Vejledningen beskriver opgaver relateret til sugning i tracheostomi for at sikre systematiske procedurer i forbindelse med sugning med henblik på at:
Målgruppe: Plejepersonale på Respirationscenter Øst.
Anvendelsesområde: På RCØ anvender personalet væg sug og respiratoriske hjælpere anvender vario/clario sug. I oplæringsøjemed vises sugning med Vario sug - GLO Stationært sug og transport sug på RCØ.
Tracheostomi:
Er en kirurgisk procedure, hvor der laves en kunstig åbning ind i luftrøret (trachea)
Indgrebet udføres normalt på en operationsstue
Den kunstige luftvej holdes åben ved hjælp af en passende tube (et rør), som jævnligt skal aspireres, rengøres og skiftes - Tracheostomipleje RCØ - Tracheostomitubeskift på RCØ. - Tracheostomitubeudvalg RCØ
Pleje af tracheostomi kræver stor renlighed med henblik på at hindre infektioner, idet luften som inhaleres via tracheostomituben ikke passerer de naturlige beskyttelsesmekanismer i næse og svælg.
Patienter med trakealkanyler må regelmæssigt suges i luftvejene for at undgå sekretophobning. En ophobning kan dels føre til tilstopning af bronkierne med fare for atelektasedannelse, dels føre til pneumoni, da ophobning af sekret er et godt vækstmedie for bakterier.
RCØ´s patienter med trakealkanyler er oftest forhindret i selv at kunne fjerne sekret fra luftvejene. Dette kan skyldes at hostemekanismen er mindre effektiv pga deres grundmorbus, da patienten ikke kan opbygge et forhøjet luftvejstryk. Trakealkanylen og evt. tubecuff vil hindre, at cilierne kan rense luftvejene.
Sugning er en procedure, der er forbundet med risiko for flere alvorlige komplikationer. Komplikationerne ved sugning relaterer sig til det af sugningen udløste fald i FRC og iltindhold i blodet, de kredsløbsmæssige reaktioner og skader på trachealslimhinden forårsaget af sugekateter og vakuum. Komplikationerne er blødning, infektion, atelektase, hypoxæmi, tackykardi og blodtryksstigning, bradykardi og stigning i intrakranielt tryk. Sugning kan desuden medføre ubehag for patienten i form af smerter, kvælningsfornemmelse, voldsom hoste og en oplevelse af, at lungerne suges op. Dette føre i nogle tilfælde til angst, så patienten modarbejder sugningen med et dårligt resultat til følge.
Ubehaget for patienten kan mindskes og komplikationer ved sugning kan forebygges, ved at suge patienten på det rigtige tidspunkt, med det rigtige udstyr og på den rigtige måde. Anvendelse af korrekt kateterstørrelse og sugestyrke minimerer det af sugnnigen udløste fald i FRC.
Kriterier for sugning:
Tegn på sekretophobning er:
Remedier:
Der findes forskellige typer og størrelse sugekathetre. Den ene type er med buk, den anden lige. Som udgangspunkt bruges sugekatheter med buk. Det får mest sekret med op og det renser effektivt i tuben. Det lige sugekatheter kan bruges, hvis der i perioder er let blødning ved sugning pga. irriterede slimhinder.
Sugekathetre:
Farven på sugekathetrene er forskellige afhængigt af størrelsen. Størrelsen på sugekathetrene er markeret med farver. De mindste er blå ( Ch 8), og bruges oftest til små børn. De sorte (Ch10) er til de lidt større børn og evt. til voksne. De hvide (Ch12) kathetre bruges til de fleste voksne. De grønne (Ch14) bruges ved sejt og klumpet sekret
Metode:
Sugning udføres med aseptisk teknik
Sæt skorsten på tuben igen og vurder behovet for yderligere sugning, sekretets konsistens, mængde og farve.
Er det nødvendigt at suge flere gange, gives patienten tid til at ”komme sig” (komme op i SAT inden næste sugning)
Inden sugekatheteret igen føres ned i luftrøret, er det fortsat vigtigt, det ikke har rørt noget. Hvis du ikke kan sikre dette, skal sugekatheteret kasseres og proceduren startes forfra
Ved sugning kan sugekatheteret genbruges, så længe ydersiden ikke er synlig forurenet. Dette vil sige, at når der kommer sekret på ydersiden af sugekateteret, skal dette kasseres og sugeproceduren starte forfra
Ved endt sugning rulles det urene sugekatheter rundt om hånden, handsken trækkes nedover, og det hele kan nu kasseres hygiejnisk forsvarligt.
Sugeslangen gennemskylles efterfølgende
Sekretets udseende
Vurdér sekretets konsistens, farve, lugt, og mængde.
Normalt lungesekret er løst, lyst, let gulligt og uden lugt.
Afvigelser kan være, at konsistensen kan blive sej eller vandig, skift i farven til gulligt, grønt eller brunligt, eller der pludseligt er større mængder.
Løst/tyndt sekret
Hvis sekretet bliver tyndt/vandigt, bør der overvejes om temperaturen på fugteren er for høj. Der vil ske en stor fordampning og derved komme overflødigt fugt i luftvejene. Dette er til gene for patienten og der skrues ned for temperaturen på fugteren.
Sejt sekret
Tjek om fugteren er rigtigt indstillet. Overvej om vejret kan have indflydelse på, om der skal ændres på fugterens temperatur. Eksempelvis om sommeren og vinteren, og om luften er mere tør end vanligt.
Det er vigtigt, at der handles på tørt sekret med det samme, ellers kan det medføre øget risiko for at stoppe tuben, samt mulighed for øget tendens til slimhindeblødning.
Hvis sekretet er sejt og svært at få suget op, bør du overveje, at ventilere med sterilt saltvand og evt. skrue op for fugteren (se instruks om manuel ventilation).
Gult/grønt sekret
Dette kan være tegn på infektion. Hvis patienten samtidig er febril, har kulderystelser, lufthunger, træthed, almen utilpashed, smerter i brystet eller øget mængde sekret skal stuegangsgående læge inddrages i observationerne. Vær ekstra opmærksom på huden omkring tuben (se instruks om trakeostomipleje). I nogle tilfælde kan det afhjælpes ved hyppigere manuel ventilation f.eks. hver anden time i dagtiden.
Brunt/blodigt sekret
Brunligt sekret kan være gammelt blod. Friskt blod kan også ses i sekretet. Dette skyldes som regel irriterede slimhinder. Hold igen med sugningen til blødningen aftager, og brug det lige sug uden buk når sugning er nødvendig. Det kan også være nødvendigt at regulere fugtertemperaturen eller at manuel ventilere med sterilt saltvand.
Mængden af sekret
Sparsom mængde svarer til, at der intet er at suge. Eller der kan forekomme små klatter på indersiden af suget, som stort set ikke er til at få øje på.
Moderat mængde svarer til et sugekatheters længde.
Stor mængde svare til at sekretet går helt op i sugeslangen.
Prøve med trakealsekret tages fra til dyrkning og resistens
Trakealsekret til undersøgelse for bakterier, også kaldet dyrkning og resistens eller D+R. Dette gøres ved at tilkoble et sekretprøveglas og ellers udføre sugeproceduren som beskrevet.
Trachealsekret fra i prøveglas
Sekretprøveglasset påsættes mellem sugeslangen og sugekatheteret.
Den brede studs på sekretprøveglasset påsættes Y-røret.
Den smalle studs på sekretprøveglasset påsættes sugekatheterets sammenkoblingspunkt.
Luftporten holdes åben under sugeproceduren.
Når der er kommet en klat trachealsekret i glasset påsættes den hvide prop. Der må kun røres udvendigt på denne prop. Hvis sekretet er sparsomt og det er svært at få op i prøveglasset, kan der suges lidt saltvand op igennem katheteret og ned i prøveglasset.
Der udfyldes seddel til mikrobiologer og der påsættes label fra seddel på glasset. ( se instruks for forsendelse af prøver til mikrobiologisk undersøgelser)
Ved akut behov for sugning
Definition: Et akut behov for sugning er en pludselig opstået situation, hvor patienten ikke kan få luft. Her skal du hurtigt skabe frie luftveje ved hjælp af sugning – altså: suge NU. Hygiejneprincipperne er her sekundære. Efter sugningen må du spritte udstyret af og sørge for, at alt er rent og klart til næste sugning.
Er der meget sekret, kan det være nødvendigt at suge, imens suget føres ned, dog kun i tuben.
Er det ikke muligt at skabe frie luftveje ved hjælp af sugning, må du manuel ventilere eller fortage et akut tubeskift
Afsnitaledelsen på RCØ er ansvarlig for at vejledningen implementeres i afsnittet og at det relevante personale har kendskab til og anvender denne i praksis
Plejepersonalet har anvaret for at følge vejledningen samt at dokumentere efter gældende retningslinjer i SP
Sheila K. Adam og Sue Osborne: ”Intensiv sygepleje: Viden og praksis”. 2. udgave, 2. oplag, 2003, Nyt Nordisk Forlag
Knut Dybwik: ”Respiratorbehandling – lærebok for sykepleiere”. Universitetsforlaget, Oslo, 2. udgave 2000, 2. oplag 2001
Pedersen C, Rosendahl-Nielsen M, Hjermind J, Egerod I (2009): “Endotracheal suctioning of the adult intubated patient – What is the evidence?” Intensive and Critical Care Nursing, 2009;25(1):21-30