Instruks for ECT-behandlende sygeplejersker

• At understøtte ensartet, optimal og sikker behandling og pleje til patienter, der skal have behandling med ECT. 
• At sikre ensartet uddannelse og oplæring af de ECT behandlende sygeplejersker.

Tilbage til top

Denne instruks beskriver opgaver og procedurer for de certificerede og specialoplærte sygeplejersker, som uddannes og godkendes efter samme regionale retningslinjer som er gældende for læger, og som selvstændigt udfører ECT behandling til voksne patienter, herefter benævnt: ECT-behandlende sygeplejersker.

Hvis behandlingen skal ske med tvang, henvises til den regionale vejledning ECT-behandling. ECT-behandling

Tilbage til top

ECT: Elektro-konvulsiv terapi.

ECT-behandlende sygeplejerske: Er en sygeplejerske som selvstændigt modtager patienter til ECT-behandling, udfører ECT behandling og sikrer observation af patienter postanæstesiologisk.

Præanæstesiologisk vurdering: Vurdering af om patienten kan bedøves.

Præinduktiv vurdering: Vurdering af om patienten kan bedøves netop nu.

Impedans: Elektrisk modstand som en elektronisk komponent eller transducer frembyder over for vekselstrøm, måles i ohm

0-krampeanfald: Uændret EEG-mønster efter stimulation. Stimulus har været under tærskelniveau.

A-Krampeanfald: Komplet gradvist opbygget anfald = med paroxystisk aktivitet, som tiltager i amplitude og synkronisering, mens frekvensen aftager i løbet af anfaldet. Mod slutningen af anfaldet aftager amplituden atter indtil anfaldets ophør, eller anfaldet ophører mere pludseligt. Efter anfaldet er EEG ofte fladt, især i begyndelsen af en behandlingsserie

T-krampeanfald: Tærskel anfald, et kortvarigt ”A”-lignende anfald eller et anfald af paroxystisk aktivitet af lav amplitude uden det umiddelbart nedenfor nævnte anfalds karakteristiske opbygning og udvikling. Tærskelanfald er terapeutisk ineffektive og efterfølges ofte af en ubehagelig psykisk tilstand med bl.a. angst.

ASA-klassifikation: American Society of Anaesthesiologists. En risikovurdering i relation til anæstesi eller lign.

DSAIM: Dansk Selskab for anæstesiologi og Intensiv Medicin

Tilbage til top

1. Før ECT-behandlingen

Elektro-konvulsiv terapi (ECT) er en behandlingsform rettet mod svære psykiske lidelser. Man inducerer et generaliseret tonisk-klonisk anfald ved stimulation af hjernen med kortvarige strømimpulser.

Behandlingen foregår under anæstesi og curarisering, hvorved de muskulære krampefænomener, der er uden betydning for den terapeutiske effekt, mindskes.

ECT bruges overvejende til behandling af svær depression, men virker også godt på en række andre tilstande.

 

2. Indikationer og kontraindikationer

Inden behandling med ECT er det den behandlingsansvarlige læge i patientens stamafsnit, der tager stilling til indikation, kontraindikation samt om behandlingen skal være uni- eller bilateral. (Link til vejledning om ”ECT behandling”) ECT-behandling

Generelle indikationsområder

Akutte, livstruende (på grund af somatiske eller psykiatriske sygdomme) neuropsykiatriske tilstande, uanset ætiologi, er en klar indikation for hurtig iværksættelse af ECT-behandling. Det drejer sig især om følgende tilstande, hvor en hurtig terapeutisk effekt kan være livsreddende:

• Psykiske sygdomme med særlig høj selvmordsrisiko
• Katatoni, især kataton stupor og eksaltation
• Psykogent delirium (delerium acutum, på engelsk: malignant catatonia = Bell´s mania)
• Depressiv stupor

Specifikke indikationsområder

• Depression
• Mani
• Akutte delirøse tilstande
• Skizofreni
• Parkinsonisme
• Epileptiske psykoser
• Andre tilstande (f.eks. malignt neuroleptikumsyndrom, psykotiske tilstande under graviditet eller puerperiet).

Kontraindikationer

Der findes ikke absolutte kontraindikationer for ECT-behandling. Der findes derimod relative kontraindikationer:

• Neurologiske lidelser:

Sygdomme, der medfører øget intrakranielt tryk, er forbundet med øget risiko ved ECT (inkarceration). Der kræves derfor nøje vurdering ved f.eks. hjernetumorer. Tilsvarende er der risiko for ruptur af bestående intrakranielle aneurysmer. Der er formentlig en vis risiko for cerebralt attak ved kendt arteriosklerotisk lidelse i hjernekarrene, dvs. tidligere apopleksi. Man skal være specielt tilbageholdende med ECT-behandling i de første uger til måneder efter en apopleksi. Nøje styring af blodtrykket under behandlingen er her essentielt. Epilepsipatienter har ikke øget risiko, hvis de er velbehandlede.

• Kardiovaskulære lidelser:

Akut myokardie infarkt er en tungtvejende relativ kontraindikation, og kan kun komme på tale ved livstruende behov for ECT. Hjertearytmier, angina pectoris, hypertension o.l. betyder som ved enhver anden anæstesi øget risiko. Hvis patienten er velbehandlet, kan ECT gennemføres. Sympaticusblokade kan nedsætte den ledsagende blodtryksstigning og dermed mindske risikoen for komplikationer (aneurismeruptur, blødning og infarkt).

• Pulmonale lidelser:

Patienter med astma eller kronisk obstruktiv lungelidelse skal indtage eventuelt ordinerede bronkodilatatorer før ECT behandlingen – og de skal være tilgængelige efter behandlingen. Der er øget risiko for larynx- og bronkospasmer ved anvendelsen af barbiturat til astmapatienter.

• Øjensygdomme:

Glaucom skal være behandlet inden ECT. Hvis patienten er velbehandlet herfor, er der ikke øget risiko. Ved anæstesien bør atropin ikke anvendes. Endvidere skal man konferere tilstande som retinaløsning og excessiv myopi med øjenlæge forud for ECT-behandling.

• Graviditet:

ECT kan gennemføres i alle trimestre. Ultralydsundersøgelser samt cardiotocografi har ikke afsløret nogen ændringer i fostrets hjerterytme, fosterbevægelser eller uterin tonus under ECT. Risikograviditeter skal dog CTG monitoreres. I princippet medfører ECT øget frigørelse af oxytocin, som er vestimulerende, så enkelte forfattere anbefaler, at man har tocolytisk medicin i beredskab. Konferér med obstetriker. Risiko for karkompression under behandlingen kan afhjælpes med kile. Den øgede risiko for aspiration gør, at nogle anæstesiologer vælger at intubere eller at give antacida før behandlingen.

• HIV og AIDS:

Disse patienter kan udmærket behandles med ECT, men man skal være opmærksom på, at de har øget forekomst af intrakranielle rumopfyldende processer, som kan udøve en masseeffekt med risiko for inkarceration.

• Endokrine lidelser:

ECT kan medføre svær hyperglykæmi, hvorfor blodsukker hos diabetikere måles før og efter hver behandling.

• Medicin:

Kan komplicere ECT behandling: MAO-hæmmere kræver ekstra forsigtighed, men er ingen kontraindikation forudsat valg af egnet anæstesi. Skal konfereres med anæstesiolog forud for ECT (husk beredskab i form af phentolamin inj.væske).

• Andre tilstande:

Der almindeligvis kræver særlige forholdsregler før en anæstesi: svær dehydrering med elektrolytforstyrrelser, kronisk obstruktiv lungelidelse, tidligere malign hypertermi. Frakturer af nyere dato eller svær osteoporose. Svær overvægt med BMI over 40.

ECT-behandling af patienter, hvor der er relativ kontraindikation, drøftes med relevant specialist og dernæst anæstesilæge.

Henvisning

Se lokale instrukser for henvisning og booking på de enkelte centre.

Ambulant ECT

Patienter der gives sammedags-ECT kan indlægges i forbindelse med behandlingen eller kan modtage behandlingen som en ambulant ydelse. Journalføring følger gældende vejledninger for henholdsvis indlagte og ambulante patienter.

Sammedags-ECT forudsætter, at det er realistisk, at patienten kan møde fastende og udredt som anført ovenfor. Hvis ikke kan patienten eventuelt indlægges dagen inden behandlingen.

Der skal foreligge en aktuel somatisk lægelig vurdering.

Uanset om patienten bliver indlagt i forbindelse med sammedags ECT eller modtager behandlingen som en ambulant ydelse, foretages præanæstesiologisk vurdering og andre aktuelle vurderinger som anført i nærværende retningslinje. Der skal foreligge en lokal instruks for organisering og arbejdsgang vedrørende dette.

Patienten skal være informeret om, at der skal gå min. 24 timer efter behandlingen, før man bør føre motorkøretøj.

 

3. Forberedelse af patienten til ECT

Forundersøgelser

Den kliniske undersøgelse og gennemgang af patienten foretages af en læge fra patientens stamafdeling. Det skal sikres, at patienten føler sig tryg og informeret om ECT behandlingen.

Den psykiatriske læge ordinerer ECT efter klinisk undersøgelse, herunder relevante forundersøgelser og tilsyn, afhængig af patientens tilstand og anamnese, og dokumenterer dette i patientens journal. Den psykiatrisk læge laver en Best/Ord på ECT, og sørger for at samtlige felter udfyldes.

Der er tale om følgende:

• Højde og vægt, BMI.
• Blodtryk, puls og temperatur
• Stetoskopi af hjerte og lunger
• EKG m. prækordialafledninger
• Kreatinin
• Hæmoglobin
• Natrium
• Kalium
• Leukocytter
• TSH
• CRP
• Urin ABS (U-ABS)

Varighed af objektive undersøgelser og biokemiske analyser

Anamnese og almen objektiv undersøgelse gennemført af psykiater må højest være 30 dage gammel.

Anæstesilægetilsyn og parakliniske data/prøver må højst være 1-3 måneder gamle (afhængig af patientens ASA score (American Society of Anaesthesiologists)). U-stix må aldrig være mere end 1 døgn gamle - se tværregional vejledning:

Præoperativt, - vurdering, prøver og patientinformation inden anæstesi (voksne og børn)

Tidsgrænser varierer udfra patientens generelle fysiske helbredssituation og risiko, vurderet ved ASA klassifikationen.

Faste

Patienten skal faste 6 timer inden bedøvelsen. Dog må patienten, med mindre andet oplyses, drikke vand, saft, kaffe og te (uden mælk) indtil 2 timer inden anæstesiens start. Børn dog 1 time - se Faste i forbindelse med anæstesi

Hvis patienten inden bedøvelsen skal have beroligende eller smertestillende medicin, må patienten gerne tage lidt vand til dette.

Patienten skal have ladt vandet umiddelbart før ECT-behandlingen.

Rygning

For at mindske risikoen for bivirkninger ved en bedøvelse, må patienten ikke ryge de sidste 2 timer inden bedøvelsen. Ved hjerte-lungesygdom dog ikke de sidste 12 timer.

Præmedicin

Præmedicin kan gives som fast ordination de dage, hvor patienten skal have ECT behandling. Præmedicinen gives i afsnittet 1 time før behandling. Dette dokumenteres i MDA. Hvis der er givet præmedicin, og patienten venter mere end 4 timer på ECT, kan ordinationen evt. gentages.

 

4. Klargøring af patienten

Informeret samtykke - se tværregional vejledning Informeret samtykke til behandling

Forud for ECT behandlingen er patienten blevet informeret af læge i patientens stamafsnit om både anæstesi og ECT. Informationen er både mundtlig og skriftlig. Til dette anvendes informationsmateriale - se Bilag 3a

Den psykiatriske læge indhenter samtykke fra patienten til såvel anæstesi som ECT-behandling, og dokumenterer det i behandlingsplanen.

Makeup, neglelak, piercinger og tandstatus:

På selve behandlingsdagen må patienten ikke bære make-up, ansigtscreme eller neglelak. Piercing af tungen skal fjernes før behandling. Tandstatus vurderes, og der tages stilling til individuel tilpasning af tandbeskytter.

 

5. Praktisk procedure under ECT behandlingen

Punkt A. Sikring af patientidentifikation:

Se tværregional vejledning Identifikation af patienter

Den ECT behandlende sygeplejerske skal inden behandlingens start sammen med yderligere en medarbejder sikre identifikation af patienten ved sammenligning af oplysning om navn, identifikationsarmbånd, navn + CPR på journalforside.

ECT-proceduren gennemgås med patienten.

Sørg for at tandbeskytter er klar.

Der anlægges venflon m.v. til anæstesi.

Punkt B. Apparat tilslutning:

Se bilag 2a.

• Apparatet skal være indstillet til programvalg 2XDOSE. Denne indstilling kan gemmes automatisk, og skal således ikke indstilles fra gang til gang.
• Tænd for afbryderen (grøn POWER) på apparatet, så denne står på 1. Sørg endvidere for at hovedafbryderen (denne er også grøn) på selve konsollen bag ECT-stativet er tændt og lyser. Der skal være tilsluttet strømstik i væggen.
• Rul evt. konsolbord frem og lås hjulene, så bordet ikke under betjening kan rulle baglæns.

Den ECT behandlende sygeplejerske kan vælge et andet program end 2XDOSE, begrundet i patientindikation, og skal i det tilfælde dokumentere indikationen i patientens ECT-journal.

Punkt C. Dosering:

Der bruges aldersbaseret behandlingsalgoritme:

• Ved bilateral behandling: Ved første behandling indstilles omskifteren til en værdi i procent, der nærmest svarer til halvdelen af patientens kronologiske alder (eks. 51 år=25 %, 27 år=15 %).
• Ved unilateral behandling: Ved første behandling indstilles omskifteren til en værdi i procent, der nærmest svarer til patientens kronologiske alder (eks. 51 år=50 %, 27 år=30 %).

Ved insufficient krampeanfald: se punkt L.

Punkt D. Elektrodeplacering:

En effektiv serie ECT behandlinger medfører i større eller mindre grad kognitive forstyrrelser.

• Bilateral frontotemporal elektrodeplacering

Bilateral frontotemporal elektrodeplacering anvendes som standard-behandling. Der er dels god dokumentation for, at bilateral elektrodeplacering er noget mere effektiv end unilateral, dels er den præcise placering teknisk vanskeligere ved unilateral elektrodeplacering.

Hvis andet end bilateral frontotemporal elektrodeplacering vælges, skal det begrundes og dokumenteres i journal. Ved bilateral frontotemporal elektrodeplacering kan anvendes engangs-thymapad elektroder.

1. Måleelektroder: 0”-elektroden (grøn-elektrode) placeres over næsen eller over claviclen. De røde elektroder placeres i panden på hver side. De sorte elektroder placeres på processus mastoideus bilateralt.
2. Centrum af behandlingselektroderne: Placeres ca. 2 cm. over midten af en linje trukket fra laterale øjenkrog til øregangen.

Se billeder af elektrodeplacering ved bilateral frontotemporal elektrodeplacering.

###TABEL_1###

 

• Unilateral elektrodeplacering

ECT med unilateral elektrodeplacering over den non-dominante hemisfære er forbundet med mindre udtalte kognitive forstyrrelser end ved bilateral elektrodeplacering. Unilateral elektrodeplacering kan derfor ordineres.

1. Ved behandling af ældre patienter.
2. Til patienter, hvor der foreligger anamnese om udtalte kognitive bivirkninger under tidligere bilateral ECT-behandling.

Se tegning af elektrodeplacering for unilateral elektrodeplacering:

###TABEL_2###

 

• Huden vaskes svarende til elektrodeplaceringsområderne med pimpstenssalve eller fysiologisk saltvand (alkoholholdige servietter må ikke anvendes).
• Der påsættes EKG- og EEG-elektroder samt pulsoximeter.
• Der måles puls, blodtryk og iltsaturation.

Punkt E. Apparat selvtestning:

• Når apparatet tændes, foretager det en selvtest ("SELFTEST"). Er denne i orden vises der i displayet til venstre ”NO BASE”.

Punkt F. Kontrol ved papirfremføring:

• Ved at trykke på (start/stop) knappen og slukke igen kontrolleres papir fremføring og EEG-elektrodekontakt.

Punkt G. Impedanstesting og basis EEG registrering "BASELINE":

Hvis der anvendes Thymapads:

• Gul kontakt mærket ”IMPEDANS” trykkes ind og holdes inde, og denne skal vise mellem 100-2.700 ohm.
• Når knappen slippes registreres basis EEG (Baseline) – det tager 6-10 sekunder.
• Mens basis EEG registreringen foregår, skal patienten ligge så stille som muligt. Ingen andre procedurer skal foretages (ventilation, venflonlægning m.v.). Basis EEG-registrering er nødvendigt for, at EEG-registreringen under anfald kan finde sted (den sorte linje øverst på papiret).
•  
• Ved for høj impedans renses huden med pimpstenssalve. Ved for lav impedans kan der være tale om vådt hår eller svedig hud. Såfremt impedansen er over 3.000 ohm, vil apparatet ikke afgive strøm.

Når Baseline er testet lyser displayet ”READY”, og apparatet er klar til behandling.

Punkt H. Time-out:

Anæstesilæge, ECT behandlende sygeplejerske og ECT assisterende sygeplejerske udfører sammen time-out - se:

• Tværregional vejledning: Sikkerhed ved invasive og kirurgiske procedurer herunder operation

Punkt I. Anæstesi gives

• For at undgå bradykardi eller excessiv slimproduktion fra øvre luftveje kan gives inj. atropin 0,1 % 0,5 mg i.v.
• Venflons placering kontrolleres altid før indgift af Thiopental ved indgift af isotonisk NaCl.
• Anæstesien induceres ved intravenøs injektion af et ultrakort virkende universelt anæstetikum inj. Thiopental 25 mg/ml i.v., 2-4 mg/kg legemsvægt, dog lidt mindre hos gamle.
• Kan Thiopental ikke anvendes, f.eks. på grund af barbitursyreallergi, kan i stedet anvendes inj. Propofol 1-1,5 mg/kg legemsvægt i.v. Hvis der i særlige tilfælde ikke kan induceres adækvat krampe, kan hypnomidat overvejes.
• Når patientens ciliære refleks er udslukket gives Suxameton mellem 0,5 og 1 mg pr. kg legemsvægt i.v.
• Patienten hyperventileres i mindst 1 minut.
• Dosis af anæstetikum justeres løbende, afhængig af anæstesiens dybde og anfaldenes kvalitet. Angst og uro (takykardi) før behandlingen medfører behov for større dosis og bør modvirkes med præmedicinering som angivet nedenfor.
• I tilfælde af paravenøs injektion af Thiopental (stærk basisk opløsning) lades kanylen in situ, og injektionsområdet infiltreres med 2-5 ml isoton-NaCl, eventuelt efterfulgt af inj. lidocaini non vasoconstringens 1 % 5-10 ml.

Punkt J. Impedanskontrol:

• Hvis der anvendes håndholdte elektroder: Denne udføres ved at gentage impedansmåling – som under punkt G.

Punkt K. Behandling:

• Der trykkes på den gule ”TREAT” knap, og denne holdes inde, til apparatet selv slår fra, og papiret begynder at køre (op til 8 sek.).

Punkt L. Vurdering af krampeanfald:

• Se på udskriften: Når anfaldet er ovre (ikke bare de synlige kramper), svarende til at den sorte ubrudte linje stopper på EEG-strimlen, vent i 5 sekunder, derefter trykkes på start/stop-knappen.

Anfald indikeres ved tynd, sort linje øverst på udskriften. Der stiles efter et A-krampeanfald af mindst 20-25 sekunders varighed. Varighed og styrke af kliniske kramper afhænger af, hvor meget Suxamethonium patienten har fået.

Restimulation

Det er den ECT-behandlende sygeplejerske, der vurderer, om der skal restimuleres.

• Er EEG-krampetiden under 15 sekunder (missed seizure) eller er det et 0-anfald, skal patienten restimuleres ved samme behandlingsseance med 100 % dosis-øgning (fordobling af dosis).
• Ved T-anfald skal man tage stilling til, om stimulusdosis skal øges ved næste behandling, hvor dosis typisk øges med 50 % (altså 1,5 x dosis).
• Hvis patienten derimod er meget dårlig (f.eks. suicidal eller i delir), kan den ECT-behandlende sygeplejerske beslutte at restimulere i samme seance. I så fald skal der restimuleres med min. 100 %.
• Impedansmåling gentages, før der foretages fornyet stimulation. Der må kun restimuleres 1 gang på samme dag. Se afsnit Vurdering af krampeanfald.
• På næste behandlingsdag øges energiprocenten med x 1,5, ex. 40 % energi øges til 60 %. Evt. kan suppleres med Chlorprothixen (tabl. Truxal) 50 mg. 1 time før ECT og/eller Theophyllin (tbl. Nuelin Retard) 300-350 mg. aftenen før ECT. Dette nedsætter krampetærsklen.

Punkt M. Observation efter behandling:

Efter afsluttet behandling køres patienten til opvågningsafsnit. Patienten observeres under opvågningen, og den ECT behandlende sygeplejerske vurdere krampeanfaldet. Se afsnit 6

Pkt. N: Sluk apparatet.

Pkt. O: Vedligeholdelse:

• Papirskift: Se manual til apparatet.

 

6. Monitorering og vurdering af anfald

EKG

ECT kan både forårsage og forværre kardiale symptomer. Både parasympatiske og sympatiske arytmier af forskellig art er hyppigt observeret under og efter ECT. Det kan dreje sig om sinusbradykardi, paroksystisk atriel takykardi, atrieflagren og -flimren, sinustakykardi, ventrikulær takykardi og ventrikelflimren. Skønt disse komplikationer optræder sjældent, og som oftest er godartede, skal patienter monitoreres med EKG både under og mindst ca. 5 minutter efter ECT-behandling.

EEG

Kontinuerlig EEG-monitorering af krampeanfaldet, suppleret med den kliniske observation og måling af varigheden af det motoriske anfald, må betragtes som værende rutineprocedurer ved ECT-behandling. Ved mere præcis monitorering af de muskulære kramper, kan Cuff-metoden anvendes, hvor man inden indgift af muskelrelakserende medicin pumper en BT-manchet op til det systoliske blodtryk.

Traditionelt har man antaget 20 sekunder som værende den mindste varighed af det motoriske anfald, og 25 sekunder for krampeanfald på EEG. Dette er blevet accepteret som en af målestokkene for et adækvat anfald.

Den parameter, som mest robust har vist sammenhæng med antidepressiv effekt, er den postiktale suppression af EEG'et. Jo fladere det postiktale EEG er umiddelbart efter krampeanfaldets ophør, des bedre terapeutisk effekt, svarende til højt postiktalt suppressionsindex.

Vurdering af krampeanfald

EEG-responset varierer glidende fra netop erkendelig paroxystiske fænomener til et omgående indsættende generaliseret kraftigt epileptisk anfald. Boksen herunder viser de typiske iktale og postiktale faser af ECT-behandling:

• Fase 1: opbygning (rekruttering)
• Fase 2: hypersynkrone polyspikes (toniske del af anfaldet)
• Fase 3: polyspikes og slow wave (kloniske del)
• Fase 4: afslutning efterfulgt af supression (electrical silence).

###TABEL_3###

 

Med henblik på justeringen af efterfølgende stimuli foretages en skønsmæssig placering af EEG-responset i én af nedenstående 5 klasser (beskrevet i bullets nedenfor) af mønstre (idet der samtidig tages hensyn til evt. blanding af myoelektrisk aktivitet og variationer i amplituden af EEG-aktiviteten på grund af forstærkningen eller andre måletekniske forhold).

• Intet respons = "0-anfald” defineres som uændret EEG-mønster efter stimulation. Stimulus har været under tærskelniveau.
• Tærskel anfald, "T-anfald” et kortvarigt ”A” -lignende anfald eller et anfald af paroxystisk aktivitet af lav amplitude uden det umiddelbart nedenfor nævnte anfalds karakteristiske opbygning og udvikling. I en del tilfælde er et sådant EEG-mønster muligvis udtryk for en ufuldstændig generalisering af anfaldet. Denne type anfald tyder på, at stimulus har været af omkring tærskelstørrelse. Tærskelanfald er terapeutisk ineffektive og efterfølges ofte af en ubehagelig psykisk tilstand med bl.a. angst.
• Komplet gradvist opbygget anfald = "A-anfald” med paroxystisk aktivitet, som tiltager i amplitude og synkronisering, mens frekvensen aftager i løbet af anfaldet. Mod slutningen af anfaldet aftager amplituden atter indtil anfaldets ophør, eller anfaldet ophører mere pludseligt. Efter anfaldet er EEG ofte fladt, især i begyndelsen af en behandlingsserie. Et sådant mønster modsvarer det terapeutisk effektive generaliserede (grand mal) epileptiske anfald og udløses af stimuli, som er noget kraftigere end tærskelstimuli. Varigheden af denne type anfald er oftest 40-60 sek. Se eksempel på A-anfald i nedenstående boks.

 

###TABEL_4###

 

Anfald varende over ca. 2 min. ses sjældent. Hvis et anfald varer mere end 2 minutter skal det afbrydes, for eksempel med injektion af diazepam (5-10 mg, gentages hvis nødvendigt).

• Anfald, som placerer sig på overgangen mellem et T- og et A-anfald "A-T anfald”.
• Komplet pludseligt indsættende anfald = "S-anfald” med paroxystisk aktivitet af høj amplitude til stede allerede umiddelbart efter stimulationen. EEG-mønstret er i øvrigt som A-anfald. Denne type anfald er fuldt terapeutisk effektive, men indicerer, at stimulus har været unødvendigt kraftig.

Faktorer, som påvirker anfaldstærsklen og varigheden

Faktorer der påvirker anfaldsgraden vurderes efterfølgende af patientens behandlingsansvarlige læge.

Anfaldstærsklen og evnen til at respondere på stimulation varierer betydeligt fra individ til individ og hos det enkelte individ fra behandling til behandling, men påvirkes samtidig af en række faktorer, hvortil der må tages hensyn ved stimulus-dosering:

• Anæstesi-midlet (ultrakortvirkende barbiturat) virker antiepileptisk. Dosis må derfor ikke overstige det nødvendige, og evt. søges nedsat ved tegn på høj tærskel og lav følsomhed.
• Hypnotika, antikonvulsivae og sedativae: Patienter i elektrostimulationsbehandling bør så vidt muligt ikke få disse præparater i behandlingsperioden, da de øger anfaldstærsklen. I stedet kan anvendes sederende højdosisneuroleptika så som klorprotixen (truxal) f.eks. i doseringen 25 mg til 75 mg. Klorprotixen har yderligere den fordel, at den snarere nedsætter anfaldstærsklen. Vedr. antiepileptika se afsnit 3
• Hypocapni nedsætter anfaldstærsklen, mens hypercapni øger den, hvilket er én begrundelse for hyperventilation af patienterne umiddelbart forud for stimulation.
• Med stigende alder øges anfaldstærsklen betragteligt, et forhold, der tages hensyn til ved dosering af stimulus.
• Antal forudgående behandlinger i en behandlingsserie har betydning, idet anfaldstærsklen ofte viser stigende tendens i løbet af en behandlingsserie, hvilket nødvendiggør løbende justeringer af stimulus.
• Umiddelbart forudgående subtærskel stimulation synes at øge anfaldstærsklen noget som forklaring på, at efterfølgende stimuli også ofte svigter, medmindre øgningen af stimulus er tilstrækkelig stor.
• Forudgående anfald inden for sidste ca. 3 min, idet tærskeløgningen aftager med styrken af og med tiden efter det forudgående anfald.

 

7. Observation under opvågning og udskrivning

Observation foretages på opvågningsstue. Patienten observeres her af psykiatrisk ledsagepersonale, eller personale der indgår i ECT teamet. Se tværregional vejledning Postoperativ og postanæstetisk observation af børn og voksne.

Puls og blodtryk og saturation monitoreres. Patienten kan udskrives fra opvågningsstuen efter følgende *parametre, der dokumenteres i ECT-skema:

1. Bevidsthedsniveau: Vågen og klar samt svarer relevant
2. Respirationsfrekvens over 10
3. Iltsaturation over 94
4. Puls over 50 og under 100

Ved udskrivelse fra opvågningen signerer udskrivende anæstesilæge på ECT-skemaet. Se Bilag 1a.

*Patienten udskrives i henhold til "DSAAIM´s Rekommandation for udarbejdelse af udskrivningskriterier” http://www.dasaim.dk/wp-content/uploads/2019/02/udskrivningskriterier-2019.pdf.

 

8. Bivirkninger og komplikationer

Bivirkninger til ECT er korreleret til mængden af den afsatte elektriske energi, som derfor må søges tilpasset til at fremkalde et generaliseret epileptisk anfald af sufficient varighed.

Der er ingen holdepunkter for, at ECT forårsager irreversible, funktionelle, biokemiske eller morfologiske cerebrale skader, selv ikke efter gentagne serier.

Kardiovaskulært:

Der ses efter ECT typisk få minutter varende moderat sinustakykardi og blodtryksstigning (250/120 mm Hg, evt. højere) og evt. ekstrasystoli, som er uden klinisk betydning. Alvorligere kardiale arytmier og intrakraniel blødning kan ses, men er yderst sjældne i forbindelse med det her beskrevne behandlingsregime og under hensyntagen til ovennævnte kontraindikationer.

Postiktal konfusion:

Er en relativ hyppig tilstand i forbindelse med opvågning fra ECT, normalt af minutters varighed. Hvis tilstanden strækker sig over længere tid eller er meget voldsom, taler man om postikatalt (emergens) delir, som kan brydes med i.v. diazepam 5-10 mg.

Sjældent ses konfusionelle tilstande i tiden mellem eller efter behandlingerne. Man skal da mistænke non-konvulsivt status epilepticus. Tilstanden skal forsøges brudt med for eksempel diazepam 5 mg iv (se ECT vejledning fra Dansk Psykiatrisk Selskab).

Kognitive bivirkninger:

Kan inddeles i retrograd amnesi (RA) og anterograd amnesi (AA).

• Ved RA opstår der hukommelseslakuner fra tiden før ECT. RA forsvinder typisk i løbet af få uger til få måneder, men i sjældne tilfælde kan det forekomme, at enkelte hukommelseslakuner persisterer.
• Ved AA i forbindelse med ECT er der tale om forstyrrelser i den forsinkede hukommelse dvs. indlært stof, der forsøges reproduceret efter timer. Der er ikke problemer med den umiddelbare genkaldelse, hvilket der imidlertid ofte er ved depressioner. AA forsvinder som RA efter få uger til få måneder.

Såvel RA som AA er mest udtalt ved bilateral ECT.

Tandskader:

Forebygges ved tandbeskytter. Øget risiko hvis patientens tandstatus er meget dårlig. Det kan da være nødvendigt med individuelt tilpasset tandbeskytter.

Forbrændinger af huden:

Dette kan forekomme under stimulationselektroderne ved dårlig kontakt.

Tilbage til top

Centerledelserne.

Tilbage til top

• Rammedelegation til specialoplærte sygeplejersker i forhold til ECT-behandling
• ECT-retningslinjer for oplæring og uddannelse af plejepersonale
• ECT-behandling - sygepleje i forbindelse hermed
• ECT- Retningslinjer for uddannelse af læger
• ECT-behandling
• ECT behandling 2020 - Dansk Psykiatrisk Selskab

Tilbage til top

Bilag 1a ECT-journal

Bilag 2a Fabrikantens brugervejledning til Thymatron IV

Bilag 3a Patientinformation - Bedøvelse og behandling

Bilag 4 ECT tjekliste, maj 2021.pdf

Bilag 5 Funktionsbeskrivelse ECT behandler sygeplejerske, nov. 2019.doc

Tilbage til top