Retningslinjer for arbejdsdragt for personale ansat i Region Hovedstaden

Formål
Målgrupper og anvendelsesområde
Definitioner
Fremgangsmåde
Ansvar og organisering
Referencer, lovgivning og faglig evidens samt links hertil
Bilag
 

Formål

Formålet med retningslinjerne er at sikre:

  • At ansatte, der bærer arbejdsdragt, udtrykker sundhedsfaglig kompetence og -identitet overfor både patienter, pårørende og øvrigt personale.
  • At forekomsten af infektioner hos patienter og personale reduceres ved, at ansatte bruger arbejdsdragten korrekt samt overholder de hygiejniske standarder med hensyn til vask og håndtering af arbejdsdragter.
  • At ansatte tydeligt markerer faggruppeidentifikation ved hjælp af ID-kort og kortholder overfor såvel patienter som pårørende og øvrigt personale.
  • At ansatte på Region Hovedstadens hospitaler fremstår med et ensartet arbejdsdragtudtryk.

Tilbage til top

Målgrupper og anvendelsesområde

Retningslinjerne omfatter alt personale, der har patientkontakt eller udfører rene (f.eks. sterilproduktion) eller urene (f.eks. laboratoriearbejde) opgaver. Undtaget er hovedparten af personalet ansat i Region Hovedstadens Psykiatri samt personale ansat på det præhospitale område, hvor der gælder særlige retningslinjer for arbejdsdragt.

For særlige regler for psykiatrien - se nedenstående afsnit.

Speciel beklædning og udstyr, der benyttes ved særlige procedurer, f.eks. operationstøj samt arbejdstøj til f.eks. håndværkere og gartnere, er ikke omfattet af denne vejledning.

Tilbage til top

Definitioner

En arbejdsdragt er en arbejdsbeklædning, der stilles til rådighed af det enkelte hospital. Arbejdsdragten er ikke at betragte som et personligt værnemiddel og er ikke beregnet til at beskytte ved særlige procedurer.

De fælles retningslinjer for arbejdsdragt erstatter ikke regler og retningslinjer som følge af lovgivning mv.

Tilbage til top

Fremgangsmåde

"Vejledning om arbejdsdragt inden for sundheds- og plejesektoren", udgivet af Sundhedsstyrelsen, 8. juni 2011 danner rammen for regionens fælles retningslinjer for arbejdsdragt.

Brug af arbejdsdragt

Korrekt arbejdsdragt består af fuld arbejdsdragt dvs. overdel og bukser eller kjole. Privattøj må ikke bæres synligt i forbindelse med arbejdsdragten. Bæres eget tøj under arbejdsdragten, skal denne være lukket og eget tøj være dækket. Patienttøj må ikke benyttes som supplement til arbejdsdragten.

Arbejdsdragten kan bæres åben over  t-shirt under hensyntagen til, at arbejdsdragten kommer mindst muligt i kontakt med omgivelserne i forbindelse med sengeredning o. lign.

Ved brug af tørklæde anvendes det tørklæde, der indgår i arbejdsdragtprogrammet eller et privat, hvidt tørklæde, som sammen med den officielle arbejdsdragt skal efterlade et professionelt udtryk. Tørklædet anvendes på en måde, hvor der ikke er stof, der hænger løst og dermed risikerer at komme i kontakt med patient eller med omgivelserne. Tørklædet skal skiftes efter samme retningslinjer som arbejdsdragten.

Arbejdsdragt med korte ærmer (over albue) skal bæres i alle situationer, hvor der er patientkontakt eller der udføres rene (f.eks. rent vasketøj, mad) eller urene opgaver, (f.eks. blodprøver, urene instrumenter), jvf. krav om håndhygiejne.

Plastikforklæde og/eller overtrækskittel skal anvendes, hvor der er risiko for forurening af arbejdsdragten med blod, pus, sekret eller ekskret samt ved tætte pleje- eller behandlingskontakter.

Brug af termojakker med lange ærmer skal indskrænkes til det nødvendige og må ikke anvendes ved arbejde relateret til patientnære områder eller ved udførelse af rene eller urene opgaver, men kan anvendes f.eks. udendørs og ved transport mellem afdelinger.

Skift af tøj foregår på arbejdsstedet og under hygiejniske forhold. Ved arbejdets start tages en ren arbejdsdragt på, og umiddelbart efter endt arbejdsdag tages arbejdsdragten af og lægges til vask. Under arbejdet skiftes arbejdsdragten ved synlig forurening.

Arbejdsdragten må ikke medbringes udenfor regionens hospitaler, medmindre dette sker i tjenstligt ærinde. Dette gælder også supplementsdele som f.eks. veste, cardigans o. lign.

Arbejdsdragten opbevares, vaskes og vedligeholdes af arbejdsstedet.

Ure og smykker

Ure, ringe og andre smykker må ikke anvendes på hænder eller underarme.
Eventuelle andre smykker må ikke kunne komme i kontakt med omgivelserne.

Hår, skæg, negle og dufte

  • Langt hår skal være samlet eller opsat således, at håret ikke risikerer at komme i kontakt med patient eller med omgivelserne.
  • Skægget skal være klippet eller samlet således, at skægget ikke risikerer at komme i kontakt med patient eller med omgivelserne. Der kan evt. anvendes et skægbind.
  • Negle skal være kortklippede og der må ikke anvendes neglelak eller kunstige negle.
  • Kraftige dufte skal undgås.

Fodtøj

Privat fodtøj kan benyttes og skal vaskes ved synlig forurening, f.eks. blod og lignende. Fodtøj bør være skridhæmmende. Det anbefales at anvende fodtøj med god ledeevne (for at reducere risiko for statisk elektricitet).

Identifikation

Patienter, pårørende og øvrigt personale skal tydeligt kunne se navn og arbejdsfunktion på den ansatte.

Alle ansatte skal derfor bære et synligt ID-kort med navn og stillingsbetegnelse samt benytte en gennemsigtig kortholder eller en kortholder med regionens faggruppefarver.

Ansatte, der er under uddannelse, skal bære en identifikation, der udover faggruppe også markerer, at den ansatte er under uddannelse.

Det kan lokalt fastlægges, hvor mange oplysninger, der skal fremgå af ID-kortet, og hvor der kan dispenseres. Der kan f.eks. være afdelinger/funktioner, hvor der ud fra et sikkerhedshensyn kun anføres fornavn på ID-kortet.

ID-kortet vil altid overholde regionens fælles designprogram, som ajourføres på via Region H design

Den ansatte skal sikre, at kortholder og ID-kort rengøres og desinficeres efter behov.

Særligt for Region Hovedstadens Psykiatri

Det kan lokalt besluttes, at der skal bæres arbejdsdragt i psykiatriens akutmodtagelser og i gerontopsykiatrien. Hvor der lokalt er truffet beslutning om anvendelse af arbejdsdragt, skal retningslinjerne om arbejdsdragt følges. Det vil sige, at der bæres fuld arbejdsdragt, og at der ikke længere alene kan anvendes kitler. 

Medarbejdere i psykiatrien, der udfører opgaver med patientkontakt i somatikken, skal skifte til fuld arbejdsdragt i overensstemmelse med etningslinjerne for arbejdsdragt. Ved akut tilkald kan kravet om arbejdsdragt i somatikken fraviges, hvis særlige hensyn taler herfor. I sådanne situationer bæres privat tøj, og der må ikke anvendes kittel over det private tøj.

Somatikken stiller arbejdsdragt og omklædningsfaciliteter til rådighed for psykiatriens medarbejdere, når de udfører opgaver med patientkontakt i somatikken. De enkelte psykiatriske centre betaler for vask af de arbejdsdragter, centrets medarbejdere bruger, når de kommer i somatikken.

Dispensation

Der er mulighed for, at medarbejdere, der af helbredsmæssige grunde ikke kan anvende arbejdsdragt i den kvalitet, der normalt anvendes i regionen, kan få arbejdsdragt af anden kvalitet. Dispensation kan gives ved forevisning af erklæring fra speciallæge i hudlidelser (dermatologi).

Tilbage til top

Ansvar og organisering

  • Det er hospitalsdirektionernes ansvar:
    • at sikre, at uniformsretningslinjerne opfyldes
    • at fastsætte evt. lokale retningslinjer for udmøntning af vejledningen.

Ledelsen kan pålægge medarbejderen at foretage konkrete, nødvendige tiltag for at sikre overholdelse af gældende retningslinjer.

Tilbage til top

Referencer, lovgivning og faglig evidens samt links hertil

Bilag