1. Husk tiden er afgørende

Rettidig diagnosticering og behandling af sepsis er afgørende for prognosen. Jo længere tid fra erkendelse af sepsis til start af relevant behandling, jo højere risiko for død.

Patienter med mistænkt (eller bekræftet) infektion og samtidig organpåvirkning vurderet ud fra SOFA-kriterierne betragtes som havende sepsis og skal behandles som sådan. Dette indebærer en række tiltag, som skal udføres inden for 1 time - se også afsnit om Udredning og behandling samt bilag 1 (flowdiagram).

I tilfælde med specifik mistanke om meningokoksygdom (petekkier eller purpura) bør antibiotika dog administreres i.v. inden for 15 minutter, se også nedenfor.

2. Led efter fokus og agens

Hos patienter med mistænkt sepsis skal infektion be- eller afkræftes hurtigst muligt herunder aktiv stillingtagen til behandling af eventuelt infektionsfokus (antibiotika, drænage, kirurgi).

Det er afgørende for den videre behandling, at der foretages korrekt diagnostik forud for indgift af antibiotika. Der kan findes et infektionsfokus hos næsten alle patienter med sepsis. Dyrkninger/podninger fra relevante foci er essentielle, eftersom højest halvdelen af patienterne har positive bloddyrkninger. Prøvetagning til mikrobiologisk diagnostik må dog ikke forsinke start af antibiotisk behandling (se nedenfor).

3. Revurdér

Sepsis er en dynamisk tilstand, hvorfor revurdering og monitorering er nødvendigt. Organpåvirkning kan udvikles og forværres undervejs, og fortsat bestemmelse af SOFA-scoren bruges til at skabe et overblik over om dette sker. Tjek om behandlingsmål bliver opnået, foretag løbende justering af behandlingen.

4. Søg hjælp ved tvivl eller manglende fremgang

Patienter med sepsis, som ikke responderer på initial behandling og patienter med septisk shock konfereres afhængig af lokale forhold med bagvagt og/eller vagthavende infektionsmediciner og/eller intensivlæge/anæstesilæge mhp. overflytning.

Ved tvivlsspørgsmål kan nærmeste infektionsmedicinske afdeling kontaktes.