At øge patienternes livskvalitet, ved at reducere antallet af fremmøder på hospitalet samt tidsforbruget til behandling af deres blodsygdom.
At beskrive arbejdsgange for personale involveret i ordination, fremstilling, udbringning og dokumentation af kemoterapi til patienter, hvor hjemmebehandling vurderes som en mulighed.
Instruksen henvender sig til sygeplejersker og læger i Afdelingen for Blodsygdomme på Rigshospitalet, mhp. korrekt udførelse af arbejdsgange samt relevant dokumentation i SP. Den beskriver desuden samarbejdet med Apoteket og det eventuelle samarbejde med hjemmesygeplejen.
Instruksen omhandler patienter der vurderes egnet til hjemmebehandling med Azacitidin (Vidaza) som subkutan injektion, hvad enten det er nyopstartede patienter, eller patienter i allerede igangværende behandlingsforløb.
Ved hjemmebehandling forstås behandling med subkutan injektion af kemoterapi som patienten enten giver sig selv, eller modtager med hjælp fra pårørende eller hjemmesygeplejerske i patientens hjem.
Patienter som er mulige kandidater til hjemmebehandling identificeres af PAL/BAL i samarbejde med ambulatoriesygeplejerskerne. Patienten forelægges muligheden for at modtage behandlingen i hjemmet.
Patienten skal af sygeplejersken være vurderet til at kunne oplæres til selvinjektion af Azacitidin. Patienten skal kunne forstå og læse dansk, patienten skal kognitivt og fysisk være i stand til at administrere medicinen, og kunne reagere på problemer i forbindelse med injektionen og ved eventuelle bivirkninger. Alternativt kan en pårørende som er villig til at påtage sig opgaven, administrere medicinen eller en hjemmesygeplejerske kan rekvireres til opgaven.
Serie 1
Patienten møder alle 5 behandlingsdage i Afdeling for Blodsygdomme, hvor medicinen administreres af en sygeplejerske i ambulatoriet.
I disse 5 dage startes oplæring af patienten/pårørende i håndtering og administration af medicinen.
Serie 2
Patienten møder første behandlingsdag i afdelingen, og her vurderer sygeplejersken i samarbejde med patient/pårørende, om der er opnået tilstrækkelig viden og færdigheder ift. hjemmebehandling.
Når både sygeplejersken og patient/pårørende føler sig sikre og trygge ved hjemmebehandling, kan medicinen herefter leveres i hjemmet de øvrige 4 behandlingsdage. Der udleveres understøttende medicin til de restende 4 dage.
Serie 3
Hvis serie 2 er forløbet uproblematisk, leveres medicinen i hjemmet dagligt i alle 5 dage.Patienten har fået udleveret remedier og understøttende medicin ved det seneste fremmøde i afdelingen.
Serie 4 - samt efterfølgende serier
Medicinen leveres i patientens hjem dagligt i alle 5 dage.
Sygeplejerskens opgaver
Hvis hverken patient eller pårørende vurderes egnet til opgaven kan hjemmesygeplejen involveres. Sygeplejersken kontakter i dette tilfælde den pågældende kommune via en korrespondancemeddelelse.
Korrespondancemeddelelsen skal indeholde medicinens navn, varighed af behandlingen, information om tidsrummet for leverance af medicinen, at medicinen skal opbevares på køl og har begrænset holdbarhed. Dette noteres i Smartphrase: ”.RHHÆMVIDAZAHJEMMESYGEPLEJE”
Patienten medgives informationsmateriale til hjemmesygeplejen vedrørende forholdsregler i forbindelse med cytostatika-indgift.
Oplæring af patient/pårørende
Patienten starter altid med at få den første serie i ambulatoriet af sygeplejersken. Her informerer sygeplejersken patient/pårørende om hvad der er vigtigt i forhold sikker injektionsteknik. Fremgangsmåden er beskrevet i detaljer i patientinformationen ”Hjemmebehandling med Vidaza”, der udleveres til patient/pårørende, når oplæringen starter.
Følgende skal gennemgås med patient/pårørende:
Patienten medgives telefonnummer til afdelingen i tilfælde af, at der opstår problemer i forbindelse med levering, administration eller vedr. behandlingen, samt ved evt. bivirkninger.
Når sygeplejersken og patienten vurderer at oplæringen er gennemført, overgår patienten til hjemmebehandling. Er det en pårørende, der skal administrere medicinen, gælder de samme principper for oplæring.
Der anvendes Smartphrasen (.”RHHÆMOPLÆRINGHJEMMEAZA) som dokumentation.
Når sygeplejersken vurderer at patient/pårørende kan varetage behandlingen i hjemmet, gives besked til BAL/PAL, og behandlingsplanen omlægges til hjemmebehandling.
Patienter der er i hjemmebehandling med Vidaza, registres på listen ”Hjemme AZA” i SP.
På behandlingsdagene tjekker sygeplejersken i ambulatoriet patienten ind i SP, og frigiver den ordinerede hjemmekemoterapi, når det er sikret, at behandlingen har forladt apoteket. Efterfølgende fuldføres dagen.
Ved patientens fremmøde til lægekonsultation, ugen før behandlingsstart, skal patienten bookes til en sygeplejeaftale, hvor der udleveres remedier til hjemmebehandlingen (ifølge tjekliste) og støttemedicin (fremgår af behandlingsplanen).
Leveringstidspunkter aftales, så patient/hjemmesygeplejen kan informeres.
Lægens (PAL/BAL) opgaver
Patienten skal have fremmøde ugen før behandlingsstart. Blodprøvekadence vurderes af BAL/PAL og kan justeres i forhold til det i behandlingsplanen fastlagte.
Den næste planlagte serie signeres i SP senest torsdag forud for udbringning af Vidaza til patienten næste mandag.
Når det er vurderet at patient/pårørende kan varetage behandlingen i hjemmet, omlægges behandlingsplanen til hjemmebehandling.