Formålet er at beskrive lovgrundlaget for derigennem at understøtte korrekte procedurer for tvangsindlæggelser.
Sundhedsfagligt personale i psykiatriske afdelinger i Region Hovedstaden og Region Sjælland.
En persons nærmeste: forstås i første række personens ægtefælle, samlever, forældre, voksne børn og personer, der hører til den pågældendes husstand.
Efter omstændighederne vil begrebet "de nærmeste" kunne fortolkes udvidende, når der ikke er nærmeste pårørende i husstanden. Således vil også fjernere familiemedlemmer, en nær ven, en besøgsven eller andre være omfattet af definitionen, hvis det er utvivlsomt, at den pågældende er den nærmeste.
Tvangsindlæggelse skal ske, når patienten vurderes at opfylde kriterierne herfor og lægens egen undersøgelse - foretaget med henblik på vurdering af behov for indlæggelse - viser, at patienten opfylder kriterierne i § 5 og modsætter sig indlæggelse. Når forholdene tillader det, skal patienten have en passende betænkningstid til at overveje spørgsmålet om indlæggelse.
Lægeundersøgelse skal være foretaget med henblik på den konkrete tvangsindlæggelse.
Tvangsindlæggelse må kun finde sted i de tilfælde, hvor patienten er sindssyg eller befinder sig i en tilstand, der kan ligestilles hermed, og det vil være uforsvarligt ikke at frihedsberøve den pågældende med henblik på behandling, fordi:
1) udsigten til helbredelse eller en betydelig og afgørende bedring af tilstanden ellers vil blive væsentlig forringet(helbredsindikation) eller
2) den pågældende frembyder en nærliggende og væsentlig fare for sig selv eller andre (farlighedsindikation)
Såfremt en person, der må antages at være sindssyg, ikke selv søger fornøden behandling, har de nærmeste pligt til at tilkalde en læge. Hvis de nærmeste ikke tilkalder en læge, påhviler det politiet at gøre dette.
Hvis den pågældende opholder sig i en institution, påhviler pligten til at tilkalde læge institutionens personale, f.eks. plejepersonalet på et plejehjem.
Bestemmelsen om pligt for de nærmeste til at tilkalde en læge udelukker ikke andre fra at gøre det.
På grundlag af sin undersøgelse og de modtagne oplysninger tager lægen stilling til, om indlæggelse på psykiatrisk afdeling er nødvendig. Giver patienten ikke sit informerede samtykke til indlæggelse afgør lægen, om tvangsindlæggelse er påkrævet.
Tvangsindlæggelse skal ske, når betingelserne herfor er opfyldt.
Politiet træffer bestemmelse om tvangsindlæggelsens iværksættelse og yder bistand hertil.
I tilfælde af, at en person antages at være sindssyg, og vedkommendes nærmeste ikke tilkalder en læge, skal politiet tilkalde en læge. Politiet skal så vidt muligt tilkalde den alment praktiserende læge, som den syge sædvanligvis benytter, dennes stedfortræder eller lægevagten i området.
Tvangsindlæggelse må kun gennemføres på grundlag af en lægeerklæring fra den pågældende læge, der har undersøgt patienten. Lægeerklæringen må ikke være udstedt af en læge, der er ansat på det psykiatriske sygehus eller den psykiatriske afdeling, hvor tvangsindlæggelse skal finde sted.
I de tilfælde, hvor tvangsindlæggelse finder sted som følge af, at patientens udsigt til helbredelse eller bedring ellers vil blive væsentligt forringet, skal lægens undersøgelse være foretaget inden for de seneste 7 dage forud for indlæggelsen. Patienten skal modtages snares muligt inden for den pågældende frist på 7 dage.
I de tilfælde, hvor tvangsindlæggelse derimod finder sted som følge af, at patienten frembyder en nærliggende og væsentlig fare for sig selv eller andre, skal lægens undersøgelse være foretaget inden for det seneste døgn. Patienten skal i disse tilfælde straks modtages på afdelingen.
Såfremt lægen efter at have undersøgt patienten finder, at indlæggelse er nødvendig, skal lægen forsøge at opnå patientens samtykke til indlæggelsen og i den forbindelse vejlede patienten om formålet med indlæggelsen og om udsigterne til en bedring af tilstanden.
Når forholdene tillader det, skal patienten have en passende betænkningstid til at overveje spørgsmålet om indlæggelse. Giver patienten efter den pågældende betænkningstid ikke sit informerede samtykke til indlæggelse, afgør lægen, om tvangsindlæggelse er påkrævet.
Er betingelserne, som nævnt ovenfor, for tvangsindlæggelse opfyldt, skal tvangsindlæggelse ske.
Såfremt tvangsindlæggelse skal finde sted, udfærdiger lægen en erklæring, der skal indeholde en angivelse af den formodede diagnose, patientens sindstilstand og de omstændigheder, hvorpå lægen støtter, at betingelserne for tvangsindlæggelse er opfyldt. Erklæringen skal afgives på grundlag af lægens egen undersøgelse foretaget med henblik på den aktuelle indlæggelse.
Lægeerklæringen skal udfærdiges snarest muligt, efter at undersøgelsen er afsluttet, og lægen afleverer eller sender den udarbejdede lægeerklæring til politiet med henblik på tvangsindlæggelsens iværksættelse
Politiet træffer bestemmelse om tvangsindlæggelsens iværksættelse. Vedkommende der skal træffe bestemmelsen skal påse, at lovens betingelser for tvangsindlæggelse er opfyldt, herunder at fremgangsmåden for tvangsindlæggelse er fulgt, og at lægeerklæringen indeholder de fornødne oplysninger.
Den indlæggende læge skal, så vidt muligt, være til stede ved gennemførelsen af tvangsindlæggelsen. Lægen skal i den forbindelse, på ny, vejlede patienten samt påse, at betingelserne for tvangsindlæggelse fortsat er opfyldt.
Ved gennemførelse af tvangsindlæggelsen på helbredsindikation skal politiet påse, at lægens undersøgelse er foretaget inden for de seneste 7 dage forud for indlæggelsen, og ved tvangsindlæggelser på fareindikation inden for det seneste døgn.
Såfremt fristerne ikke er overholdt, kan tvangsindlæggelse kun ske, hvis der foretages en ny lægeundersøgelse af patienten og udfærdiges nye indlæggelsespapirer.
Tvangsindlæggelsen skal gennemføres så skånsomt og diskret som muligt, således at patienten ikke forvoldes unødig krænkelse eller ulempe. De medvirkende politibetjente skal så vidt muligt være civilklædte. Befordres patienten i et af politiets køretøjer, skal dette så vidt muligt ske i et civilt tjenestekøretøj.
Politiet skal endvidere, inden indlæggelsens iværksættelse, så vidt muligt, underrette en eller flere af patientens nærmeste om tvangsindlæggelsen.
Patienten skal straks modtages, når tvangsindlæggelse sker på farlighedsindikation (lovens § 5, nr. 2), og sker tvangsindlæggelse på behandlingsindikation (lovens § 5, nr. 1) skal modtagelse ske snarest muligt og inden for en frist på 7 dage.
Overlægen ved den psykiatriske afdeling, hvor tvangsindlæggelse skal finde sted, træffer afgørelse om, hvorvidt betingelserne for tvangsindlæggelse er opfyldt. I overlægens fravær kan afgørelsen træffes af en anden læge på den psykiatriske afdeling. I sådanne tilfælde skal overlægen efterfølgende snarest tage stilling til beslutningen.
Hvis overlægen beslutter at modtage patienten som tvangsindlagt, har overlægen pligt til at underrette patienten om baggrunden for tvangsindlæggelsen samt om formålet med indlæggelsen og vejlede patienten om udsigten til bedring af helbredstilstanden.
Begrebsmæssigt er en tvangsindlæggelse ikke det samme som en tvangstilbageholdelse.
En tvangstilbageholdelse af en patient, forudsætter at der har været fremsat begæring om udskrivning. Hvis der ikke har været fremsat begæring om udskrivning, er der ikke anledning til at etablere tvangstilbageholdelse.
Anmoder patienten om at blive udskrevet, skal overlægen snarest muligt, dog inden 24 timer, meddele patienten om denne kan udskrives, eller om tvangstilbageholdelse skal ske. Fremsættes anmodningen om udskrivning inden for det første døgn efter, at tvangsindlæggelse har fundet sted, skal overlægens beslutning dog meddeles senest 48 timer regnet fra tvangsindlæggelsen.
Se Psykiatriloven- Tvangstilbageholdelse
Patienten skal vejledes om adgangen til at klage. Klage over tvangsindlæggelse kan forlanges indbragt for vedkommende psykiatriske patientklagenævn ved statsforvaltningen, og nævnets afgørelse kan forlanges indbragt for retten.
Der skal beskikkes en patientrådgiver for enhver, der tvangsindlægges. Det er blandt andet patientrådgiverens opgave at vejlede om klageadgang og bistå patienten med iværksættelse og gennemførelse af eventuelle klager.
Se Psykiatriloven - Klagesystemet
Se Psykiatriloven - Beskikkelse af patientrådgivere og bistandsværgerr
Når betingelserne for frihedsberøvelse ikke længere er opfyldte, skal frihedsberøvelsen straks bringes til ophør. Patienten og patientrådgiveren underrettes straks herom.
Patienten skal efterfølgende have tilbud om en samtale.
Se Psykiatriloven - Eftersamtaler efter brug af tvang
Overlægen har ansvaret for at frihedsberøvelse og anvendelse af anden tvang efter reglerne i psykiatriloven ikke anvendes i videre omfang end nødvendigt.
Udover den løbende efterprøvelse, som bør ske regelmæssigt, skal der for tvangsindlagte patienter ske efterprøvelse med obligatoriske revurderinger efter faste intervaller.
For enhver patient der er frihedsberøvet, skal spørgsmålet om fortsat frihedsberøvelse tages op til fornyet prøvelse henholdsvis 3, 10, 20 og 30 dage efter at frihedsberøvelsen blev iværksat, og herefter mindst hver 4. uge, så længe frihedsberøvelsen opretholdes.
Resultatet af denne efterprøvelse skal tilføres tvangsprotokollen.
Ved tvangsindlæggelse skal der ske registrering i SP, Frihedsberøvelse tvangsindlæggelse. Hvis en patient er tvangsindlagt og senere tvangstilbageholdes, skal der ske tilførsel i tvangsprotokollen af såvel tvangsindlæggelsen som tvangstilbageholdelsen.
Tværregionale dokumenter