Lægestuderende som lægevikar PC Ballerup

Målgrupper og anvendelsesområde

I henhold til Sundhedsstyrelsens vejledning om ansvarsforhold ved ansættelse af  lægestuderende i lægevikariater, af 20. maj 2005, skal herunder præciseres, hvilke opgaver der kan delegeres til lægestuderende ansat som vikar for læge på Psykiatrisk Center Ballerup.

Endvidere beskrives præmisserne herfor. Her ud over henvises til Sundhedsstyrelsens hjemmeside www.sst.dk

Tilbage til top

 

Definitioner

En lægestuderende der ansættes til at arbejde som lægevikar har gennemgået klinisk ophold i psykiatrien og bestået den efterfølgende eksamen i psykiatri/neurologi/neurokirugi svarende til 10 semester ved Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet.

Tilbage til top

Fremgangsmåde

Delegation og lægefaglig kompetence

Enhver læge med ret til selvstændigt virke kan med enkelte undtagelser delegere en hvilken som helst opgave til en medhjælp, herunder en lægestuderende. Herunder er lægen forpligtet til at udvise omhu og samvittighedsfuldhed og lægen har pligt til at påse, at medhjælpen besidder de nødvendige faglige kvalifikationer i forhold til en given opgave.

Lægen er således også ansvarlig for det arbejde, den lægestuderende som lægevikar udfører, så længe den lægestuderende holder sig inden for lægens bemyndigelse.

Overordnet påhviler det afdelingens ansvarlige overlæge (klinikchefen) at sikre, at den lægestuderende, der arbejder som lægevikar har de fornødne kvalifikationer til at udføre det arbejde, de ansættes til, samt

at der på afdelingen foreligger de nødvendige instrukser for almindeligt lægeligt arbejde

at det overfor den lægestuderende klargøres, hvilke opgaver, denne må påtage sig

at der foreligger instrukser for præcisering af, i hvilke situationer den lægestuderende skal kontakte enten overlæge eller anden læge på afdelingen.

 

Følgende kompetencer kan ikke delegeres til den lægestuderende som er lægevikar:

udfærdigelse af recepter

udfærdigelse af lovfæstede attester såsom dødsattest, politiattest, forsikringsattest

udfærdigelse af retspsykiatriske erklæringer.

Lægestuderende, må ikke iværksætte tvangsforanstaltninger. 

På Psykiatrisk Center Ballerup kan den lægestuderende som er lægevikar sættes i vagt sammen med mellemvagten i aften-/nattiden. Mellemvagten forbliver på centret i vagtens varighed.

Medicinstuderende som varetager og udfører lægefaglige opgaver - kvalifikationer, opgaver og ansvar - læs bl.a om introduktion.

 

Følgende kompetencer kan uddelegeres til den lægestuderende, som er lægevikar:

I vagtarbejdet kan den lægestuderende, som er lægevikar i medfør af almindelig delegationsadgang ordinere receptpligtig medicin i journalen, når det drejer sig om indlagte patienter og medicin, der udleveres fra sygehuset.

Påbegyndelse af specifik antipsykotisk eller antidepressiv behandling samt ECT-behandling skal dog altid konfereres med bagvagten. Akutte udskrivningsønsker fremsat af indlagte patienter skal altid drøftes med bagvagten eller afsnittets faste læge.

I den konkrete situation, hvor en lægestuderende, der er lægevikar retter henvendelse til en bagvagt, er det denne læges opgave at sikre sig, at den rådgivning og de instrukser, der gives til den lægestuderende, der er lægevikar, kan udføres af denne på forsvarlig vis. I modsat fald er bagvagten forpligtet til selv at komme til stede og overtage patientbehandlingen.

Lægestuderende kan selvstændigt foretage en selvmordsrisikovurdering, så fremt de formelle kompetencer er tilstede, i form af fuldført 3 timers undervisning og E-læring i selvmordsforebyggelse. 

I dagtiden vil de samme regler gøre sig gældende. Problemerne kan da drøftes med afdelingens faste læger eller ved afsnitskonferencer.

Den lægestuderende, der er lægevikar skal henvise til bagvagt ved anmodning om akut psykiatrisk tilsyn.

Den lægestuderende, der er lægevikar skal henvise til bagvagt, overlæge eller centerledelsen ved henvendelse fra politi eller presse.

Afslutningsvis skal det indskærpes, at den lægestuderende, der er lægevikar følger og er underlagt afdelingens almindelige lægelige instrukser og at man i tilfælde af tvivl vedrørende instruksernes indhold eller målområde konfererer kliniske problemstillinger med overlægen/bagvagten.

Ligeledes skal det pointeres, at den lægestuderende, der er lægevikar hellere må spørge en gang for meget end en gang for lidt.

Den lægestuderende, der er lægevikar skal bære navneskilt, hvoraf det fremgår, at der er tale om lægestuderende, der er lægevikar.

Tilbage til top

Ansvar og organisering

Referencer, lovgivning og faglig evidens samt links hertil

Akkrediteringsstandarder

Bilag