på midler, som indeholder valeriane (Baldrian).
Lægen er ansvarlig for
Sekretæren er ansvarlig for
Sundhedsstyrelsen, 2008: Vejledning om neurologisk sygdomme og kørekort