Gældende for læger, sygeplejersker og SOSU-assistenter i Afdeling for Øjensygdomme, Rigshospitalet.
Forreste kammer punktur/prøve fra corpus vitreum foretages ved uafklaret uveitis hvor infektiøs genese eller evt. lymfom mistænkes.
Ved kammerpunktur forstås prøvetagning fra øjets forreste afsnit. Corpus vitreum prøve tages via pars plana.
Nedenfor beskrives procedure ved bestilling af diagnostiske prøver fra forreste kammer/corpus vitreum, den praktiske udførelse ved kammerpunktur, procedure ved forsendelse af prøvemateriale og ansvar for opfølgning på prøvesvar.
Ved bestilling af prøver i ambulatoriet skal prioriteringskemaet udfyldes. Skemaet kan hentes ind i notatet i SP vha. følgende smartphrase: ”.ØKDIAGNOSTISKEPRØVER”
Der laves best/ord på kammerpunktur. Bestilling til diagnostisk vitrektomi laves af VR-supervisor.
Booking til kammerpunktur fra forreste øjenafsnit
Bookes standardmæssigt til kammerpunktur-ansvarlig speciallæge(r) på ØB1. Hvis kammerpunkturen ikke kan udføres på ØB1, kan prøvetagning bookes på Ø47, efter aftale.
Booking til prøvetagning fra corpus vitreum
Booking sker i samråd med VR-supervisor
Forberedelse
Prioriteringsskemaet fra journalnotatet fra relevant afd. kopieres ind i procedurenotatet. Hvis der ikke allerede findes et udfyldt prioriteringsskema i journalen, skal dette udfyldes.
Ved prøvetagning til Goldmann-Witmer test (sammenligning af intraokulær antistofindhold med serum antistofindhold), tages blodprøve inden kammerpunktur. Blodprøven tages på injektionsstuen af sygeplejerske/SSA i et rødt reagensglas (4 ml CAT serum clot activator) ifølge fremgangsmåden for blodprøver GLO Blodprøvetagning udført af personale på de kliniske afdelinger.
Selve indgrebet - fremgangsmåde
Såfremt kammerpunkturen foretages i samme moment som kataraktoperation, startes med kammerpunkturen. Indgrebet foretages under steril procedure med patienten liggende under mikroskop.
Øjet bedøves med bedøvelsesdråber (tetracain eller oxybuprocain) 2-3 gange. Øjet og øjenomgivelse renses ifølge fremgangsmåde for afrensning Præoperativ desinfektion af øje og øjenomgivelser.
Der lægges afdækning og isættes øjenspærre. En 1 ml sprøjte påsættes en 30g kanyle, som herefter føres ind gennem klar cornea paralimbalt for limbus og parallelt med iris planet. Der aspireres så meget kammervæske som muligt, typisk 0,1 til 0,2 ml uden at linse eller iris berøres. Kanylen fjernes herefter fra øjet. Der gives en mængde cefuroxim opløsning i forreste kammer med en anden sprøjte påsat en 30g kanyle. Mængden skal være ca. tilsvarende til den fjernede mængde kammervæske, så øjentrykket ikke bliver for lavt.
OBS! Det er vigtigt at prøvematerialet så vidt muligt ikke er tilsat ekstra væske. Sensitiviteten ved PCR-undersøgelse nedsættes, hvis man under udtagning af væv/væske indsprøjter saltvand. Hvis dette ikke er muligt, oplyses ca. blandingsforhold til koordinator/assistent, som står for forsendelse af prøven.
Diagnostisk prøve fra Corpus Vitreum (Vitrektomi)
Foretages kun på VB3. Her følges fremgangsmåde for vitrektomi.
Prøvehåndtering
Sygeplejersken/SSA printer labels til prøveglas og transportrør.
Prøvematerialet i sprøjte med prop sendes i transportrør (det er vigtigt, at stemplet på sprøjten er så meget i bund som muligt og at proppen er skruet helt fast så materialet ikke løber ud under transporten).
Prøveforsendelse foretages af sygeplejerske/SSA, som har assisteret ved proceduren på ØB1/ koordinator på VB3. Prioriteringsskemaet vedlægges prøven til SSI.
Prøveforsendelse (rutine)
Prøven sendes i beskyttelsesrør i brun SSI-kuvert. Kan prøverne ikke sendes samme dag skal de opbevares på køl (2-8 ◦C) og sendes efterfølgende hverdag.
Sendes med TAXA 4x35 til Statens Serum Institut (SSI)
Direkte nummer til TAXA ###TELEFON###
Ved bestilling af taxa oplyses kontonummer: ###DIVERSE### (taxabon-konto)
Oplys adresse, hvortil prøven skal modtages:
Statens Serum Institut
###ADRESSE###
Vigtigt: Taxachauffør skal informeres om, at prøven skal afleveres i prøvemodtagelsen Bygning 85.
Akut prøveforsendelse til SSI (kun fra VB3)
Prøven sendes inden kl. 14 i transportkasse med taxa til Statens Serum Institut (SSI).
Adressen er den samme som ovenstående.
Svartid
Svartid kan forventes inden for 2-3 hverdage. Enkelte analyser bl.a. Goldmann-Witmer test tager 1-2 uger.
Mikrobiologiske prøvesvar kan ses i SP under MIBA. Svar på flowcytometri ringes til ansvarlig kirurg som er ansvarlig for at følge op på prøvesvaret og give besked til patienten omkring prøvesvar og videre plan.
Ansvar for opfølgning på prøvesvar
Det team/afsnit, som bestiller prøven, modtager svar på prøven og har ansvaret for at følge op på prøvesvaret. Ved akut prøvetagning er kirurgen selv ansvarlig for at følge op i samråd med henvisende team. Udenfor almindelig dagtid kan opgaven uddelegeres til vagthavende.
Afdelingsledelsen i Afdeling for Øjensygdomme, Rigshospitalet, er ansvarlig for at instruksen foreligger.
Afsnitsledelsen er ansvarlige for at instruksen udarbejdes, revideres og implementeres.
Den enkelte medarbejder i Afdeling for Øjensygdomme, Rigshospitalet, er ansvarlig for at kende og følge instruksen.