Ekstern drænage - Medtronic Duet

Målgrupper og anvendelsesområde
Definitioner

Fremgangsmåde
Ansvar og organisering
Referencer, lovgivning og faglig evidens samt links hertil
Bilag

Formål

At personale der arbejder med neurokirurgiske patienter kan opsætte, fylde, tilslutte og korrekt aflæse det ventrikulære/lumbale drænagesystem og ICP monitorering.


Målgrupper og anvendelsesområde

Læger og sygeplejersker, der arbejder med neurokirurgiske patienter og som skal håndtere:

  1. Ekstern ventrikel drænagesystem (EVD), samt lumbalt drænagesystem fra Medtronic Duet 
  2. Tilslutning til ICP monitorering.

Tilbage til top


Definitioner

EVD : Ekstern Ventrikel Drænage

ICP : IntraCranial Pressure (Intrakranielt tryk)

Tilbage til top


Fremgangsmåde

Montering af ekstern drænagesæt

  1. Drænsættet pakkes ud. Klargøres på operationsbordet eller ved behov i afsnittet, hvor det her skrues fast eller hænges på (drop-)stativ på patientsengen. Det kan være hensigtsmæssigt at gøre brug af begge metoder samtidig, da sættet kan glide ned, hvis opsamlingsposen bliver for tung. Målesøjlen skal indstilles så den viser den ventrikulære skala i cm H2O (den sorte skala).
  2. På højre side af drænsættet er der to udmålingspunkter; et for Lumbal drænage og et for Ventrikulær drænage. Nulpunktsmåleren kobles altid til det ventrikulære udmålingspunkt – også til de lumbale dræn (NK beslutning).

 


Påsætning af ICP transducer (ikke ved lumbal drænage) og fyldning af sættet – foretages rutinemæssigt på Neurokirurgisk Operationsgang 3041

  1. Hvis der skal foretages trykmåling, tages et tryksæt til ICP-måling, og trykslangen tages af, så kun transducer med én trevejshane benyttes, og påsættes nulpunktsmåleren.

  1. Til fyldning af sættet anvendes 20 mL isotonisk NaCl. Fyldning af sættet foregår via SmarteSite membran på trevejshanen nærmest patientens hoved (se nedenstående illustration). Det fyldes først i retning mod patienten og derefter mod dråbekammeret, ved at dreje på trevejshanen. Trevejshanen forbliver lukket mod den del af slangen, der tilsluttes patienten under resten af proceduren, da væsken ellers vil løbe ud. Sættet er fyldt når der ses dråber i dråbekammer.

            

A) Tryk-transduceren fyldes ved at trevejshanen ved nulpunktmåleren først lukkes af mod dråbekammeret. Dernæst lukkes trevejshanen ved ICP transduceren af til transduceren, så trevejshanen kan skylles igennem, og en prop uden hul sættes på.

B) Trevejshanen ved ICP transduceren drejes dernæst tilbage, og proppen for enden af transduceren tages af, så selve transduceren kan fyldes.

C) Herefter påsættes en ny prop uden hul på transducerens ende. Trevejshanen ved nulpunktsmåleren lukkes af til transduceren, hvis patienten skal drænere.

  1. Observér for luft i slangen.

Tilkobling til patienten og udmåling af nulpunkt

  1. Patient-enden af drænslangen tilkobles hurtigt ventrikeldrænet/trykskruen ved steril procedure. Ved tilkobling bør patientens hoved være eleveret til ca. 10 grader, for at minimere liquor spild og undgå luft intracranielt.
  2. Der er mulighed for at påsætte en laserlyskilde (Clear-Site) til nulpunktsudmåling på nulpunktsmåleren. Laserlyset aktiveres ved at trykke på den sorte knap.
  3. Korrekt udmåling er, når nulpunktet er ud for patientens øregang (eller næsetip ved sidelejring).

Patienten skal drænere – indstilling af den ordinerede modstand

  1. Skal patienten drænere, indstilles den ønskede modstand (efter ordination) ved at løsne den hvide skrue på sættet og indstille den blå markering (illustreret ved 10 cm H2O på nedenstående figur).
  2. Trevejshanen ved nulpunktsmåleren er lukket af til tryktransduceren.
  3. Den gule trevejshane på bunden af dråbekammeret er lukket af.
  4. Der åbnes for liquor-passage på trevejshanen nærmest patienten.

 

Patienten skal til ICP måling - tilslutning til trykmåling og nulstilling af trykmåleren

  1. Et trykkabel tilsluttes ICP transduceren og sættes i monitoreringsboksen tilhørende patientens overvågningsskærm.
  2. Trevejshanen på nulpunktsmåleren skal være lukket til dråbekammer (åben til patient og ICP transducer).
  3. Trevejshanen på transduceren lukkes af mod nulpunktsmåleren væk fra transducer (drejes 90 grader mod uret). 
  4. Luerlock proppen løsnes (hvis den tages af, skal den udskiftes med en ny prop). 
  5. Nulstil trykket på overvågningsskærmen. 
  6. Luerlock proppen skrues fast og trevejshanen drejes tilbage igen.

Tømning af opsamlingspose

  1. Opsamlingsposen skal tømmes, når den er 3/4 fyldt. 
  2. Hvis bundproppen, den nålefri membran, ikke kan tages af (er limet fast), løsnes den ved hjælp af 2 peaner. Husk at placere en beholder under opsamlingsposen når membranen løsnes.
  3. Der skal aftørres med hospitalssprit før og efter tømning.
  4. Efter tømning påsættes en ny almindelig steril prop (gul prop). Denne skiftes efterfølgende hver gang, i forbindelse med tømning af opsamlingsposen.

Dokumentation i Sundhedsplatformen

  1. Ventrikeldræn status noteres med ”åben til drænage”, ”afklemt” eller ”til trykmåling”.
  2. Dræn funktion markeres med enten ”fungerer”, ”fungerer trægt” mm.
  3. Den ordinerede modstand Niveau i cm H2O noteres 1 gang hver vagt og ved ændringer.
  4. Mængden af liquor noteres i ”Udgift (mL)” 1 gang hver time.
  5. CSV – udseende 1 gang hver time.
  6. ICP værdier skal valideres min. 1 gang hver time.

Vedligeholdelse

  1. Selve EVD sættet er engangsudstyr og skal kasseres efter endt brug.
  2. Clear-site laserlyskilden er flergangs og tilhører den enkelte afdeling. Den skal rengøres mellem hver patient med en våd klud med enten sæbe (grønne Universal) eller sprit (Ethanol 70 %). Lejlighedsvis foretages batteriskift med lille ”knapbatteri” str. 357/303.

MR- kompatibilitet

EVD-sættet uden Clear-Site lazer lyskilde er MR-kompatibelt.

Lumbal drænage med Medtronic Duet 

Udmålingpunktet for lumbal drænage er indstikstedet for drænet.

Se vejledning for lumbaldrænage : Link:

 

Lumbal drænage - observation hos patienter med behov for aflastning af kranielle duradefekter

 

 

Tilbage til top


Ansvar og organisering

Den enkelte læge eller sygeplejerske er ansvarlig for at følge instruksen.

Afsnits-og afdelingsledelsen er ansvarlig for, at medarbejderne er bekendt med og følger instruksen.

 

Tilbage til top


Referencer, lovgivning og faglig evidens samt links hertil

1) Quick reference guide. DUET external drainage and monitoring system. Medtronic. 2009

2) Infonet Region Syddanmark - Instruks - OUH - Neurokirurgi: Ekstern drænage - monitorering med Medtronic. Udarbejdet af Klinisk Sygeplejelærer ###NAVN###.

Tilbage til top


Bilag

1) Instruks til laminering:EVD - Ekstern drænage med Medtronic Duet - til laminering.pdf

2) Lille EVD poster oversigt til laminering: EVD - Poster - laminering.pdf

 

Tilbage til top