Formålet med vejledningen er at sikre korrekt udført måling af iltsaturation (iltmætning) hos voksne ved anvendelse af pulsoximetri og dermed indhentning af troværdige data for perifer iltsaturation, der kan understøtte observation, udredning og behandling.
Sundhedspersonale på kardiologiske afdelinger i Region Hovedstaden og Region Sjælland, der anvender pulsoximetri til måling af saturation hos voksne.
Pulsoximetri: er måling af pulsfrekvens og hæmoglobinets iltmætning i det perifere arterieblod, der hvor der er tydelig pulsation. Målingen er non-invasiv, smertefri og kan anvendes til kontinuerlig monitorering. Der er god overensstemmelse mellem iltmætning målt ved pulsoximetri og iltmætning målt ved arteriel blodgasanalyse. Målingen angiver kun oplysning om iltmætning i blodet, dvs. målingen registrerer ikke kvaliteten af ventilation.
Iltsaturation: Er angivelse af hæmoglonbinets iltmætning og angives i enheden % og kan forkortes SpO2.
Der udvises særlig opmærksomhed og konfereres eventuelt med en læge:
Sammenhold altid de målte værdier med de kliniske observationer. Hvis der er tvivl om den perifert målte iltsaturation (SpO2) er korrekt, kan værdien kontrolleres ved en supplerende med en arteriel blodgasanalyse med måling af iltmætning (SaO2) og af partialtryk af ilt i arterielt blod (PaO2).
Følgende punkter bør altid være med i overvejelserne ved måling af saturation:
Hvor der foretages kontinuerlig måling, anbefales det:
Ved væsentlig nedsat cirkulation f.eks. hypovolæmi, vasokonstriktion og hypotermi flyttes proben/sensorer oftere end ovenfor beskrevet.
Pulsoximetret og flergangsprober rengøres iht. gældende retningslinjer for brug af flergangsudstyr. Engangsprober er ’singlepatient use’ og håndteres i henhold til dette.
Tværregionalt dokument