Både hypo- og hyperkaliæmi kan medføre hjerterytmeforstyrrelser og i sidste ende potentielt hjertestop.
Hypokaliæmi øger risiko for tachy-arrytmi, og hyperkaliæmi øger risikoen for brady-arrytmi.
Hurtig korrektion af kalium-forskydninger betragtes som en højrisiko-procedure og skal foregå under tæt observation af EKG, blodprøver, pH etc.
###TABEL_1###Hypokaliæmi ned til 3,0 mmol/L hos raske voksne behøver normalt ikke behandling, men hos patienter med hjertesygdom tilstræbes det, at kaliumværdien er 3,5 – 4,5 mmol/l
Øget tab af kalium i urin (oftest pga. behandling med loop-diuretika) eller via GIT (opkastning, diarré) er de hyppigste årsager til hypokaliæmi.
Hypokaliæmi forværres af metabolisk alkalose (pH > 7,45) og hypomagnesiæmi (p-Mg< 0,71mmol/l). Derfor skal pH samt S-Magnesium samtidig kontrolleres og evt. korrigeres.
###TABEL_2###Individuelt tilpasset efter vægt og P-Kalium.
###TABEL_3###Hyperkaliæmi vil overvejende ses hos patienter med akut og kronisk nyresvigt samt hos patienter i behandling med lægemidler, der hæmmer renin-angiotensin-aldosteron systemet (typisk K-besparende diuretika, f.eks. spiron, eller ACE-inhibitorer). Iatrogen hyper-kaliæmi (dvs. medicineringsfejl) skal altid udelukkes.
Nederst på formularen