Formålet med debriefing er at forebygge og reducere de psykologiske følgevirkninger af hændelsen.
Debriefingen er en social, følelsesmæssig og kognitiv realitetstestning, som sigter imod, at angstniveauet reduceres, og den skal sikre, at grundlaget for det videre arbejde i personalegruppen optimeres.
Debriefing er et gruppemøde, hvor de deltagende gennemgår de indtryk og reaktioner, som de har oplevet i forbindelse med en kritisk hændelse/voldeligt overfald i afsnittet. Debriefing kan også være nødvendig efter en anden utilsigtet og alvorlig hændelse som for eksempel alvorlig selvskade eller selvmordsforsøg.
Debriefingsmøde
Alle deltagere, som var på afsnittet - kom til før, - under og efter hændelsen i en voldsom situation, en farlig konflikt eller i en anden utilsigtet og alvorlig hændelse som for eksempel selvmordsforsøg, indkaldes af afdelingssygeplejerske eller overlæge. Husk også at indkalde voksenpsyk og nabo afsnits medarbejdere, der har været med i hændelsen. Afdelingssygeplejerske eller overlæge beslutter, hvem der skal lede debriefingen.
Man mødes så vidt muligt førstkommende hverdagseftermiddag (eller indenfor 7 dage) i et neutralt lokale. Debriefingen tager den tid, det tager. Det er imidlertid klogt at sætte mindst et par timer af til det. Overlæge og /eller afdelingssygeplejerske (evt. stedfortrædere for disse) deltager altid.
Mødelederen indleder med en introduktion til debriefingen og forklarer formålet med den:
- at alle tanker, beslutninger, reaktioner, følelser og handlinger i forbindelse med voldsepisoden bliver ventileret, rekonstrueret og kollektivt belyst.
Debriefingens faser :
A. Introduktion
Baggrunden for mødet introduceres. Mødelederen gennemgår kort den viden vedkommende på forhånd har om hændelsen. Mødelederen gør opmærksom på følgende grundregler:
Deltagerne taler på egne vegne og fortæller kun om egne oplevelser og reaktioner. Som en del af den ramme, som skabes om samtalen opfordres deltagerne til tavshedspligt overfor evt. personlige reaktioner hos hinanden. Ingen bør (be-)dømme andre. Debriefingen er således ikke stedet for kritik eller placering af skyld. Fejltagelser og fejlvurderinger vil ofte komme frem, da disse er almindelige bestanddele af en stressbelastet situation. Mødet kan derfor også bruges til realitetskorrigering af fejlagtige antagelser, således at de korrigeres til konstruktive erfaringer fremfor at udvikle sig til faglig eller kollegial insuffiens.
Hvad kan vi lære af det, der er sket udfra det, vi nu ved om vores egen måde at reagere på i en sådan situation ? Hvad vil vi gerne gøre anderledes/bedre næste gang ? Hvordan kan vi forebygge, at det sker igen?
B. Faktafasen
I denne fase er det centralt at opnå en kollektiv rekonstruktion af det faktuelle forløb. Med udgangspunkt i de individuelle oplevelser af forløbet kan spørgsmål fra lederen være:
Hvad skete der forud for begivenheden? Hvor var du, da det skete? Hvad var din rolle i forløbet?
Det kan gøres som en runde, hvor de andre deltagere kort må kommentere, mens ellers lades den udtaltes udsagn stå alene, også selvom alle ikke har oplevet situationen ens.
Formålet er, at alle opnår så klart et billede af forløbet, som muligt. Efterfølgende skabes en ny kognitiv organisering af begivenheden. De involverede får mulighed for at tænke objektivt i stedet for at være overvældet af de individuelle følelser. Hvis man får et fælles billede af alle fakta, dæmmes op for angstudløsende spekulationer. Det er ikke altid at billedet bliver 100% fælles; men alene bestræbelsen herpå vil være angstreducerende.
C. Tankefasen
I denne fase er der fokus på, hvilke beslutninger, der blev taget og hvilke tanker, der gjorde sig gældende under forløbet. Spørgsmål fra lederen kan være:
Hvilke tanker løb gennem hovedet på dig, da…?
Det kan være vigtigt at være opmærksom på alle sansemodaliteter. F.eks om deltagerne hørte, så eller lugtede noget særligt.
Formålet med denne fase kan sammenfattes til at dreje sig om at placere indtrykkene i en ny kognitiv ramme og at gøre oplevelsen mere social og delbar. Dette for at den kan blive mindre personlig, og fordi den emotionelle spænding derved mindskes.
D. Reaktionsfasen
Denne fase sætter primært fokus på de emotionelle reaktioner. Mødelederen spørger indledningsvis til de første emotionelle reaktioner på episoden og de som kom under og efter episoden. Der kræves ofte en mindre aktiv, styrende intervention fra mødelederen i denne fase af processen. Som regel er det kun påkrævet i det omfang processen bliver destruktiv (f.eks hvis der udpeges syndebukke) eller hvis den går i stå. De følelser som præsenteres omhandler som regel frygt, frustration, hjælpeløshed og vrede.
Følelserne får ord, og som regel både genkendes og anerkendes disse af gruppens øvrige medlemmer. Ved en almengørelse af følelserne, normaliseres de, og en følelse af gensidig tryghed kan udvikle sig.
Nogle kan bryde sammen, når der sættes fokus på følelser. Her er det vigtigt at et andet medlem kommer til undsætning f. eks ved at lægge en arm om den grædende eller hente lommetørklæde. Mødelederen bør gøre opmærksom på, at det er Ok at græde. Det er ikke hensigtsmæssigt at neddysse reaktioner med ”Det skal nok gå”. Det er også erfaringen, at nogle deltagere er meget stille, hvilket bør kommenteres også kan være OK. For at bringe alle på bane kan mødelederen give deltagerne et minuts tænkepause efterfulgt af en talerunde.Denne pause kan også have en vis ceremoniel karakter, hvor man dvæler ved situationen og anerkender egne og andres følelser.
E. Normaliseringsfasen
I denne fase går mødelederen mere aktivt ind med det formål at lave en syntese af det, som er sagt. Det vil sige pege på lighederne i de individuelle bidrag, der er givet. Efterfølgende kan det være formålstjenstligt at gennemgå de reaktioner, deltagerne kan forvente at opleve, de efterfølgende dage og pointere, at disse reaktioner er normale, og at de vil forsvinde i løbet af de efterfølgende dage/uger. Psykiske eftervirkninger kan typisk være søvnbesvær, mareridt, angst for lignende situationer, konstant stressfølelse, psykisk uro, psykosomatiske symptomer eller træthed. Husk ingen krisereaktion er unormal, vi reagerer bare forskelligt.
F. Afslutning
Fokus for den sidste fase er fremtiden, at drøfte, hvorledes man forholder sig fremover. Et vigtigt formål med debriefinger er at skabe sammenhold i gruppen ved at konvertere episoden fra at være en trussel til at være en erfaring, man er blevet klogere af, således at den kan give et nyt grundlag at komme videre på. Her er det erfaringen at en manglende forståelse fra kollegaer og overordnede efter en voldsom episode kan være ødelæggende og belastende.
Der gøres til sidst status over mødet og behovet for et opfølgende møde evalueres. Der gøres endvidere opmærksom på centrets mulighed for både individuel og gruppe krisehjælp fra psykologer i Falck Health Care (FHC) (se værd at vide om psykologisk rådgivning), og på, at dette kan aftales nu eller senere ved henvendelse til afdelingssygeplejersken eller arbejdsmiljørepræsentanten. Hvis FHC skal kontaktes uden for dagarbejdstid, skal udviklingschefen inddrages.
Overlæge og /eller afdelingssygeplejerske er ansvarlig for, at nødvendig praktisk og ledelsesmæssig planlægning i relation til det skete foretages. Læring for gruppen uddrages, og eventuel handleplan udarbejdes. (Revision af arbejdsgange, anmeldelse af utilsigtede hændelser, udarbejdelse af manglende instrukser, afholdelse af personalemøder etc. )