Forskningsprojekter



- igangsættelse og støtte til forskning
 

 

 

- projektbeskrivelse

 

 

- etik og dataregistrering

Forskningsprojekter drøftes med og godkendes af Hjertecentrets seniorforsker/professor i sygepleje, som sikrer kvalitet og kompetencesammensætning, samt afdelingens ledende oversygeplejerske, som sikrer overensstemmelse med visioner og strategier. Ved tværfaglige projekter godkendes projektet af afdelingsledelsen, inden det sættes i gang.

Som udgangspunkt prioriteres forskning i relation til de kliniske indsatsområder, der er beskrevet i Hjertecentrets visioner og strategier for klinisk sygepleje, som kan findes på Hjertecentrets intranet: Hjertecentret > Sygeplejen > Visioner og strategier

Forskningsprojekter gennemføres af sygeplejersker med en Ph.d.-grad eller som led i en Ph.d.-uddannelse, samt af kliniske sygeplejespecialister og kliniske undervisere under vejledning af forsker med formel forskningsmæssig kompetence.

Projektbeskrivelsen udarbejdes i henhold til gældende vejledning fra IMPACT og Hjertecentrets forskningsudvalg, hvis der søges midler, og skal indeholde oplysninger om, hvordan projektet finansieres og forventet træk på afdelingens budgetramme - eksempelvis personale- eller driftsbudget.

Projektbeskrivelsen godkendes forskningsmæssigt af vejleder med formel forskningsmæssig kompetence.

Forskningsprojekter i klinisk sygepleje følger til enhver tid gældende lovgivning og videnskabsetiske regler. For vejledning vedr. videnskabsetik kan De Videnskabsetiske Komiteer for Region Hovedstaden kontaktes.

For vejledning vedr. anvendelse persondata og personfølsomme data se Region Hovedstadens side for databehandling. Der kan tillige søges vejledning vedr. persondataloven hos Region Hovedstadens kontaktperson.

 

Aftaler om opgaver og roller

Der udarbejdes aftale med præcisering af, hvem der deltager i projektet, hvilke opgaver og roller de involverede har, og hvilke kompetencer dette forudsætter. Dette kan ske som en del af projektbeskrivelsen eller som særskilt aftale. Desuden aftales projektdeltagernes ret til adgang af data.

Der etableres en styregruppe, hvor den ledende oversygeplejerske og Hjertecentrets seniorforsker/professor indgår, så rammer, støtte og opbakning kan sikres projektet. Vedrørende tværfaglige projekter aftaler afdelingsledelsen indbyrdes, hvem der skal sidde i styregruppen.

Den praktiske tilrettelæggelse afstemmes med afsnitsledelserne, i det omfang projektet patienter og personale i afsnittet.

Datasikkerhed

Data opbevares i henhold til gældende retningslinjer og anvisning fra Datatilsynet. Data skal opbevares i en lovbeskyttet mappe på L-drevet. Personhenførbare oplysninger må ikke ligge sammen med data, så der skal oprettes en ombytningsfil, der skal ligge i en separat mappe på P-drevet. Data må ikke opbevares på private pc’er. For ikke at miste data ved fejl, skal der tages backup af alle data, som ligeledes skal være placeret i lovbeskyttet mappe.

Ejerskab af Forskningsprojekter

Forskeren har retten til at publicere data. Hjertecentret ejer data, og data skal derfor opbevares i centret. Hvis der laves aftale om, at en anden part udfører databehandling, skal der udfyldes en databehandleraftale. Se Regionens databehandleraftale.

I de tilfælde hvor data ikke anvendes fuldt ud, eller det ikke længere er muligt for initiativtagerne til projektet at foretage publicering, kan Hjertecentret vælge, at en tredjeperson påtager sig denne opgave. I disse tilfælde vil retten til medforfatterskab blive vurderet i forhold til, hvor meget den enkelte forfatter konkret bidrager med i forbindelse med den aktuelle publikation.
 

Publicering

Vedrørende rettigheder i forbindelse med forfatterskab og medforfatterskab følges Vancouverreglerne www.icmje.org.

Registrering af forskningsprojekter

Alle projekter anmeldes til centersekretariatet.

Særligt for Ph.d-projekter

Forskningsprojekter eller Ph.d.-studerende, der organisatorisk er tilknyttet Hjertecentret uden for de enkelte afdelinger, følger samme vejledning.