Akutindlæggelse af patienter, hvis folkeregisteradresse er uden for centrets optageområde

Formål
Målgrupper og anvendelsesområde
Definitioner
Fremgangsmåde
Ansvar og organisering
Referencer, lovgivning og faglig evidens samt links hertil
Bilag
 

Formål

At selvhenvendende eller indbragte patienter hurtigst muligt kommer i relevant psykiatrisk behandling

At afklare psykiatrisk akutmodtagelses ansvar for behandling af patienter, der ikke tilhører centrets optageområde 

Tilbage til top

Målgrupper og anvendelsesområde

Personalet i de psykiatriske akutmodtagelser

Tilbage til top

Definitioner

Optageområde: Det geografiske område der er beskrevet som centret optageområde

Folkeregisteradresse: Den adresse som patienten er registreret under i CPR registret. 

Opholdskommune: Opholdskommunen er som udgangspunkt den kommune, hvor patienten bor eller sædvanligvis opholder sig. Hovedreglen er, at opholdskommunen har pligt til at yde hjælp efter serviceloven og den kan derfor også betragtes som handlekommune. Der er dog en række undtagelser. F.eks. kan en tidligere opholdskommune være handlekommune og/eller betalingskommune for en eller flere typer hjælp efter serviceloven.

Selvhenvendende patient: Person der møder op i psykiatrisk akutmodtagelse på eget initiativ eller ledsaget af pårørende eller professionelle.

Indbragt patient: Person der bringes til psykiatrisk akutmodtagelse med bistand fra politi eller ambulance.

Ved indbringelse skal patienten altid bringes til den nærmeste akut modtagelse.

Tilbage til top

Fremgangsmåde

En patient, der modtages i en psykiatrisk akutmodtagelse som selvhenvender eller som indbragt med ambulance eller politi og har behov for indlæggelse, skal altid indlægges i det pågældende center. Dette gælder også patienter, der ikke tilhører centrets optageområde. Hvis patienten vil/skal hjemsendes, skal patienten færdigbehandles i den pågældende psykiatriske akutmodtagelse.

Politi og ambulancepersonale kan således ikke af personalet i psykiatrisk akutmodtagelse anmodes om at viderebefordre patienter, der ikke tilhører centrets optageområde. 

For børn og unge gælder, at hvis der åbenlyst er tale om en ikke-akut problemstilling henvises til egen læge.

For de øvrige børn og unge, som henvender sig eller bliver indbragt, foretages en triagering af patienten med henblik på, om patienten selv kan tage til akutmodtageafsnit på Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center, Glostrup afdeling, eller om patienten skal overflyttes til vurdering.

For hjemløse, der ikke har fast bopæl,  kan centret efter indlæggelsen afklare den hjemløses opholds- og handlekommune og eventuelt overflytte den hjemløse til denne kommunes psykiatriske hospital/psykiatriske center. Af bilag til sundhedsaftalen fremgår, at der ved indlæggelse af hjemløse skal tages kontakt til den hjemløses handlekommune. Hvis handlekommunen ikke er kendt, skal opholdskommunen kontaktes.

 

Såfremt patienten efter indlæggelsen accepterer at flyttes til det center/psykiatrisk hospital, hvor patienten adressemæssigt hører til, kan overflytning aftales med modtagende center, dog ikke i aften- og nattetimerne, idet overflytning kun kan ske i dagtimerne. Se vejledning her Ambulancetransport af patienter mellem hospitaler i Region Hovedstaden.

Hvis en akut indlagt patient, der ikke har bopæl i centrets optageområde, ønsker at forblive indlagt i afdelingen/centret, skal afdelingen/centret imødekomme ønsket efter reglerne om frit sygehusvalg med mindre følgende gør sig gældende:

  • afdelingen/centret har kapacitetsmæssige problemer, herunder hvis afdelingen/centret har væsentligt længere ventetider til den pågældende behandling end andre afdelinger/centre, og hvis væsentlige hensyn til andre patienter ellers vil blive tilsidesat, eller
  • afdelingen/centret har en specialfunktion eller en højt specialiseret funktion og patienten ikke har behov for behandling på dette niveau, eller hvis væsentlige hensyn til lands- og landsdelspatienter på specialfunktionsniveau eller til patienter fra egen region ellers vil blive tilsidesat.

Det er under alle omstændigheder en forudsætning for frit sygehusvalg, at afdelingen/centret varetager den behandling, som patienten har behov for.

Hvis afdelingen/centret afslår ønsket om frit sygehusvalg, skal patienten vejledes om klageadgang til Styrelsen for Patientklager. Fristen for at klage er 4 uger fra tidspunktet for afslaget.

Tilbage til top

Ansvar og organisering

Centerledelse og afsnitsledelse

Tilbage til top

Referencer, lovgivning og faglig evidens samt links hertil

Sundhedsaftale 2019 - 2023 for Region Hovedstaden, kommunerne og almen praksis

Sundhedsloven Lovbekendtgørelse 2019-08-26 nr. 903, § 80

Bekendtgørelse om ret til sygehusbehandling m.v. nr. 657 af 28/06/2019, § 6

Retssikkerhedsloven Lovbekendtgørelse nr. 1647 af 04/08/2021 om retssikkerhed og administration
på det sociale område, § 9 der definerer opholds- og handlekomune.

Bilag til sundhedsaftalen om hjemløse borgere.

Ambulancetransport af patienter mellem hospitaler i Region Hovedstaden

Tilbage til top

Bilag