Methicillin resistente Staphylococcus aureus (MRSA): Hos indlagte patienter og patienter, der skal have foretaget dagkirurgi

Formål
Målgrupper og anvendelsesområde
Definitioner
Fremgangsmåde
Ansvar og organisering
Referencer, lovgivning og faglig evidens samt links hertil
Bilag
 

 

Genvej til indhold

 

Formål

At sikre ensartet håndtering af patienter, der skal undersøges for MRSA ved indlæggelse eller dagkirurgi på hospitaler i Region Hovedstaden.

At sikre, at patienter med MRSA får samme tilbud om undersøgelse, behandling, pleje og rehabilitering som andre patienter.

At sikre, at patienter med MRSA, der skal have foretaget et operativt indgreb, hvor der gives antibiotikaprofylakse, får antibiotika, der virker mod MRSA.

At sikre, at patienter, der først får påvist MRSA under indlæggelse, informeres, screenes, behandles og isoleres i henhold til de nationale retningslinjer om forebyggelse af spredning af MRSA.

Tilbage til top

Målgrupper og anvendelsesområde 

Vejledningen er rettet mod sundhedspersonale på hospitaler i Region Hovedstaden, der er i kontakt med patienter, som enten er kendt med MRSA, er i risiko for at have MRSA eller får påvist MRSA.

Tilbage til top

Definitioner               

Dagkirurgi: Planlagt kirurgisk indgreb på patienter, som får generel eller lokal anæstesi, og som overvåges postoperativt og hjemsendes samme dag. Dagkirurgisk indgreb anvendes synonymt med sammedagskirurgisk indgreb.

Isolation: Placering af patient på enestue for at forebygge smittespredning.

Kohorte isolation: Isolation af patienter med identiske mikroorganismer på samme sengestue.

MRSA: Methicillin resistente Staphylococcus aureus er stafylokokbakterier, der er resistente (modstandsdygtige) overfor de antibiotika, som man normalt behandler stafylokokinfektioner med.

MRSA-bærertilstand: Fund af MRSA på slimhinde (næse, svælg) eller hud (f.eks. perineum) hos patient, der ikke har tegn på infektion.

MRSA-fri: Tidligere MRSA-positiv person, der er testet MRSA negativ mindst 6 måneder efter endt bærerbehandling eller mindst 6 måneder efter fund af MRSA, hvis der ikke er givet bærerbehandling.

Risikosituationer: Er situationer, der disponerer for MRSA.

Screening: Indledende undersøgelse for MRSA, der omfatter afklaring af risikosituationer og evt. podning.

Sundhedspersonale: Alt personale der varetager opgaver med pleje (inkl. rengøring, patienttransport mv.), undersøgelse og behandling.

Uventet fund: Fund af MRSA i en prøve, der ikke specifikt er sendt til undersøgelse for MRSA. Vil oftest være en klinisk prøve fra f.eks. sår, byld eller luftvejssekret.

Tilbage til top

Fremgangsmåde

Patienter med MRSA har krav på samme sundhedsydelser som andre patienter, og derfor skal hospitalet have implementeret infektionshygiejniske retningslinjer, som sikrer, at disse patienter får samme tilbud som andre patienter.

Ingen patienter må afvises til undersøgelse, behandling eller operation på grund af MRSA.

A. MRSA risikovurdering ved indlæggelse på hospital i Region Hovedstaden

Patienter, der indlægges og patienter, der skal have foretaget dagkirurgi, skal udspørges systematisk for at afgøre, om patienten har en øget risiko for at have MRSA.

Alle patienter, der indlægges eller skal have foretaget dagkirurgi på et hospital i Region Hovedstaden, skal spørges, om der foreligger de 4 almene risikosituationer, som fremgår af Bilag 1. Screening og podning for MRSA ved indlæggelse

Har patienten haft et ophold på hospital eller klinik udenfor Norden, der opfylder kriterierne for screening, skal der undersøges for multiresistente bakterier generelt dvs. ikke kun MRSA, samt Candida auris. Dette er en særskilt best/ord i SP, se Bilag 2. Screening for VRE, CPO, MRSA og Candida auris ved indlæggelse/dagkirurgi. Desuden findes en række specielle risikosituationer, som der kan spørges til, hvis det findes relevant, disse fremgår af punkt 5, Bilag 1. Screening og podning for MRSA ved indlæggelse.

B. Hvilke patienter skal undersøges for MRSA?

Patienter, der har været i en risikosituation inden for de sidste 6 måneder, skal undersøges for MRSA, se skema i Bilag 1. Screening og podning for MRSA ved indlæggelse

Er patienten podet negativ for MRSA indenfor de sidste 4 uger, vil det som hovedregel betyde, at man ikke behøver pode igen.

MRSA screening for særlige patientgrupper/særlige risikosituationer

  • Arbejde i svinestald. Podes som angivet i bilag 1. Negative screeningspodninger gælder som hos andre patienter med risikofaktorer for MRSA i 4 uger, ved tvivl kontakt hygiejnesygeplejerske.
  • Ambulante patienter/akutmodtagelser/akutklinikker. Ved ambulant behandling på hospitaler eller klinikker skal patienter som hovedregel ikke spørges om risikosituationer. Det samme gælder for akutmodtagelserne/akutklinikkernes patienter, som ikke indlægges. Vær opmærksom på særlige regler vedr. patienter fra asylcentre. Er patienten kendt med MRSA skal de supplerende infektionshygiejniske forholdsregler følges.
  • Børn på neonatalafdelinger, se afsnit G.
  • Gravide. Gravide udspørges om de samme risikofaktorer som alle andre. Hvis en fødende er kendt med MRSA og endnu ikke har negative kontrolpodninger 6 måneder efter seneste påvisning af MRSA, anbefales både podning og isolation ved fødsel. Beslutningen om at være ekstra forsigtig med fødende i forhold til andre MRSA positive skyldes, at der jævnligt ses spredning af MRSA på neonatalafdelinger. Hvis både kontrolpodninger taget mindst 1 mdr. efter MRSA behandling og kontrolpodningerne ved fødslen (eller tæt på fødselstidspunktet, f.eks. ved sidste jordemoderbesøg) er negative, kan isolationen ophøre.
  • Medpatienter. Får en patient på flersengstue påvist MRSA, skal medpatienter podes, se afsnit F vedr. uventet fund.
  • Ophold på hospital eller klinik i udlandet. Patienter i denne gruppe, der opfylder kriterierne for screening, skal undersøges for multiresistente bakterier generelt samt Candida auris. Disse prøver bestilles anderledes end MRSA screeningsprøver, se Bilag 2
  • Patienter fra asylcentre. På grund af føget forekomst af MRSA hos beboere på asylcentre, skal patienter fra asylcentre podes for MRSA både ved indlæggelse og ved ambulant graviditetsundersøgelse. Prøverne bør, hvis der er muligt, tages på asylcentret, så svar foreligger inden indlæggelse/ambulant behandling. Et negativt prøvesvar må højst være 4 uger gammelt.
  • Dagkirurgiske patienter. Ved dagkirurgi på hospitaler gælder samme regler som ved indlæggelse.

C. Hvilke patienter skal isoleres?

Følgende patienter skal isoleres ved indlæggelse på hospital i Region Hovedstaden (Se Bilag 1. Screening og podning for MRSA ved indlæggelse)

  • Patienter, der tidligere har fået påvist MRSA og ikke har negative MRSA kontrolpodninger mindst 1 måned efter endt behandling for MRSA infektion eller MRSA bærertilstand.
  • Patienter, der inden for de sidste 7 dage har modtaget behandling på hospital eller klinik i udlandet (uden for Norden), og hvor opholdet har varet mere end 24 timer.
  • Patienter, der indenfor de sidste 6 måneder har haft arbejde ugentligt eller hyppigere i en svinestald eller på anden måde haft hyppig og tæt kontakt med levende svin og ikke er podet negative indenfor de seneste 4 uger.

MRSA isolationsregler for særlige patientgrupper

  • Børn på neonatalafdelinger. Se afsnit G.
  • Patienter fra asylcentre. Patienter fra asylcentre, der ikke har en negativ MRSA screening indenfor de seneste 4 uger, isoleres ved indlæggelse på hospital.

D. Hvordan undersøges for MRSA?

Følg prøvevejledning fra den lokale klinisk mikrobiologiske afdeling. Der podes fra: 

  • Begge næsebor med samme podepind
  • Svælg
  • Perineum

Derudover podes fra/tages prøver fra:

  • Hudforandringer/sår
  • Andre infektionsfoci . Her tænkes på cikatricer, drænsteder, central vene katetre indstik, trachealsekret ved intuberet patient, tracheostomisted, PEG sonde indstik og lignende.
  • Urin, hvis patient har kateter i urinvejene.

BEMÆRK: Ved rekvisition er det vigtigt at anføre eventuel antibiotisk behandling. Hvis patienten har været indlagt i udlandet indenfor de seneste 6 måneder, bør der undersøges for multiresistente bakterier generelt og Candida auris. Se bilag 2.

E. Tolkning af prøvesvar ved screening for MRSA

Ved negativt prøvesvar: Hvis patienten ikke tidligere har fået påvist MRSA, kan patienten afisoleres.

Vær opmærksom på, at der skal være svar på alle screeningspodninger. Ved negativt prøvesvar hos en patient, der indenfor de seneste 6 måneder har fået påvist MRSA, se under punkt J.  

Er patienten i behandling med antibiotika eller har været det umiddelbart før podningerne er taget, kan resultatet være falsk negativt, og der skal tages kontakt til Hygiejneorganisationen eller læge på Klinisk Mikrobiologisk afdeling mhp. om patienten fortsat skal være isoleret. Prøverne gentages tidligst 7 dage efter at antibiotikabehandlingen er ophørt.

Ved positivt prøvesvar: Patienten skal i isolation – se Isolation - kontaktsmitte og dråbesmitte

F. Uventet fund af MRSA hos patient

Se Punkt G vedr. neonatalafdelinger. Patienten og patientens nærmeste pårørende (husstand/nære kontakter) informeres om fund af MRSA, regler for isolation og hygiejne under indlæggelse samt screening for MRSA bærertilstand. 

Hvis patienten ligger på enestue:

Patienten isoleres. Har patienten tidligere under indlæggelse delt stue med andre patienter, vurderes sammen med hygiejneorganisationen, om de tidligere medpatienter skal podes for MRSA.

Hvis patienten ligger på flersengsstue:

Patienten har fået påvist MRSA, informeres, flyttes til enestue og isoleres.

Flersengsstuen inkl. toilet og bad, hvor patienten flyttes fra, rengøres og desinficeres jf. lokale retningslinjer.

Medpatienter:

Medpatienter informeres om, at de har ligget på stue med en patient, der har fået påvist resistente stafylokokker (MRSA), samt at de derfor skal screenes for, hvorvidt de kan være smittet.

Medpatienter skal podes for MRSA i næse, svælg og perineum jf. punkt D, men skal kun isoleres, hvis de får påvist MRSA. Dog kan der være særlige situationer, der bør drøftes med hygiejneorganisationen, f.eks. hvis medpatienten er en mor, der er indlagt på barselsgangen, hvor barnet ligger på neonatalafsnittet. I dette tilfælde kan isolation være nødvendig, mens der ventes på prøvesvar.

Får medpatienter påvist MRSA, skal hygiejneorganisationen kontaktes med henblik på udbrudshåndtering.

Det håndteres i samarbejde med hygiejneorganisationen om udskrevne patienter skal kontaktes, informeres og opfordres til at lade sig screene for MRSA hos praktiserende læge.

Hvis patienten allerede er udskrevet:

Hvis prøvesvaret først foreligger efter patienten er udskrevet, skal patienten informeres af behandlende afdeling. Hvis patienter er bosat i Region Hovedstaden, vil patienter og dennes praktiserende læge efterfølgerne modtage et brev fra MRSA VidenCenter, AHH eller MRSA Enheden HGH om det positive fund med forslag til opfølgning og behandling. Er patienten bosat i anden region, vil den infektionshygiejniske enhed/MRSA Enheden i patientens region få besked af enten infektionshygiejnisk Enhed RH/MRSA VidenCenter, AHH eller MRSA Enheden HGH om fundet, men patienten eller dennes praktiserende læge vil ikke modtage brev. Kontakt hygiejneorganisationen mhp. vurdering af, om tidligere medpatienter skal screenes for MRSA

G. Særligt vedrørende neonatalafdelinger

MRSA spredes meget let mellem neonatalbørn, og der ses med jævne mellemrum udbrud på neonatalafdelinger. Børnene er oftest ikke inficerede, men bærere af MRSA.

  • Børn, der overflyttes mellem neonatalafdelinger isoleres og MRSA screenes i forbindelse med overflytning. Isolation kan som hovedregel først ophøre, når der er svar på podninger.
  • Ved uventet fund af MRSA hos barn, der ikke har været isoleret under indlæggelsen, podes ALLE børn i afdelingen fra næse, svælg, perineum og evt. navle, også selvom barnet har ligget på enestue. De børn, der har ligget på samme stue som det MRSA positive barn isoleres, mens der afventes prøvesvar.
  • Ved mindst 2 MRSA positive børn i afdelingen involveres hygiejneorganisationen i forhold til udbrudshåndtering.
  • Forældre skal ikke bruge værnemidler ved pleje af deres egne børn.
  • Forældre og søskende til MRSA positive børn podes ikke af afdelingen, men hos egen læge. Dette kan vente til efter udskrivelsen. Forældre og søskende er medisolerede under deres ophold på hospitalet.
  • Børn under 2 år tilbydes vanligvis ikke MRSA bærerbehandling, men følges sammen med husstanden med halvårlige kontrolpodninger. Familien vil modtage brev vedr. dette via MRSA VidenCenter eller MRSA enheden, HGH, afhængigt af deres bopæl.
  • Der findes en regional informationsskrivelse, der omhandler fund af MRSA hos børn under 2 år, som kan udleveres til forældrene.

H. Behandling af MRSA infektion eller bærertilstand

Behandling af infektion sker altid i samarbejde med lægerne på Klinisk Mikrobiologisk afdeling.

Behandling af MRSA bærertilstanden foregår oftest efter udskrivelsen i et samarbejde mellem praktiserende læge og MRSA enheden på KMA Herlev eller MRSA VidenCenter på Hvidovre Hospital. Hvis man ønsker at udføre bærerbehandling, mens patienten er indlagt, skal det aftales med Hygiejneorganisationen.

I. Profylakse ved operationer inkl. sectio

Hvis en patient med MRSA skal gennemgå en operation, hvor der gives antibiotikaprofylakse, er det vigtigt at overveje, om profylaksen skal suppleres med antibiotika, der virker mod MRSA. Det samme gælder profylakse under sectio. Antibiotikaprofylakse konfereres med læge på Klinisk Mikrobiologisk afdeling. Er der tale om en elektiv operation, bør Klinisk Mikrobiologisk afdeling om muligt kontaktes mindst tre uger inden operationen mhp. en vurdering af om patienten skal behandles for sin MRSA bærertilstand inden operationen.

J. Varighed af isolation for indlagte patienter med MRSA

Patienter, der får antibiotisk behandling:

Patienter med nyopdaget MRSA under indlæggelse, kan efter endt antibiotisk behandling for MRSA først afisoleres, når der foreligger 3 sæt negative kontrolprøver fra næse, svælg og perineum, samt tidligere MRSA foci f.eks. fremmedlegemer taget med én uges mellemrum. De første kontrolpodninger må, for at mindske risikoen for falsk negativt svar, tidligst tages 7 dage efter ophørt antibiotisk behandling.

Patienter, der tidligere har gennemgået behandling for MRSA bærertilstand (eradikationsbehandling):

  • Hvis en patient har gennemgået en behandling for MRSA bærertilstand (eradikationsbehandling), men endnu ikke har fået taget kontrolpodninger efter endt behandling, er et enkelt sæt negative kontrolpodninger nok til at ophæve isolationsforholdsregler, såfremt de er taget minimum 1 mdr. efter endt behandling (se bilag 1). Prøverne bør tages enten inden opstart af evt. antibiotisk behandling eller tidligst en uge efter ophør af antibiotisk behandling.
  • Hvis patienten har gennemgået eradikationsbehandlingen for mindre end 1 måned siden, skal der foreligge 3 sæt negative podninger med 1 uges mellemrum før isolationsforholdsregler kan ophæves. De første kontrolpodninger må, for at mindske risikoen for falsk negativt svar, tidligst tages 7 dage efter afsluttet eradikationsbehandling.
  • Hvis det er mere end 6 måneder siden patienten gennemgik en eradikationsbehandling, og der allerede foreligger en negativ podning tidligst 1 måned efter behandling, skal patienten ikke isoleres, men kun podes (se bilag 1). Denne podning vil tælle som 6 mdr. kontrol og er den negativ, kan patienten afsluttes som MRSA fri. Der gælder dog særlige regler for fødende på hospital – se punkt B.

Ophævelse af isolationsregime:

Isolationsregimer kan kun ophæves i samråd med Hygiejneorganisationen eller læge i Klinisk Mikrobiologisk afdeling.

K. Udskrivelse eller overflytning til anden afdeling eller hospital

Hvis patienten skal overflyttes til en anden afdeling/andet hospital, orienteres den modtagende afdeling om, at patienten har MRSA eller er ved at blive undersøgt for MRSA.

Når patienten udskrives:

  • Hygiejneorganisationen på den lokale mikrobiologiske afdeling eller MRSA VidenCenter, Hvidovre Hospital, vurderer ud fra patientens helbredstilstand, hvornår patienten kan behandles for sin MRSA bærertilstand. Behandlingen planlægges i samarbejde med patienten og dennes praktiserende læge.
  • Noteres i patientjournalen og epikrisen, at patienten ved fornyet indlæggelse på hospital skal screenes for MRSA jf. Bilag 1. Screening og podning for MRSA ved indlæggelse
  • Primærsundhedssektoren skal altid orienteres, før patienten udskrives om fund af MRSA, og om at anvende de supplerende infektionshygiejniske forholdsregler.
  • Patienten informeres om, at behandling af MRSA bærertilstand varetages af patientens praktiserende læge i samarbejde med Klinisk Mikrobiologisk afdeling/MRSA VidenCenter.

L. Udlevering af gratis MRSA medicin til bærere

  • Behandling af MRSA bærertilstand foregår stort set altid efter udskrivelse.
  • Recept til vederlagsfri behandling af MRSA bærertilstanden kan ordineres til borgere bosat i Region Hovedstaden til afhentning på et apotek i Region Hovedstaden eller udleveres vederlagsfrit fra Infektionsmedicinsk ambulatorium på Herlev - og Hillerød Hospital og fra MRSA VidenCenter. Hygiejneorganisationen kan kontaktes for nærmere information.

Tilbage til top

Ansvar og organisering

  • Hospitals- og Centerledelser er ansvarlige for distribution af denne vejledning til hospitalets øvrige ledelser.
  • Afdelings- og klinikledelsen er ansvarlig for, at personalet er bekendt med denne regionale vejledning, og at de fysiske rammer og nødvendige hjælpemidler er til stede, for at vejledningen kan følges.
  • Den enkelte medarbejder er ansvarlig for at kende og følge vejledningen.

Tilbage til top

Referencer, lovgivning og faglig evidens samt links hertil

Bilag