Psykiatriloven - Fysisk magt/fastholdelse

Formål
Målgrupper og anvendelsesområde
Definitioner
Fremgangsmåde
Ansvar og organisering
Referencer
Bilag

Genveje til indhold

Formål

Formålet er at understøtte korrekt og lovlig anvendelse af fysisk magt i psykiatrien.

Tilbage til top

Målgrupper og anvendelsesområde

Sundhedsfagligt personale på psykiatriske afdelinger/afsnit i Region Hovedstaden og Region Sjælland.

Tilbage til top

Definitioner

Tvangstilbageholdelig: at en patient opfylder kriterierne for tvangstilbageholdelse

Tilbage til top

Fremgangsmåde

1. Psykiatrilovens § 17, stk. 1

En person, der er indlagt på psykiatrisk afdeling, kan fastholdes og om fornødent med magt føres til et andet opholdssted på centret/sygehuset, såfremt psykiatrilovens betingelser for tvangsfiksering er opfyldt.

Over for en person, der er frihedsberøvet, kan der anvendes den magt, der er nødvendig for at sikre personens fortsatte tilstedeværelse på afdelingen.

Kriterierne for anvendelse af fysisk magt

  • er de samme som for tvangsfiksering, men fysisk magt anses for at være en mindre indgribende foranstaltning.

Fysisk magt må kun anvendes i det omfang, det er nødvendigt for at afværge, at en patient:

  1. udsætter sig selv eller andre for nærliggende fare for at lide skade på legeme eller helbred,
  2. forfølger eller på anden måde groft forulemper medpatienter
  3. øver hærværk af ikke ubetydeligt omfang.

Kriterierne er altså de samme som for tvangsfiksering, men fysisk magt anses traditionelt af Det Psykiatriske Patientklagenævn og Det Psykiatriske Ankenævn for at være en mindre indgribende foranstaltning.

Der er ikke noget krav om, at patienten er tvangstilbageholdelig.

Overfor en frihedsberøvet patient kan der herudover anvendes den magt, der er nødvendig for at forhindre, at patienten forlader afdelingen. Se også nedenfor.

Fysisk magt ved indgivelse af beroligende middel – grænsefladen til fysisk magt som selvstændigt indgreb

Hvis beroligende middel indgives med tvang som injektion, er det som regel nødvendigt at fastholde patienten. I så fald er fastholdelsen et nødvendigt magtmiddel for at foretage et andet tvangsindgreb, og skal ikke registreres på en selvstændig tvangsprotokol. Det kaldes også et accessorisk indgreb. Det skal dog noteres i journalen, hvis det var nødvendigt at fastholde en patient i forbindelse med indgivelse af beroligende middel.

Hvis fastholdelse i forbindelse med indgivelse af beroligende middel fortsætter mere end ganske kort tid efter, at injektion er givet, betragtes det som et selvstændigt indgreb og skal dermed registreres på en selvstændig tvangsprotokol. Det betyder også, at fastholdelsen kun må fortsætte efter selve injektionen, hvis ovennævnte grundlæggende kriterier for fastholdelse er til stede.

For mere om fastholdelse og udstrækningen af fastholdelse i forbindelse med indgivelse af beroligende middel med tvang, se Psykiatriloven - Beroligende lægemiddel

Mindste middels princippet

Det Psykiatriske Patientklagenævn lægger ved sin vurdering af klager over anvendelse af fysisk magt vægt på, om patienten forud for magtanvendelsen er:

  • forsøgt korrigeret
  • talt til ro og
  • har fået tilbud om beroligende medicin til frivillig indtagelse. 

Hvis det i situationen ikke har været muligt at gennemføre disse kriterier, skal det fremgå af journalen, hvorfor det ikke har været muligt. I modsat fald vil Det Psykiatriske Patientklagenævn komme frem til, at fastholdelsen var ulovlig.

Tidsmæssig udstrækning af fastholdelse

Sundhedsstyrelsens vejledning om anvendelse af tvang mv. i psykiatrien er blevet revideret, og den nye udgave af vejledningen trådte i kraft den 10. august 2020. I vejledningen er det præciseret, at en fastholdelse skal være så kort som muligt og aldrig bør vare længere en 30 minutter. Denne grænse er fastsat af Sundhedsstyrelsen på baggrund af de senere års udvikling i anvendelsen af fastholdelser.

Det fremgår af vejledningen, at vurderingen af, om fastholdelse i en konkret situation udgør det mindst indgribende middel altid skal være en konkret sundhedsfaglig vurdering, herunder med inddragelse af patientens forhåndstilkendegivelser. Se vejledningen om anvendelse af tvang mv. i psykiatrien.

Nødvendig fysisk magt overfor frihedsberøvet patient

Der kan anvendes den fysiske magt, der er nødvendig for at hindre, at en frihedsberøvet patient forlader afdelingen. Der er ikke krav om, at kriterierne for anvendelse af fysisk magt som beskrevet ovenfor (fare, forulempelse af medpatienter eller hærværk) skal være opfyldt, for at man kan anvende fysisk magt overfor en frihedsberøvet patient, når det sker for at hindre, at patienten rømmer afdelingen.

Det kan bl.a. ske for at give mulighed for og tid til aflåsning af afdelingens/afsnittets yderdøre samt i ventetiden frem til tvangsflytning til anden afdeling/afsnit – men efter at der er gennemført beslutning om tvangstilbageholdelse.

Anvendelse af fysisk magt for at forhindre, at en frihedsberøvet patient forlader afdelingen skal registreres på tvangsprotokol.

Tvangsflytning til lukket afdeling/afsnit

Overførsel til lukket afdeling/afsnit, som patienten modsætter sig, betragtes ikke som fysisk magtanvendelse i lovens forstand men behandles efter reglerne om tvangstilbageholdelse. Det skal noteres i journalen, at det var nødvendigt at anvende fysisk magt for at gennemføre overførslen. Heller ikke i dette tilfælde er det en betingelse for anvendelse af fysisk magt, at de ovenfor beskrevne kriterier (fare, forulempelse af medpatienter eller hærværk) er opfyldt.

Anvendelse af fysisk magt er i denne sammenhæng at betragte som et nødvendigt magtmiddel, et accessorisk indgreb, for at gennemføre en tvangstilbageholdelse og skal derfor ikke registreres på tvangsprotokol.

Se Psykiatriloven- Tvangstilbageholdelse

Journalføring

Anvendelsen af fysisk magt skal begrundes i journalen. 

Patientens adfærd, handlinger og udtalelser skal fremgå af journalen, så den situation, der har ført til anvendelsen af fysisk magt, er beskrevet tydeligt i journalen.

Ligeledes skal det beskrives i journalen, at princippet om mindste middel har været overvejet og forsøgt, herunder en beskrivelse af hvilke midler der har været forsøgt anvendt som et mindre indgribende middel, samt en sundhedsfaglig begrundelse for anvendelse af fysisk magt, hvis patienten i forhåndstilkendegivelser eller eftersamtaler har givet udtryk for ønske om ikke at blive fastholdt. Hvis det ikke har været muligt at gennemgå de vigtige skridt i relation til princippet om mindste middel (se afsnittet herom), skal dette ligeledes fremgå af journalen.

Underretning, klagevejledning og beskikkelse af patientrådgiver

Ved anvendelse af fysisk magt skal patienten underrettes mundtligt og skriftligt herom, herunder om baggrund og formål.

Patienten skal endvidere vejledes om adgangen til at klage, og patienten skal have beskikket en patientrådgiver.

Se Psykiatriloven - Klagesystemet

OBS – for retslige patienter, husk at kontakte bistandsværge.

Psykiatriloven - Beskikkelse af patientrådgivere og bistandsværger

Eftersamtale

Patienten skal efterfølgende have tilbud om en eftersamtale.

Se Psykiatriloven - Eftersamtaler efter brug af tvang

2. Udfyldelse af tvangsprotokol

Der skal udfyldes tvangsprotokol ved anvendelse af fysisk magt, herunder også hvis fastholdelse er sket med henblik på at tilbageholde en frihedsberøvet patient på afdelingen/afsnittet – se bilag 1.

Se Psykiatriloven - Indberetning og registrering ved tvangsprotokoller, udskrivningsaftaler og koordinationsplaner

Når fastholdelse er et nødvendigt magtmiddel for at foretage et andet tvangsindgreb, f.eks. fastholdelse i forbindelse med tvangsernæring eller bæltefiksering, skal indgrebet ikke registreres på selvstændig tvangsprotokol.

Tilbage til top

Ansvar og organisering

  • Hospitalsdirektioner/sygehusledelser er ansvarlige for at distribuere dokumentet til relevante psykiatriske afdelinger
  • Center-, afdelings- og klinikledelser i psykiatrien er ansvarlige for at dokumentet efterleves i relevante afdelinger
    • Beslutning om anvendelse af fysisk magt træffes af en læge, medmindre omgående anvendelse er nødvendig. 
    • Beslutning om ophør af anvendelse af fysisk magt træffes af læge eller plejepersonale.

Tilbage til top

Referencer

Bilag