Forhold, som uanset metode tyder på vanskelig intubation og/eller vanskelig maskeventilation og/eller vanskelig cricothyrotomi, dokumenteres i Præskema. Bemærk at selvom anamnese og objektiv undersøgelse peger på en ukompliceret luftvejshåndtering, så kan denne være uventet vanskelig. Tidligere vanskelig luftvej kan ses i Anæstesi Historik, hvis diagnosen er tilføjet.
1. Følgende inddrages i vurderingen
Anamnese
- Har der tidligere været vanskelig intubation og/eller vanskelig larynxmaskeventilation og/eller vanskelig maskeventilation og/eller behov for cricothyrotomi
- Tidligere kirurgi eller sygdomme i pharynx, larynx , ansigtsskelet, hals, nakke (infektion, tumorer, struma, traume, brandsår, tungetonsil hypertrofi).
- Tidligere strålebehandling af ansigt eller hals.
- Porcelænskroner/broer, tandimplantater eller løse tænder.
- Mulige dispositioner, herunder overvægt, graviditet, søvnapnø, snorkeanamnese, diabetes mellitus, reumatoid artrit, Mb. Bechterew, akromegali, kraniofacial dysplasi, mukopolysakkaridoser. Syndromer som eksempelvis Downs, Pierre Robin, Klippel Feil, Treacher Collins og Goldenhar syndrom.
- Hos patienter med luftvejspatologi kan en præoperativ nasalendoskopi ved ØNH-læge, samt relevant billeddiagnostik (eks. CT- og MR-scanning af hals) give vejledende informationer, som yderligere kan underbygge luftvejshåndteringsstrategien.
Inspektion
- Har patienten fuldskæg?
- Har patienten nedsat thyromental afstand under 6,5 cm?
- Har patienten fremstående tænder eller dårlig tandstatus?
- Har patienten deformiteter svarende til ansigt og nakke?
- Har patienten en kort/kraftig nakke?
- Er patienten adipøs? Vægt? Højde? BMI?
Undersøgelse
- Kan patienten lave underbid (føre underste fortænder foran øverste fortænder)?
- Hvad er mundåbningen i cm.?
- Mallampati klassifikation, (se billede ovenfor)?
- Er bevægeligheden af halscolumna mindre end 90 grader (fra fuld ekstension til fuld fleksion)?
- Beskriv tandstatus (proteser, kroner, implantater, løse tænder, m.m. og tunge piercing)
- Er der patologi i pharynx og larynx, som kan vanskeliggøre ventilation og intubation (tumor/hæmatom i øvre luftveje, tungetonsil hypertrofi, fremmedlegemer, traume, forbrænding, infektion, inflammation, reduceret compliance i mundbund)?
- Membrana cricothyroidea bør visuelt eller manuelt identificeres inden anæstesi indledning på alle patienter.
- Ultralyd kan overvejes benyttet til identifikation, hvis membranen ikke kan palperes.
- Er det ikke muligt at identificere membrana cricothyroidea, bør man overveje en vågen procedure.
2. Forud for luftvejshåndtering vurderes følgende:
- Hvilken teknik skal anvendes for at opnå sufficient oxygenering og tilstrækkelig beskyttelse/sikring af luftvejen?
- Er der faktorer der øger patientens aspirationsrisiko, herunder forhøjet intrakranielt tryk?
- Hvor stor er apnøtolerancen?
- Vil ansigtsmaske/larynxmaskeventilation være vanskelig efter anæstesiinduktion?
- Vil direkte laryngoskopi og tracheal intubation blive vanskelig?
- Vil videolaryngoskopi og tracheal intubation blive vanskelig?
- Er membrana cricothyroidea tilgængelig for evt. nødcricothyrotomi?
Kriterier der disponerer for vanskelig laryngoskopi/intubation er:
- Mundåbning under 4 cm
- Thyromental afstand under 6,5 cm
- Mallampati klassifikation over II
- Nakkebevægelighed under 90°
- Manglende evne til at underbide
- Vægt over 90 kg
- Tidligere vanskelig intubation.
Kriterier der disponerer til vanskelig maskeventilation:
- Mallampati klassifikation III/IV
- Alder over 57 år
- Mænd
- BMI på eller over 30 kg/m2
- Fuldskæg
- Ingen tænder
- Tidligere strålebehandling
- Meget begrænset evne til at underbide
- Patienter med søvn apnø.
På baggrund af luftvejsvurderingen afgøres om patienten har:
- Forventet vanskelig luftvejshåndtering (dvs. stor sandsynlighed for vanskelige intubationsforhold eller øget sandsynlighed for vanskelig maskeventilation og/eller larynxmaske ventilation) og det registreres om de:
- Forventes vanskelig maskeventilation
- Forventes vanskelig larynxmaske ventilation
- Forventes vanskelig intubation ved direkte laryngoskopi
- Forventes vanskelig videolaryngoskopisk intubation
- Forventes vanskelig cricothyrotomi.
ELLER
- Forventet uproblematisk luftvejshåndtering (hvis der så alligevel, mod forventning, skulle opstå vanskelig intubation og/eller larynxmaske- og/eller maskeventilation, vil denne tilhøre kategorien uventet vanskelig luftvejshåndtering i luftvejsalgoritmen).
Se Bilag 1 Flowchart for vanskelig intubation i vejledningen Luftvejshåndtering - vanskelig intubation og oxygenering hos voksne.
Vurderingen dokumenteres sammen med en luftvejsplan.
Tilbage til top