Anlæggelse og sikring af korrekt placering af nasogastrisk ernæringssonde i Øre-næse-halskirurgisk og audiologisk Klinik

Formål
Målgrupper og anvendelsesområde
Definitioner
Fremgangsmåde
Ansvar og organisering
Referencer, lovgivning og faglig evidens samt links hertil
 

Formål

Mindske risiko for utilsigtede hændelser ved anvendelse af perorale fødesonder. Denne vejledning henvender sig til sundhedspersonale og præciserer den omhu og samvittighedsfuldhed, sundhedspersonale bør udvise ved anvendelse af perorale fødesonder.

Tilbage til top


Målgrupper og anvendelsesområde

Læger og sygeplejersker i Øre-næse-halskirurgisk og Audiologisk Klinik

Tilbage til top


Definitioner

Ved fødesonde forstås enhver sonde, som gennem svælget er anbragt i ventriklen, duodenum eller jejunum, igennem hvilken der indgives væske, føde og/eller medicin.

Tilbage til top


Fremgangsmåde

Anlæggelse af fødesonder må kun foretages efter lægeordination for den pågældende patient. Ordination af behandling med fødesonde, kontrolprocedurer i forbindelse med anlæggelsen, den efterfølgende kontrol og længdemærke for den anlagte sonde skal journalføres. Patientens informerede samtykke til indgrebet skal ligeledes dokumenteres.

Journalføring:

For Rigshospitalet gælder:

Dokumenteres i Opus Notat under ’Procedure’. Dette gælder for både læger og sygeplejersker.

For Gentofte gælder:

Læger dokumenterer i Opus Notat og sygeplejersker på plejeplan (gælder kun for GeH) eller i KISO under 'Ernæring'

Kompetence til anlæggelse:

Nasogastrisk fødesonde må kun anlægges af sundhedspersonale med den fornødne kompetence i henhold til den vejledning, som følger sonden. For sygeplejersker gælder at kompetencen skal være dokumenteret i klinikkens kompetencevurderingsprogram for sygeplejersker. Desuden må sygeplejersker kun selvstændigt anlægge sonde på patienter med tidligere ukompliceret anlæggelse af nasogastrisk sonde. Sygeplejersker må ikke selvstændigt anlægge sonde på patienter der er nyopererede i næse og svælg eller patienter der tidligere har haft problematiske sondeanlæggelser.

Kontrolprocedurer:
Sondens placering skal altid kontrolleres af lægen eller sygeplejersken efter anlæggelse ved hjælp af fiberlaryngoskop for lægers vedkommende, eller ved auskulerering over epigastriet efter indgift af luft i sonden. For sonder anlagt peroperativt skal placeringen kontrolleres ved røntgen, dog undtaget ved laryngectomier. Første flydende indgift er altid 2-5 ml. sterilt NaCl.
Ved kontinuerlig indgift, bør placeringen kontrolleres 3 gange i døgnet og altid ved mistanke om displacering. Ved bolusindgift skal sondens beliggenhed kontrolleres af plejepersonalet inden hver indgift. Kontrollen skal da foregå ved auskultation og/eller aspiration. Kontrollen dokumenteres på plejeplan eller i KISO under 'Ernæring'.. I tvivlstilfælde skal lægen tilkaldes og tage stilling til en evt. røntgenkontrol inden indgift.

Kontrol kan foregå på forskellige måder. Sundhedsstyrelsen skal gøre opmærksom på, at ingen af de i dag anvendte kliniske kontrol procedurer alene sikrer korrekt placering af en peroral fødesonde. Røntgenundersøgelse med indgivelse af kontrast, såfremt fødesonden ikke er røntgenfast, må anses for at være den sikreste kontrolprocedure.

Sondeindgift skal altid foregå med eleveret hovedgærde, mindst 30 grader.

Tilbage til top


Ansvar og organisering

Det er afdelingsledelsens ansvar at sørge for at det personale som sondenedlæggelsen uddelegeres til, har de rette kompetencer.

Tilbage til top


Referencer, lovgivning og faglig evidens samt links hertil

Sundhedsstyrelsens vejledning: https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=113718

Regional vejledning: Sondeernæring og anlæggelse og kontrol af sonde (voksne, alder 16 år eller ældre)

Tilbage til top