ICD og pacemaker - observation og procedurer efter anlæggelse - sygepleje - voksne

Formål
Målgrupper og anvendelsesområde
Definitioner
Fremgangsmåde
Ansvar og organisering
Referencer
Bilag

Genveje til indhold

 

Formål

At understøtte ensartet observation og handling efter implantation af Implanterbar Cardioverter Defibrillator (ICD)/Pacemaker (PM) hos voksne.

Tilbage til top

Målgrupper og anvendelsesområde

Sundhedspersonale på kardiologiske afdelinger i Region Hovedstaden og Region Sjælland, der varetager pleje og observationer af patienter, timer til dage efter de har fået implanteret ICD/PM.

Tilbage til top

Definitioner

ICD: (Implanterbar Cardioverter Defibrillator): ICD er en avanceret pacemaker, der benyttes til at behandle livstruende hurtige rytmeforstyrrelser og kan afgive elektrisk stødterapi.

PM: (Pacemaker): En pacemaker bruges til at behandle rytmeforstyrrelser ved langsom hjerterytme.

Tilbage til top

Fremgangsmåde

Observationer og handlinger efter implantation

  • Patienten tilsluttes telemetri med registrering af, at patienten nu har pacemaker eller ICD. Patienter må drikke og spise frit efter anlæggelse.
  • EWS kontrol - se Early Warning Score (EWS) - systematisk observation og risikovurdering af indlagte patienter samt dertil hørende handlingsalgoritme. For patienter, der har været i anæstesi, gælder de lokale retningslinjer på den respektive kardiologiske afdeling.
  • Implantationsområdet observeres for blødning og hæmatom.
  • Smertevurdering ved Numerisk Rang Skala (NRS) eller anden relevant skala - se Smertevurdering og smertedokumentation, generelle principper for. Det anbefales, at patienten tager fast smertestillende, tbl. paracetamol 1 gram x 4 de første dage efter implantationen for at skabe smertefrihed i operationssåret.
  • Patienten informeres om, at armen på samme side som pace-elektroden ikke må komme i yderstillinger. OBS. evt. "sengegalge" fjernes.
  • Som hovedregel foretages kontrol af ICD/PM med måling af elektrodens følsomhed, modstand, tærskel mm. inden udskrivelse.
  • Hvis elektroden er anlagt via V Subclavia foretages røntgen af thorax - på Rigshospitalet dog tidligst 2 timer efter anlæggelse.

Tilbage til top

Cicatricen/lommen

  • Plasteret skiftes dagen efter indgrebet og fjernes på 2. dagen.
  • Trådene i operationssåret er selvopløselige.
  • Patienten må gå i brusebad dagen efter indgrebet. Der bør ikke skrubbes over cicatricen, men blot lade vandet løbe ned over og duppe forsigtigt.
  • Patienten instrueres i dagligt i at observere cicatrice og lomme for tegn på infektion eller manglende sårheling (smerte, hævelse, rødme eller sekretion). Dette er særlig vigtigt i de første uger efter implantationen.
  • Patienten informeres om fremover at have opmærksomheden rettet mod smerte, hævelse, rødme eller sekretion fra implantationsområdet.
  • Generelt bør alle problemer vedr. pacemaker/ICD-lomme ses på det sted, hvor implantationen er foretaget og ikke på andet hospital eller egen læge. Det sikres, at patienten har fået anvist rette kontaktsted og fået udleveret relevante kontaktoplysninger, telefonnummer mm.

Tilbage til top

Mobilisering og fysiske restriktioner

Patienten instrueres i følgende restriktioner, som gælder de første 4 uger efter proceduren:

  • Undgå at løfte over ca. 4 kg med den arm, hvor devicet er implanteret.
  • Karbad og svømmehal bør undgås, indtil huden er hel - efter ca. 4 uger.
  • Patienten skal undgå, at armen på den opererede side kommer i yderpositioner - som f.eks. ved golf, tennis, hænge i ribbe, svømning, sneskovling, have-gravning og lignende. Det er dog væsentligt, at skulderen bliver brugt, og at man bevæger armen således, at der ikke opstår problemer i skulderleddet.
  • Patienten kan foretage almindelige gøremål såsom hårvask, ophængning af vasketøj, støvsugning, cykling m.m., blot man undgår at løfte armen på den opererede side op over hovedet i strakt tilstand.
  • Sexlivet kan genoptages lige så snart, patienten har mod på det under forudsætning af, at den opererede side ikke kommer i yderposition. Er patienten bekymret for, om det er for stor en fysisk belastning, kan det sammenlignes med trappegang til 2. sal i normalt eller raskt tempo.

Tilbage til top

Anbefalinger - for træning af skulder og for fysisk træning

  • Skuldertræning efter implantation, formidles af sygeplejerske før udskrivelse. For træning af skulder, anvendes et træningsprogram i Region Hovedstaden, mens det i Region Sjælland ikke anvendes systematisk.
  • Sygeplejersken instruerer patienten i skulderøvelser, for at reducere skuldersmerter. Denne hjemmetræning starter 1 uge efter implantationen. Det kan udføres op til 3 gange ugentligt i 6 uger og består af forskellige øvelser under skulderniveau med repetitioner og elastik/vægt op til 2,3 kg pr. hånd.
  • Der kan udføres løft over skulderniveau med 1 kg 24 timer efter implantationen.
  • Den postoperative periode kan defineres som 1 uge efter implantation, når de anbefalede øvelser og kilobelastning følges.
  • Henvisning til genoptræning, dvs. fysisk superviseret hold træning eller individuel træning hos fysioterapeuterne til patienter med ICD er en lægelig vurdering og følger lokale retningslinjer.

Tilbage til top

Psykiske reaktioner

For mange patenter indebærer anlæggelse af PM eller ICD en bekymring over, at være blevet afhængig af ”device”, og for patienter med ICD en særlig bekymring for stød. Det er en bekymring, der skal tages alvorligt mens det understreges, at det er en naturlig reaktion, som for de fleste vil aftage efter et stykke tid. Omkring 20-25 % af patienter med ICD udvikler angst og derfor skal alle patienter have oplyst, hvor de kan at søge oplysning og hjælp. Lokalt kan der være tilbud for patienten, eller der kan henvises til Hjerteforeningens hjemmeside: Psykologiske aspekter ved hjertesygdom samt pjece fra Hjerteforeningen: Psykiske reaktioner.

Tilbage til top

Generelt

ICD stød:

For langt de fleste patienter er oplevelsen af at få stød forbundet med en kortvarig smerte i brystkassen. NRS vurderingen af denne smerte er forskellig fra patient til patient. Det anbefales at undlade at sætte konkrete ord eller billeder på, hvordan det opleves at få et stød, da det kan medvirke til ubegrundet angst/bekymring og derved forringet livskvalitet.

Strømoverførsel:

Ingen skadelig strøm kan overføres til andre ved berøring. Det er ikke muligt at overføre strømmen ved ICD-stød til andre, heller ikke i en intim situation. I forbindelse med et stød vil kroppens muskler trække sig lidt sammen. Dette kan mærkes/ses af den pårørende.

Restriktioner ved kørekort:

Se National behandlingsvejledning - Kørekort til patienter med hjertelidelser.

Alarmer:

  • Ved ICD-alarm skal patienten anbefales straks at kontakte den afdeling/ambulatoriet, hvor ICD’en er implanteret. Herfra kan man rådgive patienten om behov for evt. akut eller subakut vurdering på ICD-centret ud fra typen af alarm og ICD-fabrikatet.
  • En auditiv eller vibratorisk alarm kan dække over et bredt spektrum af tilstande lige fra en harmløs meddelelse om, at man indenfor få måneder anbefaler generatorskifte til en alvorlig meddelelse om, at ICD-systemet er dysfungerende.

Tilbage til top

Ansvar og organisering

  • Sygehusledelser/hospitalsdirektioner har ansvaret for lokal implementering af denne vejledning.
  • Center-, afdelings- og klinikledelser i kardiologiske afdelinger har ansvaret for lokal implementering af denne vejledning – og hvor relevant for lokal konkretisering heraf.
  • SFR Kardiologi i Region Hovedstaden og Region Sjælland har ansvaret for, at denne vejledning med links opdateres med nyeste udgave af den nationale vejledning. 

Tilbage til top

Referencer

Bilag