Telemedicin/digitalt understøttet hjemmebehandling - ansvar og opfølgning på data

Formål
Målgrupper og anvendelsesområde
Definitioner
Fremgangsmåde
Ansvar og organisering
Referencer, lovgivning og faglig evidens samt links hertil
Bilag

Genveje til indhold

Formål

At understøtte, at sundhedspersoner i forbindelse med implementering af telemedicin/digitalt understøttet hjemmebehandling, som led i et patientforløb, har fastlagt procedurer for sundhedsfagligt personales ansvar og opfølgning på data, tilvejebragt via patientens egne målinger udenfor hospitalet.

Tilbage til top

Målgrupper og anvendelsesområde

Sundhedsperson, der har behandlingsansvar for patienter, der er i telemedicinsk/digitalt understøttet behandlingsforløb.

Sundhedsperson, der har ansvar for at monitorere og følge op på telemedicinske monitoreringsdata fra patienten.

Tilbage til top

Definitioner

Telemedicin: Sundhedsydelse, der udføres ved anvendelse af informations- og kommunikationsteknologi, hvorved patienten og den sundhedsprofessionelle der leverer ydelsen, gøres uafhængige af et fysisk møde.

I denne vejledning forstås telemedicinsk hjemmemonitorering som målinger ved brug af apparatur, evt. i kombination med spørgeskema og/eller video udenfor hospitalet.

Tilbage til top

Fremgangsmåde

1. Ansvarsforhold i relation til telemedicin/digitalt understøttet behandlingsforløb

Telemedicin/digitalt understøttet hjemmebehandling er en del af et behandlingsforløb, og der gælder det samme ansvarsforhold som ved al anden behandling.

Det er væsentligt at være opmærksom på, at brugen af telemedicin/digitalt understøttet hjemmebehandling ikke ændrer ansvarsforholdene i forbindelse med lægefaglig/sundhedsfaglig behandling.

Dette betyder, at den behandlingsansvarlige læge har ansvar for at sikre, at det er fagligt forsvarligt, at patienten modtager sin behandling via telemedicin/digitalt understøttet behandlingsforløb. Den behandlingsansvarlige læge er tillige ansvarlig for at sikre, at patienten uddannes i, og er i stand til, at anvende det telemedicinske/digitale udstyr eller apparatur.

Det er den behandlingsansvarlige læges ansvar, at der er udarbejdet en behandlingsinstruks, der beskriver, inklusions- og eksklusionskriterier, hvem der har ansvaret for at gennemgå det digitalt understøttet behandlingstilbud med patienten, samt hvor ofte data, indsendt fra patienten, skal gennemgås og vurderes (fx en gang om dagen, en gang om ugen, eller når patienten kommer til konsultation) baseret på en konkret sundhedsfaglig vurdering af den enkelte patient.

Behandlingsinstruksen skal desuden indeholde en beskrivelse af:

  • grænseværdier for de relevante måletyper
  • hvornår data giver anledning til, at en læge skal kontaktes
  • kriterier for hvornår data giver anledning til, at patienten skal kontaktes
  • hvilken information og evt. materiale som patienten skal have gennemgået og udleveret samt evt. krav til kvittering for klinisk gennemgang af monitoreringsdata
  • beskrivelse af hvad og hvornår, der skal journalføres, samt hvem der har ansvar herfor.

2. Samtykke og information

Informeret samtykke til et telemedicinsk/digitalt understøttet behandlingsforløb indhentes mundtligt og dokumenteres i journalen jf. (Informeret samtykke til behandling).

Det er sundhedspersonens ansvar, at patienten er informeret om, hvordan det telemedicinske tilbud/digitalt understøttet forløb kommer til at foregå, samt foretage en forventningsafstemning med patienten og sikre, at patienten modtager relevant instruktion i brugen af det telemedicinske/digitale udstyr.

Sundhedspersonen skal ligeledes informere patienten om:

  • hvilke målinger patienten skal foretage
  • hvilket interval målingerne skal foretages med
  • i hvilke situationer patienten skal kontakte afdelingen, f.eks ved afvigende monitoreringsdata, særlige symptomer eller akutte forværringer
  • forholdsregler ved svigt i det telemedicinske/digitale udstyr og medgive eventuelt skriftligt materiale herom
  • tidspunkter/frekvens for sundhedspersons gennemgang af monitoreringsdata, og hvordan opfølgningen finder sted.

3. Opfølgning på data

Hvornår der skal ske opfølgning på data skal fremgå af den behandlingsansvarlige læges behandlingsinstruks, jf. ovenfor.

Hvis sundhedspersonen ved et tilfælde, udenfor de fastlagte intervaller, bliver opmærksom på uønskede tendenser i patientens monitoreringsdata, skal sundhedspersonen handle på oplysningerne med det samme - også selv om observationen ligger uden for den aftalte opfølgningsfrekvens. Det skal fremgå af behandlingsinstruksen, i hvilket omfang og i hvilket system, der skal kvitteres for gennemgang af data på baggrund af datatype (kontinuerlige eller enkeltstående).

4. Godkendelse af telemedicinske/digitale systemer ved CIMT

Før ibrugtagning af telemedicinske/digitale systemer, som ikke leveres af CIMT, skal hospitalet/afdelingen kontakte CIMT med henblik på at få godkendt, at systemet overholder GDPR og andre gældende standarder for informationssikkerhed.

5. Dokumentation i forbindelse med behandling via telemedicin

Journalføring skal ske i forbindelse med, eller snarest muligt efter, patientkontakten. Der henvises til de almindelige regler om journalføring jf. (Journalføring - vurdering og indhold)

Når der er tale om kontinuerligt indsendte data, skal der i behandlingsinstruksen fastlægges frekvenser for, hvornår vurdering heraf dokumenteres i Sundhedsplatformen.

Der skal som minimum dokumenteres i patientjournalen i forbindelse med:

  • ændring af behandlings- eller overvågningsplanen,
  • væsentlige afvigelser i patientens tilstand og/eller i de indsendte data,
  • patientkonsultationer (uanset om disse afvikles som telefon-videokonsultation eller ved fremmøde).

Tilbage til top

Ansvar og organisering

  • Hospitalsdirektioner er ansvarlige for at vejledningen distribueres til relevante afdelinger og klinikker
  • Center-, afdelings- og klinikledelser er ansvarlige for at der foreligger klare retningslinjer og forventningsafstemninger med patienter og personale ifm. implementering af telemedicinske/digitale  løsninger, hvor monitoreringsdata fra patient tilflyder afdelingen.

Tilbage til top

Referencer, lovgivning og faglig evidens samt links hertil

 

  • Telemedicinbegreber - Rapport vedrørende udarbejdelse af begrebssystem og definitioner, 1.2, juni 2015, © Statens Serum Institut, Sektor for National Sundheds-it, 2015
  • Sundhedslovens § 15, 16, 17, 18 og 19

Regionale vejledninger

Tilbage til top

Bilag