SvO2, POTA 2042 og AN 2044

Målgrupper og anvendelsesområde
Definitioner
Fremgangsmåde
Ansvar og organisering
Referencer, lovgivning og faglig evidens samt links hertil
Akkrediteringsstandarder
Bilag
 


Målgrupper og anvendelsesområde

ANlæger og -sygeplejersker samt sygeplejersker på POTA 

Tilbage til top


Definitioner

 

Tilbage til top


Fremgangsmåde

Bestemmelse af den venøse saturation (SvO2) kan anvendes som alternativ til monitorering af hjertets minutvolumen.

Ved en given metabolisme vil en nedsat blodgennemstrømning medføre en større iltekstraktion. SvO2 kan derfor tages som et udtryk for vævsperfusionen.

Sammenhængen mellem SvO2 og minutvolumen fremgår af Fick´s princip:

Iltoptagelsen = minutvolumen (SaO2 – SvO2) Hb (når der ikke tages hensyn til fysisk opløst ilt).

 

Hos patienter i den peroperative fase er iltoptagelsen konstant, og den arterielle saturation vil ikke ændre sig med mindre der udvikles et lungeødem eller større ventilations-perfusions forstyrrelse. Såfremt Hb holdes konstant vil der, som det fremgår af ligningen, være en direkte sammenhæng mellem ændringer i SvO2 og hjertets minutvolumen.

Er årsagen til et reduceret minutvolumen, at patienten er hypovolæmisk, vil minutvolumen stige ved infusion af væske, og dette vil følges af en stigning i SvO2. SvO2 er kun tilgængelig med anvendelse af et Swan-Ganz-kateter, men til klinisk brug kan værdien for blandet venøst blod erstattes med en blodprøve fra et centralt venøst kateter. Med denne monitorering bør væskeindgiften fortsætte, indtil SvO2 ikke stiger yderligere (SvO2max).

Med andre ord kan volumenindgiften fortsættes, indtil minutvolumen, og dermed ilttransporten, ikke længere er afhængig af ”preload” til hjertet.

Der kan dog være andre grunde end hypovolæmi til, at minutvolumen er lavt. Er hjertets pumpefunktion nedsat f. eks. pga. iskæmi eller hjertetamponade, kan SvO2 være meget lav (45%) og upåvirket eller faldende ved administration af væske.

Patienter kan være dehydrerede, fordi de er fastende, pga. alder eller med baggrund i deres sygdom. Undersøgelser har vist et gennemsnitligt præperativt volumendeficit på 500 ml.

Hos normale personer er SvO2 ca. 75%, men hos patienter under regional eller generel anæstesi, med korttarmssyndrom, feber, sepsis eller leversygdom kan SvO2max være højere end 90%.

Hos voksne falder SvO2 1% ved et blodtab på ca. 100 ml, og et første estimat vil være, at en patient med en værdi på 65% har et volumendeficit på en liter.

Efter anlæggelse af CVK skal patienten ligge i fladt leje i 10 min inden den første blodprøve udtages til bestemmelse af SvO2. Ved kontrolleret ventilation med en FiO2 på 0.8 skal man være opmærksom på, at dette vil øge den venøse saturation med ca. 10%.

Hos normale personer har SvO2 en maksimal værdi i liggende stilling. Når SvO2max er opnået, er patienten derfor normovolæm, og væskeindgiften kan ophøre. Dermed sikres det, at patienten ikke overhydreres.

I forbindelse med større kirurgiske indgreb er det rimeligt, at patienten har et væskeoverskud efter operationen, da der ofte vil ske et tab af væske ud af karbanen postoperativt.

Tilbage til top


Ansvar og organisering

 

Tilbage til top


Referencer, lovgivning og faglig evidens samt links hertil

 

Tilbage til top


Akkrediteringsstandarder

 

Tilbage til top


Bilag

 

Tilbage til top