Methotrexate injektion, sygepleje ifm. opstart med

Formål
Målgrupper og anvendelsesområde
Definitioner
Fremgangsmåde
Ansvar og organisering
Referencer
Bilag

Genveje til indhold

  1. Vejledning af patienten ved opstart på behandlingen
  2. Rekvisitter
  3. Information om lægemidlet
  4. Håndtering af cytostatika
  5. Hygiejne og steril teknik
  6. Valg af injektionssted
  7. Subkutan injektionsteknik
  8. Affaldshåndtering
  9. Opbevaring af medicinen
  10. Udlevering af medicin
  11. Kontakt til hjemmesygeplejerske
  12. Opfølgning
  13. Dokumentation

Formål

At understøtte ensartet sygepleje og behandling, samt dokumentation heraf i forbindelse med behandling med Methotrexat givet som injektion, samt oplæring i subkutan injektionsteknik på de reumatologiske afdelinger i Region Hovedstaden og Region Sjælland.

Målgrupper og anvendelsesområde

Sygeplejersker ansat i reumatologiske afdelinger i Region Hovedstaden og Region Sjælland.

Definitioner

Fremgangsmåde

Der findes flere præfyldte sprøjter og penne med Methotrexate (mtx) til injektion.

1. Vejledning af patienten ved opstart på behandlingen

Mtx tages én gang om ugen. Inden oplæringen/injektionen foretages, sikrer sygeplejersken, at patienten ikke har taget peroral mtx inden for den sidste uge.

Vejledningen foregår i et lokale, hvor information og oplæring kan foregå uforstyrret.

Tilbage til top

2. Rekvisitter

  • Mtx-sprøjte eller pen
  • Alkoholswaps til desinfektion af huden
  • Vat til aftørring af huden efter injektion
  • Kanyleboks
  • Skriftlig patientvejledning om Mtx sc fra DRS.

Tilbage til top

3. Information om lægemidlet

Sygeplejersken afdækker patientens viden og eventuel tidligere erfaring med injektionsteknik.

Er patienten undtagelsesvis ikke allerede i mtx-behandling, informerer sygeplejersken om lægemidlets virkning, bivirkninger, interaktioner, kontraindikationer og om forholdsregler ved eventuelle infektioner. Der udleveres skriftlig information.

Tilbage til top

4. Håndtering af cytostatika

Af hensyn til miljøet og eventuelle pårørende i husstanden, bør patienten informeres om ikke at sprede lægemidlet unødigt i omgivelserne. Eventuelle luftbobler i sprøjten sprøjtes ikke ud, da der er risiko for at enkelte dråber af lægemidlet sprøjtes med ud.

Sprøjten/pennen kan efter injektion stadig indeholde medicinrester, og kasseres derfor i kanyleboks.

Tilbage til top

5. Hygiejne og steril teknik

Patienten informeres om at vaske hænder med vand og sæbe før og efter injektionen, og anbefales en ren og tør arbejdsflade med god belysning.

Tilbage til top

6. Valg af injektionssted

Patienten informeres om - og anvises mulighederne for valg af injektionssted.

Der kan injiceres i maven, minimum 2 cm fra navlen og på lårets yderside i området mellem en håndsbredde fra lysken og en håndsbredde fra patella. Bagsiden af overarmen, baller og hofteregion kan ligeledes anvendes.

Huden i området skal være ren, hel og uden ar, sår, blodsprængninger eller lignende.

Patienten informeres om at variere injektionsstedet fra gang til gang, og om selv at observere huden for infiltrationer, hvor området bliver ømt og hårdt.

Tilbage til top

7. Subkutan injektionsteknik

Selve injektionsteknikken gennemgås teoretisk med patienten inden der injiceres.

Patienten instrueres i at:

  • Løfte en hudfold med tommel- og pegefinger.
  • Føre sprøjten ind i en vinkel på ca. 45 grader (eller holde pennen fast mod huden i en vinkel på 90 grader).
  • Injicere væsken langsomt (eller udløse pennen), mens grebet om hudfolden opretholdes.
  • Vente ca. 5 sekunder inden grebet om hudfolden slippes og sprøjten trækkes ud.
  • Aftørre injektionsstedet med vat for at undgå at medicinrester tørrer ind på huden.

Tilbage til top

8. Affaldshåndtering

Patienten informeres om at kassere sprøjten/pennen samt evt. vat eller papir brugt til aftørring af spildt injektionsvæske i kanyleboks. Patienten informeres om at opbevare kanyleboksen utilgængeligt for børn. Patienten har selv ansvaret for at anskaffe sådanne bokse. De kan fås (eller købes) på apoteket og nogle kommuner udleverer dem til borgerne.

Når kanyleboksen er fyldt, skal patienten selv bortskaffe den på forsvarlig vis. De fleste apoteker modtager boksene, men ellers er det kommunerne, der har ansvaret for at fastsætte ordninger for håndtering af affald, herunder farligt affald og klinisk risikoaffald.

Tilbage til top

9. Opbevaring af medicinen

Patienten informeres om at opbevare medicinen utilgængeligt for børn.

Mtx-sprøjter/penne opbevares ved stuetemperatur, dog ikke over 25 grader, og skal forblive i den originale emballage beskyttet mod direkte sollys.

Tilbage til top

10. Udlevering af medicin

Medicinen kan udleveres på følgende måder:

  • Patienten henter selv medicinen i klinikken. Ses i konsultation ved sygeplejen i forbindelse med udleveringen.
  • Pårørende henter medicin efter forudgående telefonkonsultation med patienten.
  • Medicinen udleveres via medicinboks efter forudgående telefonkonsultation med patienten (ikke muligt alle steder aktuelt).

Tilbage til top

11. Kontakt til hjemmesygeplejerske

Såfremt patienten ønsker injektionerne foretaget ved en hjemmesygeplejerske, tages kontakt til den visiterende hjemmesygeplejerske i patientens hjemkommune.

Patienten bør have et notat med ordinationen samt den skriftlige vejledning om mtx til hjemmesygeplejersken.

Tilbage til top

12. Opfølgning

Sygeplejersken vurderer i samarbejde med patienten, hvorvidt der er behov for yderligere oplæring ved næste injektion. Er dette nødvendigt aftales en tid til dette.

Efter endt oplæring overgår patienten til selvadministration, og det aftales at patienten kan kontakte (kontakt)sygeplejerske i ambulatoriet/klinikken ved eventuelle problemer eller spørgsmål.

Tilbage til top

13. Dokumentation

Sygeplejersken dokumenterer for vejledning, instruktion og oplæring af injektionsteknik i patientplan/notat i SP.

Tilbage til top

Ansvar og organisering

  • Hospitals- og sygehusdirektioner og centerledelser er ansvarlige for distribuering af vejledningen.
  • Afdelings- og klinikledelser er ansvarlige for implementering af vejledningen.
  • Den enkelte medarbejder er ansvarlig for at efterleve vejledningen.

Tilbage til top

Referencer

  • Kliniske retningslinjer for injektion af insulin til voksne med diabetes mellitus, DSR Publikation nr. 508, DSR 2002
  • NBV
  • Skriftlig information

Tilbage til top

Bilag