Klinisk situation

Anbefaling

Profylaktisk anvendelse hos patienter med trombocytopeni (mindre end 5-10x109/l)

Hos ikke-blødende patienter med forbigående trombocytopeni som følge af kemoterapi gives trombocytter profylaktisk ved et trombocyttal mindre end 5–10 x109/l. I øvrigt ud fra gældende hæmatologiske rekommandationer.

Patienter med permanent reduceret trombocyt-produktion, eksempelvis aplastisk anæmi, myelo-dysplastisk syndrom

Anbefales udelukkende transfunderet med trombocytter ved blødningsproblemer for at reducere risikoen for immunisering (refraktaritet).

Kirurgi - patient med øget blødningsrisiko

Traditionelt anbefales behandling med trombocytter før større operationer ved et præoperativt trombocyttal under 50x109/l.

Hos patienter med øget blødningsrisiko, f.eks. anamnestisk øget blødningstendens, pågående antitrombotisk behandling eller let trombocytopeni (70-150x109/l), anbefales TEG og Multiplate (trombocytfunktionsundersøgelse) forud for og evt. efter indgrebet. Kontakt til blødningsvagt mhp. rådgivning og risikovurdering anbefales.

Kirurgi - patient med kendt kongenit koagulationsfaktordefekt

Generelt anbefales, at gældende rekommandationer for respektive videnskabelige selskaber overholdes.
Kontakt til blødningsvagt eller hæmofilispecialist anbefales.
Neuroaxial blokade Ved single-shot spinal bør trombocyttransfusion overvejes ved trombocyttal mindre end 50x109/l. og ved epiduralanlæggelse ved trombocyttal mindre end 80x109/l.

Graviditet

Først ved en trombocytkoncentration under 10-20 x 109/l er det indiceret at give trombocyttransfusion profylaktisk umiddelbart forud for fødslen, der bør foregå på højt specialiseret enhed.

Hastigt faldende thrombocytkoncentration hos gravide kan ses ved præeklampsi, trombotisk trombocytopenisk purpura/hæmolytisk uræmisk syndrom ITP og andre autoimmune tilstande, som forværres under graviditet. Disse tilstande behandles på eller konfereres med højt specialiseret obstetrisk afdeling og evt. hæmatologisk afd./hæmofiliekspert.

Neonatale og præ-mature børn

Er i øget risiko for intrakraniel blødning. Tærskel for profylaktisk transfusion er trombocyttal mindre end 30-50x109/l.

Autoimmun trombocytopeni (ITP)

Der gives kun trombocyttransfusion ved betydelig blødningstendens, primærbehandlingen til voksne er prednisolon. Der henvises i øvrigt til gældende retningslinje for denne sygdom.

Alloimmun trombocytopeni

NAITP (Neonatal AlloImmun TrombocytoPeni): Forårsages af passivt overførte maternelle antistoffer rettet mod trombocytspecifikke antigener, hyppigst HPA-1a til foster/barn. Kontakt evt. vagthavende læge i blodbanken mhp. udredning og indikation/mulighed for at fremskaffe HPA-forligelige trombocytter (i løbet af 3-5 dage).

PTP (Post-Transfusions Purpura): Transfunderede trombocytter destrueres umiddelbart. Yderligere transfusion kan forværre tilstanden og er derfor kun indiceret ved blødning. Primærbehandlingen er plasmaferese eller højdosis immunglobulin.

Trombotisk trombocytopenisk purpura (TTP)/Hæmolytisk uræmisk syndrom (HUS)

Trombocyttransfusion kan forværre tilstanden akut, og trombocyttransfusion er derfor kun indiceret ved alvorlig blødning. Primærbehandlingen er plasmaferese (ved TTP).

Uræmi og von Willebrands sygdom type 1

Kan medføre nedsat trombocytfunktion. Forbedret hæmostase kan ses ved behandling med desmopressin (DDAVP). Kontakt til blødningsvagt eller hæmofilispecialist anbefales.

Mb. Glanzmann og Bernard-Soulier syndrom

Der gives kun trombocyttransfusion ved betydelig blødning pga. risikoen for immunisering. Ved slimhindeblødning gives tranexamsyre og ved større blødning aktiveret faktor VII. Kontakt til blødningsvagt eller hæmofilispecialist anbefales.

Andre patienter med trombocytopati

Beslutning om trombocyttransfusion baseres på patientens sygehistorie og aktuelle kliniske problematik. Konferer evt. med blødningsvagt eller hæmofilispecialist.