Formålet er at tilvejebringe et fælles grundlag for identifikation og vurdering af selvmordsrisiko hos patienter i somatisk regi og at anvise handlingsmuligheder for sundhedspersonale.
Sundhedspersonale, som behandler patienter (både børn og voksne) med selvmordstanker eller patienter med øget risiko for selvmord i somatikken.
Beskyttende faktor: Forhold der er forbundet med mindsket risiko for selvmord. De omfatter patientens subjektive grunde til at leve, mestringsevne (frustrationstolerance, evne til at håndtere stress og hjælpsøgende adfærd), gode relationer til nærtstående og ansvarsfølelse, samt et netværk, der kan yde støtte og om nødvendigt intervenere (venner, familie og professionelle).
Kriseplan: Betegner en konkret og nedskrevet plan over patientens handlemuligheder i tilfælde af forværring af den psykiske tilstand med øget selvmordsrisiko til følge. Udarbejdes med patienten og opdateres løbende.
Mindstemiddelsprincippet: Vil sige at vælge den mindst indgribende intervention først. Såfremt der findes en intervention patienten samtykker til, skal den vælges, såfremt den vurderes tilstrækkelig. I tilfælde af interventioner uden patientens samtykke skal der anvendes den mindst indgribende intervention som findes tilstrækkelig.
Selvmord: Et selvmord er en handling med dødelig udgang, som afdøde med viden om eller forventning om et dødeligt udfald, selv har foranstaltet og gennemført med det formål at fremkalde de af den døde ønskede forandringer.
Selvmordsforsøg: Et selvmordsforsøg er en handling uden dødelig udgang, hvor en person med vilje indtager en overdosis medicin eller lignende, eller udviser anden ikke-vanemæssig adfærd, der ville være skadevoldende, hvis andre ikke griber ind, og hvor hensigten har været at fremme vedkommendes ønskede forandringer via handlingens forventede konsekvenser.
Selvmordsrisikovurdering: Et klinisk redskab der vurderer risikoniveauet for, hvorvidt patienten har: Ingen øget risiko, øget risiko eller akut øget risiko for selvmord.
Selvskade: Er bevidst selvforårsaget skade af ens eget legeme, hvor skaden er foretaget af den pågældende alene uden hjælp fra andre, og hvor skaden er af en sværhedsgrad, så der opstår vævskade (f.eks. resulterende i ar). Udelukket er selvbeskadigende handlinger, som patienten oplyser, er foretaget med ønske om at dø, eller som har seksuel ophidselse som formål. (Kilde: WHO).
For patienter, der får diagnosticeret en alvorlig somatisk lidelse, kan der være risiko for selvmord (cancer, multipel sklerose, apopleksi etc.). Såfremt det skønnes, at patienten skal vurderes for selvmordsrisiko, følges samme retningslinjer for vurdering af selvmordsrisiko som for patienter, der henvender sig pga. selvmordstanker eller selvmordsforsøg. Sundhedspersonalet skal være opmærksomme på denne risiko og på muligheden for psykiatrisk tilsyn - Tilsyn - akut og elektivt til voksne patienter i psykiatrien og somatikken
En selvmordsrisikovurdering kan være relevant både ved modtagelsen af en patient, men også undervejs i et patientforløb hos en indlagt patient. Identifikation og vurdering af selvmordsrisiko er en lægefaglig vurdering. Den læge der modtager patienten, går stuegang eller på anden måde tilkaldes den pågældende patient foretager vurderingen. Fastsættelse af risikoniveauet sker uden hensyntagen til eventuelle beskyttende tiltag som allerede er iværksat, f.eks. indlæggelse eller kontinuerlig observation. Eksempelvis skal en patient fortsat vurderes i ”Akut øget selvmordsrisiko”, selvom selvmordsrisikoen er tilstrækkelig varetaget.
Selvmordsrisikovurderingen foretages ved at anvende vurderingsskemaet ’Vurdering af selvmordsrisiko’ i sundhedsplatformen (SP) som findes ved at fremsøge ’Screeninger’ under ’Vurderingsskemaer’.
Følgende screeningsspørgsmål skal afdækkes:
I den samlede vurdering skal patientens anamnese og aktuelle kliniske tilstand desuden indgå. Vær opmærksom på både egen og andres vurdering i forhold til patientens risiko for selvmord.
Den enkelte situation afgør, hvordan spørgsmålene bedst afdækkes.
Se desuden Bilag 1. Blåt FlashCard/Actioncard
Lægen afgør ved hjælp af selvmordsrisikovurderingen, hvorvidt patienten har: Ingen øget risiko, øget risiko eller akut øget risiko for selvmord. Risikoniveauet kan fastlægges ved hjælp af tabel 1.
Tabel 1: Risikoniveau
###TABEL_1###
På baggrund af risikoniveau beslutter lægen, hvilke interventioner der er behov for, med henblik på at forhindre selvmord eller selvmordsforsøg, herunder beslutning om indlæggelse og psykiatrisk tilsyn - se Tilsyn - akut og elektivt til voksne patienter i psykiatrien og somatikken
Se endvidere under handlemuligheder ved akut øget selvmordsrisiko.
Selvmordsrisikovurdering skal altid dokumenteres ved brug af vurderingsskemaet ”Vurdering af selvmordsrisiko”.
Da registrering i vurderingsskema også er en del af journalen, skal selvmordsrisikovurderingen ikke rutinemæssigt trækkes ind i journalnotater.
Relevante interventioner skal iværksættes ved akut øget selvmordsrisiko herunder kontakt til psykiater. Psykiateren vil vurdere om der skal ske indlæggelse på psykiatrisk afdeling eller iværksættes særlig observation evt. fast vagt.
###TABEL_2###
Hvis det ikke er muligt at indhente samtykke til den foreslåede intervention, skal man efter mindstemiddelsprincip forsøge at finde andre interventioner, som patienten kan samtykke til, og som på forsvarlig vis kan håndtere selvmordsrisikoen.
Spørg patienten om de har en kriseplan, hvis de tidligere har været i øget/akut øget selvmordsrisiko. Gennemgå kriseplanen med patienten. Har patienten i akut øget selvmordsrisiko ikke en kriseplan, skal den udfærdiges i samarbejde med psykiater og indskrives i SP med notattypen ’Min Kriseplan’ og ved brug af SmartText (findes ved at søge på ’Kriseplan’).
Hvis patienten ikke ønsker indlæggelse og/eller psykiatrisk vurdering, kan det være en mulighed at ringe til en pårørende, der kan være sammen med patienten den første tid. Udveksling af helbredsoplysninger - med og uden samtykke. Der skal altid søges Informeret samtykke til behandling. Hvis det ikke er muligt at indgå en forsvarlig aftale og risikoen for selvmord er overhængende, kan patienten som allersidste mulighed tilbageholdes som nødretsforanstaltning (Straffeloven). Såfremt patientens samtykke ikke kan indhentes, skal det vurderes sammen med psykiatrisk bagvagt om betingelserne for tvangsindlæggelse er til stede - se Psykiatriloven - Tvangsindlæggelse.
For børn og unge (under det fyldte 15 år) skal man være opmærksom på, at patienten skal sikres behandling gennem kontakt til forældremyndighedsindehaveren eller underretning til de sociale myndigheder. For unge mellem 15-18 år gælder at de har selvstændig samtykkekompetence til behandling, men at forældremyndighedsindehaveren skal involveres medmindre der er tungtvejende grunde til ikke at gøre dette. Dette skal altid journalføres.
I det tilfælde, hvor man har en patient under 18 med akut øget risiko for selvmord, kontaktes den vagthavende læge på Børne-og Ungdomspsykiatrisk afdeling.
I tilfælde, hvor der ikke er et akut behov, kan klinik for selvmordsforebyggelse kontaktes mandag til fredag mellem kl. 9-14 på tlf.: ###TELEFON### (Om Klinik for selvmordsforebyggelse ###FOLDER###
Hospitalsdirektionen har ansvar for:
Afdelings- og centerledelser har ansvar for at:
Regionale vejledninger:
Tværregionale vejledninger: