Forudsætninger

Følgende retningsgivende principper skal desuden være kendt og anvendt:

Indikation

Blærekateter må kun anvendes, når der foreligger en indikation. Kateteret skal fjernes, når indikationen ikke længere er til stede.

Steril intermitterende kateterisation (SIK) og faste toilettider bør erstatte KAD, hvor det er muligt.

Suprapubisk blærekateter kan anvendes som alternativ til transurethralt blærekateter, for eksempel hos patienter med urethrale gener, og patienter med aktivt seksualliv.

Håndhygiejne

Håndhygiejne udføres før og efter

  • Kateteranlæggelse
  • Kontakt med kateter, drænagesystem og forbinding.

Valg af handsker

Sterile medicinske engangshandsker anvendes ved:

  • Kateteranlæggelse og kateterskift

Rene medicinske engangshandsker anvendes ved:

  • Tømning af urinpose 
  • Urinprøvetagning
  • Fjernelse af KAD og forbinding.

Valg af kateter

Valg af kateter afhænger af indikation og den forventede behandlingsvarighed.

  • Ballonkateter af 100 % silikone
  • Standardstørrelse til voksne er Ch 12-14.

Kateteranlæggelse

  • Der skal anvendes aseptisk teknik med sterile utensilier og sterilt hulstykke
  • Huddesinfektion udføres 2 gange med klorhexidinsprit 0,5 %, som skal tørre efter hver påføring og inden indstik
  • Der skal anvendes lukket, sterilt drænagesystem med bundaftapning.
  • Indstiksstedet skal efter anlæggelse dækkes med steril tætsluttende forbinding
  • Evt. hårfjernelse før anlæggelse, skal foretages med klipper eller saks.

Ballonfyldning

Ballonen fyldes med minimum 5 ml glycerinopløsning 10 %. Følg producentens anvisninger på det valgte kateter.

Kateteret trækkes forsigtigt tilbage indtil ballonen møder modstand.

Fiksering af kateter

Kateter er fikseres i blæren ved fyldning af ballonen og ved at fiksere med steril tætsluttende forbinding over indstiksstedet.

Drænagesystem

 

Urinopsamling

Ved indlagte patienter anvendes et lukket, sterilt drænagesystem.

  • Steril urinopsamlingspose med tilbageløbsventil og udløbsventil
  • Ved tilkobling mellem kateter og urinopsamlingspose anvendes non-touch teknik
  • Posen placeres ca. 50 cm under blæreniveau
  • Posen fikseres med velcrobånd eller netpose på ben. Ved fiksering på seng anvendes sengeposeholder
  • Urinpose og udløbsventil skal placeres over gulvniveau
  • Kateter og urinpose må kun skilles ad i tilfælde af kateterdysfunktion og eventuelt ved synlig forurening.

Kateterventil

Steril kateterventil kan anvendes til patienter, der ikke har behov for kontinuerlig urinopsamling. Ventilen kan påsættes urinopsamlingspose f.eks. til natten.

  • Kateterventil påsættes ved kateteranlæggelse
  • Ventilen åbnes ved vandladningstrang eller minimum hver 3. time.

Kateter og ventil må kun skilles ad i tilfælde af kateterdysfunktion og eventuelt ved synlig forurening.

Tømning og skift af urinopsamlingspose

  • Urinen tømmes i en ren beholder senest når urinopsamlingsposen er ¾ fuld. Skal endvidere tømmes før mobilisering, træning, transport eller lignende
  • Efter tømning skal udløbsventil aftørres med et rent stykke papir
  • Ved poseskift skal katetersamling desinficeres med ethanol 70-85 %.

Forbindingsskift

 

  • Forbindingen skal skiftes, når den er løs, fugtig eller forurenet.

Tilsyn af KAD

 

 

Dagligt tages stilling til, om der stadig er indikation for KAD.

Patient, KAD og urin observeres for:

  • Irritative blæresymptomer (smerter, svie, stærk og hyppig vandladningstrang)
  • Funktion (indgift/udgift)
  • Udseende (grumset, plumret, hæmaturi)
  • Urinlækage langs kateteret.

Ved kateterdysfunktion anbefales det, at KAD fjernes. Blæreskylning bør kun udføres på helt speciel indikation f.eks. makroskopisk hæmaturi.

Urinprøvetagning

Ved feber af ukendt årsag, eller er der mistanke om kateterrelateret infektion, skal der tages stilling til, om der skal tages urinprøve fra til dyrkning og resistensbestemmelse.

Urin til dyrkning og resistensbestemmelse skal udtages aseptisk, ved aspiration fra membran på slangen, efter forudgående desinfektion med ethanol 70-85 %.

Ved behandling for urinvejsinfektion

Skal patienten behandles for en urinvejsinfektion, skal KAD fjernes.

Dokumentation

Følgende skal dokumenteres i patientens journal:

  • Indikation og dato for behandling med KAD
  • Katetertype, kateterstørrelse og ballonfylde 
  • Tilsyn og eventuelle observationer f.eks. urinens udseende, udtømte urinmængde, skylning og lignende   
  • Dato for fjernelse af kateter.

Yderligere krav og anbefalinger på området

Nationale Infektionshygiejniske Retningslinjer for forebyggelse af urinvejsinfektion i forbindelse med urinvejsdrænage og inkontinenshjælpemidler, Centrale Enhed for Infektionshygiejne 1.1. udgave 2015, Statens Serum Institut

Patientsikkert Sygehus, KAD-pakken. Version 2.0, 2011