At understøtte en ensartet og patientsikker procedure ved udskrivelse af patienter med udestående akutte prøvesvar fra akutmodtagelser, akutklinikker og børnemodtagelser.
Målgruppen for vejledningen er læger og sygeplejersker i akutmodtagelser, akutklinikker samt børnemodtagelser.
Vejledningen gælder for alle patienter, der har fået foretaget akutte blodprøver med henblik på analyse af infektionstal.
Akutte blodprøver: Hæmoglobin, leukocytter, differentialtælling, trombocytter og CRP, som bestilles som akutprøver (svar inden for én time).
Uafklarede patienter: Patienter som afventer svar på akutte blodprøver.
Fiksationsfejl: Fokus på et (forkert) symptom eller diagnose fastholdes, så korrekt diagnosticering og igangsætning af relevant behandling forsinkes.
Alle patienter betragtes som uafklarede for at undgå fiksationsfejl, hvor fokus på et (forkert) symptom eller diagnose fastholdes, så der sker en forsinket korrekt diagnosticering og igangsætning af relevant behandling. Der skelnes ikke mellem akutte og livstruede patienter. De svære patienter er netop dem, der ikke viser sikre tegn på akut og/eller livstruende sygdom.
For at forebygge forsinket behandling af patienter med alvorlige infektionssygdomme, må en læge i akutmodtagelser, akutklinikker eller børnemodtagelser ikke hjemsende uafklarede patienter.
Det skal tilstræbes, at der foreligger svar på blodprøverne indenfor én time, efter blodprøverne er taget.
Hvis patienten er taget hjem inden der foreligger svar på akutte blodprøver, skal det noteres i journalen, at patienten er gået mod givet råd.