Læger, sygeplejersker og andet plejepersonale, der behandler patienter med orbitafraktur
At angive retningslinjer og samarbejdspartnere i relation til patienter mistænkt for orbitafraktur
Behandling af disse frakturer er i Region Hovedstaden centraliseret til øre-næse-hals (ØNH) kirurgisk afdelingen på RH.
Patienter, som primært ses af vagthavende øjenlæge
Ved mistanke om knoglebrud gøres CT-scanning af ansigtsskelet og cerebrum med tynde orbitasnit.
Ved brud konfereres patienten med vagthavende ØNH-læge på RH, tlf. ###TELEFON###.
Ved behov involveres speciallæger fra Afdeling for Øjensygdommes orbitateam.
Patienter, der ses efter anmodning om tilsyn fra anden afdeling
Det vil oftest dreje sig om øre-næse-hals kirurgisk afdeling på RH. Tidspunkt og sted aftales med henvisende læge per telefon. Tilsynet vil sædvanligvis have til formål at bestemme syn, beskrive dobbeltsyn, stilling og lejring som led i beslutningen om operation eller ej. Endvidere skal man sikre sig, at bulbus er intakt. Der kan endvidere være ønske om tilsyn postoperativt. Tilsynet vil sædvanligvis blive gået af bagvagten eller læge med RH-Blegdamsvej som hovedarbejdssted.
Børn med brud i øjenhulen og mistanke om indeklemning af ekstraokulær muskulatur (typisk m. rectus inferior) kræver særlig opmærksomhed.
Operation bør helst foregå inden for 1-2 dage pga. børns tilbøjelighed til at danne arvæv. Dette gælder også for voksne med mistanke om iskæmi af øjenmuskler.
Bemærk at de radiologiske fund er diskrete ved en ”trapdoor” fraktur i øjenhulens gulv, hvorimod øjets opaddrejning er ophævet. De kliniske fund betyder således mere end de radiologiske for operationsindikationen.
Afdelingsledelsen i Afdeling for Øjensygdomme, Rigshospitalet, er ansvarlig for at instruksen foreligger.
Afsnitsledende overlæger, afdelingssygeplejersker og ledende lægesekretærer, er ansvarlige for at instruksen udarbejdes, revideres og implementeres.
Den enkelte medarbejder i Afdeling for Øjensygdomme, Rigshospitalet, er ansvarlig for at kende og følge instruksen.