Baggrund
I Region Hovedstaden foregår kirurgisk behandling af c. corpus uteri i Gynækologisk Klinik, Rigshospitalet og Gynækologisk Obstetrisk Afdeling, Herlev Hospital og onkologisk behandling i Onkologisk Klinik, Rigshospitalet og Onkologisk Afdeling, Herlev Hospital.
- Lavrisikogruppen behandles med primær hysterektomi og bilateral salpingooophorektomi og skal ikke have efterfølgende behandling. Kompleks atypisk hyperplasi behandles som denne gruppe af patienter med c. corpus uteri.
- Mellemrisikogruppen behandles med primær hysterektomi og bilateral salpingooophorektomi, iliakal lymfeknudeexairese og skal, som standard, ikke have efterfølgende behandling. De fleste patienter i denne gruppe kan tilbydes indgang i et prospektivt studie om værdien af kemoterapi.
- Højrisikogruppen behandles med primær hysterektomi og bilateral salpingooophorektomi, iliakal lymfeknudeexairese og på indikation paraaortal lymfeknudeexairese og tilbydes onkologisk efterbehandling.
- Gruppen af patienter med persisterende sygdom kan have gennemgået operationer, som beskrevet ovenfor, men den primære behandling er ofte onkologisk.
Risikoen for recidiv i den samlede gruppe angives til 8-19 % relateret til nedvækst i myometriemuskulaturen, differentieringsgrad og involvering af lymfeknuder. 70 % af recidiverne er symptomatiske på diagnosetidspunktet. Lokale recidiver i vaginaltoppen er tilgængelige for kurativ behandling.
Der foreligger ikke randomiserede undersøgelser, som belyser effekten af opfølgning på overlevelsen af kvinder med livmoderkræft efter kirurgisk behandling.
Postoperativ opfølgning/behandling
Den postoperative behandling følger anbefalingerne i Sundhedsstyrelsens Opfølgningsprogram for gynækologiske kræftformer fra 2015.
Det påhviler behandlende afdeling at informere kvinden om muligheder for støttetilbud og vurdering af fysiske genoptrænings- og psykosociale rehabiliteringsbehov i kommunalt/regionalt regi. Der skal systematisk tilbydes behovsvurdering jf. den regionale vejledning Rehabilitering og palliation - vurdering af behov hos patienter med kræft. Behovsvurderinger for kvinder med gynækologisk kræft sker i hospitalsregi initialt, under og ved afslutning af behandling jf. bilag 1 og 2, der er flowchart over behovsvurderinger hos kvinder behandlet for gynækologisk kræft i gynækologiske afsnit (bilag 2) og behovsvurderinger hos kvinder med gynækologisk kræft behandlet i onkologisk afsnit (bilag 1). Derudover skal der tilbydes behovsvurdering ved ændringer i kvindens livssituation.
Der er udarbejdet en patientpjece Plan for behandling og opfølgning efter livmoderkræft, hvoraf det fremgår, hvilke symptomer kvinden skal reagere på, hvornår og hvem hun skal kontakte ved forværring af symptomer, hvilke hyppige senfølger hun kan få samt hvilke anbefalinger man giver til livsstil.
Alle kvinder, som alene er kirurgisk behandlet for gynækologisk kræft, skal tilbydes "Opfølgningskursus for kvinder opereret for kræft i underlivet".
Alle kvinder, som modtager onkologisk behandling, skal tilbydes tilmelding til rehabiliteringstilbuddet "Kursus for kvinder om kræft i underlivet".
Der henvises endvidere til Dansk Gynækologisk Cancer Gruppe, hvor der under fanen "Guidelines" findes opfølgningsprogrammer for gynækologiske kræftformer. Her findes som supplering til Sundhedsstyrelsens opfølgningsprogrammer en præcisering af evt. særlige forhold, der skal tages i betragtning, når den individuelle plan aftales med patienten.
Hyperplasi med atypi:
Ambulant opfølgning af lavrisikogruppen:
- Patienter, der er færdigbehandlet, ses til opfølgning i gynækologisk ambulatorium efter 4 måneder. Der skal ved denne lejlighed laves behovsvurdering.
- Der laves individuel opfølgningsplan. Denne bør ikke overskride samlet 3 år.
- For denne gruppe er der ikke umiddelbart behov for yderligere besøg, men der skal være mulighed for et åbent forløb i samlet 3 år, i hvilket tidsrum patienterne kan henvende sig til opfølgende afdeling og tilses inden for rimelig tidsgrænse. Der gives såvel skriftlig som mundtlig information om, hvilke symptomer de skal reagere på.
Ambulant opfølgning af mellemrisikogruppen:
- Patienter, der er færdigbehandlet, ses til opfølgning i gynækologisk ambulatorium efter 4 måneder. Der skal ved denne lejlighed laves behovsvurdering. I Danmark tilbyder vi ikke postoperativ brachyterapi, som signifikant nedsætter risikoen for tilbagefald i vaginaltoppen. Vi tilbyder i stedet kurativ behandling ved tilbagefald.
- Der laves individuel opfølgningsplan. Denne bør normalt ikke overskride samlet 3 år, men kan forlænges til 5 år.
- For denne gruppe er det rimeligt at tilbyde kliniske undersøgelser hver 4. måned i op til 2 år og herefter hver 6. måned i op til 3 år efter operationen. Efter individuel vurdering kan der være belæg for opfølgning i op til 5 år. Fravælger patienten kliniske undersøgelser, skal der være mulighed for et åbent forløb i samlet 3 år, i hvilket tidsrum patienterne kan henvende sig til den opfølgende afdeling og tilses inden for rimelig tidsgrænse. Der gives såvel skriftlig som mundtlig information om alarmsymptomer.
- Patienter, der har fået foretaget lymfeknudeexairese vurderes særlig med hensyn til udvikling af lymfødem og symptomgivende lymfocele. Disse henvises til fysioterapi mhp. behandling.
- Indgår patienterne i et prospektivt studie, følges de i henhold til dette.
Ambulant opfølgning af højrisikogruppen:
- Patienter, der fravælger onkologisk efterbehandling, følges som mellemrisikogruppen i gynækologisk afdeling.
- Patienter, der har fået onkologisk efterbehandling følges i onkologisk regi. Der laves individuel opfølgningsplan. Denne bør normalt ikke overskride samlet 3 år. Dog kan patienterne tilbydes opfølgning i 5 år, hvis de har modtaget strålebehandling.
- Første opfølgning skal ligge 1 måned efter afsluttet onkologisk behandling og varetages af en sygeplejerske. Ved denne lejlighed laves behovsvurdering.
- For denne gruppe er det rimeligt at tilbyde billeddiagnostiske og kliniske undersøgelser hver 4. måned i op til 3 år. I tilfælde af strålebehandling herefter årligt i op til 5 år. Fravælger patienten fremmøde, skal der være mulighed for et åbent forløb i samlet 3 år, i hvilket tidsrum patienterne kan henvende sig til opfølgende afdeling og tilses inden for rimelig tidsgrænse. Der gives såvel skriftlig som mundtlig information om, hvilke symptomer de skal reagere på.
- Patienter, der har fået foretaget lymfeknudeexairese vurderes særlig med hensyn til udvikling af lymfødem og symptomgivende lymfocele. Disse henvises til fysioterapi mhp. behandling.
Opfølgning af gruppen af patienter med fortsat sygdom:
- Patienter, der har fået onkologisk behandling følges i onkologisk regi. Der laves en individuel opfølgningsplan. Varigheden af denne er helt individuel.
- Første opfølgning skal ligge 1 måned efter afsluttet onkologisk behandling og varetages af en sygeplejerske. Ved denne lejlighed laves behovsvurdering.
- For denne gruppe er det rimeligt at tilbyde billeddiagnostiske og kliniske undersøgelser hver 4. måned i op til 3 år. Herefter bør intervallerne øges til 6 måneder. Fravælger patienten fremmøde, skal der være mulighed for et åbent forløb i samlet 3 år, i hvilket tidsrum patienterne kan henvende sig til opfølgende afdeling og tilses inden for rimelig tidsgrænse. Der gives såvel skriftlig som mundtlig information om, hvilke symptomer patienterne skal reagere på.
- Patienter, der har fået foretaget lymfeknudeexairese vurderes særlig med hensyn til udvikling af lymfødem og symptomgivende lymfocele. Disse henvises til fysioterapi mhp. behandling.
Hormonsubstitution
Hvis patienten har udtalte klimakterielle gener, kan hun tilbydes østrogensubstitution, såfremt der er tale om stadium I, grad 1 eller 2. Patienten skal informeres om, at der næppe er øget risiko for recidiv, men at dette ikke er endeligt afklaret. Ved patienter behandlet for mere fremskreden sygdom foretages individuel vurdering efter konference.
Recidivbehandling
Recidiv skal verificeres histologisk. Ved små recidiver vurderes patienten med henblik på eventuel kirurgisk behandling. Ellers henvises patienten til onkologisk afdeling med henblik på strålebehandling og eller kemoterapi.
I andre tilfælde kan systemisk behandling komme på tale.
Tilbage til top