Generelle retningslinjer
Tranfusionsvejledningen og den nationale kliniske retningslinje omkring transfusionsbehandling bør følges. Ved afvigelser herfra anbefales det at følge rekommandationer fra de lægevidenskabelige selskaber - herunder Dansk Selskab for Klinisk Immunologi.
Følgende skal journalføres af lægen:
- Ordination af transfusionsbehandlingen (blodkomponenter skal ordineres af en læge).
- Indikation for transfusion.
- Patientens informerede samtykke (undtagen i særlige, akutte situationer).
- Ved en ordination, som afviger fra de af Sundhedsstyrelsen opstillede indikationer for blodkomponentterapi, har lægen skærpet pligt til i patientens journal at redegøre for baggrunden for ordinationen.
- Eventuelle bivirkninger eller komplikationer i forbindelse med eller efter transfusionen.
- Oplysning om transfusionsbehandling skal fremgå af epikrisen.
Behandling med erytrocytter
For behandling af ikke-blødende patienter med erytrocytter gælder:
- Formålet med transfusionsbehandling er at afhjælpe kliniske anæmisymptomer, ikke at normalisere hæmoglobinværdien.
- Generelt bør anæmier udredes inden transfusionsbehandling påbegyndes, idet behandlingen skal rettes mod den udløsende årsag.
- Erytrocyttransfusioner bør gives én portion ad gangen efterfulgt af kontrol af klinisk effekt, dvs. om der fortsat er kliniske symptomer på anæmi og manglende ilttransport. Ved fortsat klinisk behov bør hæmoglobinniveauet kontrolleres i forhold til nedenstående grænser.
Hvilket hæmoglobinniveau, der udløser anæmisymptomer, er individuelt og vil blandt andet afhænge af patientens alder, hastigheden hvormed anæmien er udviklet, anæmiens årsag og øvrige, samtidige kliniske problemstillinger (særligt iskæmisk hjertesygdom). Se i øvrigt nedenstående tabel ”Særlige kliniske problemstillinger - erytrocytter”.
Beslutning om behandling med erytrocytter baseres på en klinisk vurdering kombineret med en aktuel hæmoglobinmåling (under 8 timer gammel):
Ved hæmoglobin større end 5,6 mmol/L er transfusion som oftest ikke indiceret.
Særlige kliniske problemstillinger - erytrocytter:
###TABEL_1###
Behandling med trombocytter
For behandling af patienter med trombocytter gælder:
- Formålet er at mindske risikoen for - eller varigheden af - alvorlig blødning forårsaget af trombocytmangel eller trombocytdefekter.
- Generelt bør patienter mistænkt for arvelig eller erhvervet blødningstendens konfereres med hæmatologisk afdeling, evt. hæmofilispecialist.
Beslutning om behandling med trombocytter hos ikke-blødende patienter bør baseres på følgende:
- Patienter med normalt fungerende trombocytter og en trombocytkoncentration over 50x109/l udviser sædvanligvis ikke blødningstendens, og transfusion med trombocytter er almindeligvis ikke indiceret.
- Ved trombocytkoncentration mellem 5-10x109/l og 50x109/l bør kun transfunderes ved tegn på blødning (e.g. slimhindeblødning, petekkier, melæna).
- Patienter med trombocytkoncentration under 5-10x109/l har muligvis en øget risiko for svær blødning. Transfusion med trombocytter er sædvanligvis indiceret. Undtagelser herfor er nævnt nedenfor i tabelform: ”Særlige kliniske problemstillinger - trombocytter”.
Særlige kliniske problemstillinger - trombocytter
###TABEL_2###
Behandling med plasma
For behandling af ikke-blødende patienter med plasma gælder:
- Til ikke-blødende patienter bør behandlingen følge rekommandationer fra Sundhedsstyrelsen og fra de respektive videnskabelige selskaber indenfor pågældende fagområde.
- Mangel på koagulationsfaktorerne II, VII, IX og X: Fytomenadion (vitamin K) anvendes som primærbehandling. Plasma bør ikke anvendes ved behov for ophævelse af AK-behandling, hertil anvendes protrombin kompleks koncentrat (PCC) i henhold til regional vejledning.
- Ved TTP (Trombotisk Trombocytopenisk Purpura) anvendes plasma eller kryodepleteret plasma ifm. plasmaferese.
Anvendelse af bestrålede cellulære blodkomponenter
Bestrålede blodkomponenter anvendes til stærkt immunsupprimerede patienter for at forebygge Graft-versus-Host sygdom (GvH). Desuden kan bestrålede komponenter anvendes til præ-mature og nyfødte på specifik indikation.
Kliniske problemstillinger hvor bestrålede cellulære komponenter kan være indiceret:
- Blodkomponenter til intrauterin transfusion.
- HLA-udvalgte blodkomponenter.
- Allogene stamcellerecipienter (indtil 1 år efter transplantation).
- Autologe stamcellerecipienter (indtil 3 mdr. efter transplantation, relativ indikation).
- Patienter med kongenit immundefekt (relativ indikation, anbefales indtil udredning er afsluttet).
- Patienter med erhvervet immundefekt (dog ikke AIDS), dvs. typisk i forbindelse med maligne hæmatologiske sygdomme hvor patienten har været udsat for massiv immunsupprimerende behandling, herunder bl.a. purinanaloger (fludarabin, cladibrin m.fl.), cyklosporin, tacrolimus, biologiske behandlingsmidler (alemtuzumab=anti-CD52, anti-thymocytglobulin). (Generelt i 6 mdr. efter behandlingsophør).
- Patienter med kongenit T-celle defekt.
- Alle blodkomponenter fra 1. eller 2. grads slægtninge.
- Alle granulocytkomponenter.
Velindicerede bestrålede blodkomponenter bestilles ved henvendelse til blodbankens udlevering.
Tilbage til top