Pyoderma gangrenosum, diagnostik og sårbehandling af

At understøtte ensartet behandling af Pyoderma gangrenosum.

Læger og plejepersonale i Region Hovedstaden og Region Sjælland.

Pyoderma gangrenosum (PG): Inflammatorisk non-infektiøs, destruktiv hudsygdom, karakteriseret ved et hurtigt smertefuldt voksende sår med blålig undermineret kant og et purulent eller hæmoragisk eksudat.

Pyoderma gangrenosum forløbet er akut eller kronisk recidiverende og efterlader arvæv og er en eksklusionsdiagnose.

Årsager

Ukendt.

Hos ca. 50 % af patienterne er tilstanden sekundær til en kronisk inflammatorisk lidelse. Oftest tarmlidelse eller reumatoid artritis. Den kan også ses i forbindelse med myeloproliferative lidelser eller knoglemarvslidelser (Colitis ulcerosa, Mb Crohn, artritis, myelom, leukæmi, monoclonal gammopati, kollagenose, Behcets disease).

Nogle forskere peger på infektiøs årsag.

Kendetegn

1. Begynder typisk som ømme knuder eller byldelignende læsioner, som hurtigt udvikler sig til et eller flere ømme purulente sår med nekrotiske blåviolette, ødematøse rande, som giver anledning til underminering.
2. Ses hyppigst på underekstremiteterne, især det prætibiale område.
3. Kan ses overalt på hud og slimhinder.
4. Ses ofte i klæbeområdet ved stomier.
5. Sårene er meget smertefulde og ildelugtende.
6. Responderer ikke på vanlig sårbehandling.
7. Ved kirurgisk revision bliver såret større og større. Kirurgisk revision skal derfor undgås.
8. Kan ledsages af temperaturforhøjelse og malaise (tilstand af generel følelse af ubehag i kroppen).
9. Ofte erythem omkring såret.
10. Kan hele op spontant.

1. Diagnostik

• Pyoderma gangrenosum er en klinisk diagnose, som stilles når andre kendte årsager til det kliniske billede er udelukket.
• Biopsi er ikke diagnostisk. Biopsi kan forværre tilstanden (pathergi).
• Foruden udredningen af såret bør man udrede tilgrundliggende autoimmun sygdom, især ikke erkendt tarmsygdom og knoglemarvslidelse.
• Differentialdiagnose er andre infektiøse sår.

2. Behandling

• Spontan opheling kan forekomme.
• Oftest er behandlingen systemisk eller lokal og rettet mod evt. grundlidelse.
• Første valg er steroider appliceret lokalt i form af creme, f.eks. Betamethason creme, direkte appliceret i læsionen.
• Systemisk behandling med yderligere immunsuppression kan blive nødvendig.
• Det diskuteres om antibiotika er vigtig, hvis årsagen er infektion.

3. Sårbehandling

• Renses med lunkent vand.
• Hvis der er nekroser eller fibrin, skal kirurgisk revidering undgås pga. forværring af såret. Lægelig afgørelse om dette må foretages.
• Behandles med fugtig sårbehandling
• Senere stillingtagen til transplantation, ofte under steroiddække.
• Ofte behandling med lokalsteorid i såret.
• Individuel aftrapning af steroidbehandlingen, når sårene er helet.
• Kompression, hvis det er muligt og tåles.
• Randsår ved stomier: Hurtig start af gr. 2-4 corticosteroid liniment eller creme..
• Opfølgning bør ske med tætte intervaller hos specialister mhp. sårstatus og baggrundssygdom.

Stillingtagen til behandling med prednisolon eller andre immunsuprimerende behandlinger

4. Smertebehandling

• Vigtigt at behandle grundlidelsen.
• Depot morfin evt. suppleret med paracetamol, NSAID eller acetylsalicylsyre.
• Alternativt: Transcutan Nerve Stimulation (TNS).

Tilbage til top

• Hospitalsdirektioner/kvalitetsafdelinger har ansvar for, at vejledningen distribueres til relevante afdelinger.
• Center-, afdelings- og klinikledelser samt evt. faglig ansvarlig sårkontaktperson er ansvarlige for implementering af vejledningen.
• Den enkelte medarbejder har ansvar for at kende og efterleve vejledningen i den udstrækning de er en del af pleje- og behandlerteamet.

Tilbage til top

• Red. S. Bermark, B Østergaard Melby, Sår og sårbehandling – en grundbog i sygeplejen, FADL'S Forlag, 2. udgave, 2021
• Gottrup, Finn, Karlsmark, Tonny og Klaus Kierketerp-Møller ”Sår – baggrund, diagnose og behandling”, 3. udgave, 1. oplag 2020, Munksgaard Danmark, København

Regional vejledning:

• Bandageoversigt

Tilbage til top

Ingen.

Tilbage til top