Baggrund
Antallet af patienter med en Implanterbar Cardioverter Defibrilator (ICD) enhed er stigende, og det er således væsentligt, at alle kardiologiske afdelinger har kendskab til håndtering af patienter, som får mange på hinanden følgende stød/chok.
Årsagen til multiple stød/chok kan inddeles i 3 grupper:
- Relevante stød på grund af hyppige tilfælde af ventrikulær takykardi eller ventrikelflimren.
- Irrelevante stød på grund af fejltolkning af supraventrikulær takykardi - oftest atrieflimren.
- Irrelevante stød under normalrytme - oftest på grund af defekt elektrode.
Pålægning/virkning af magnet over ICD-enheden:
- Pålægning af magnet vil inaktivere de 2 takykardibrydende funktioner (dvs. forhindre den i at give stød og/eller behandling af takykardier med ATP (Anti-Takykardi-Pacing).
- ICD'ens almindelige pacemakerfunktion påvirkes ikke af magneten.
- Så snart magneten fjernes igen, vil ICD'en virke som før, dvs. den kan give stød og ATP.
Særlige forhold:
For Biotronik ICD gælder at magnet pålæggelse medfører max 8 timers inaktivering af stød og anti-tarkykardi-pacing. De 8 timer kan forlænges ved kort at løfte magneten og påsætte den på ny (ca. 10 sekunder).
For alle andre ICD enheder end Biotronik gælder at inaktivering af stød og anti takykardi pacing fortsætter så længe magneten er pålagt.
For alle ICD enheder gælder at stød og anti takykardi pacing aktiveres, så snart magneten fjernes.
ICD-enhed: Firmanavn Biotronik vil være anført både i patientens journal og på et pacemakerkort, som patienten er anbefalet altid at bære på sig.
Handlinger ved mange på hinanden følgende stød fra ICD-enheden
- Bevidstløs patient: Ved bevidstløs patient anbefales det at undlade brug af magnet og lade ICD-enheden give stød - med mindre EKG/overvågning klart viser, at der er normal hjerterytme. Ved manglende effekt af ICD-stød bør man forsøge ekstern defibrillering for at udelukke teknisk fejl eller defekt (omtales som "malfunction") af ICD-enheden.
Man kan uproblematisk fortsætte basal hjertelungeredning i forbindelse med ICD-terapi.
Vågen patient:
- Påsæt straks magneten med plaster for at undgå yderligere stød.
- Etablér EKG-overvågning:
- Ved supraventrikulær takykardi/atrieflimren eller sinusrytme fastgøres magneten med plaster.
- Arytmien behandles efter lokale retningslinjer.
- Ved ventrikulær takykardi fastgøres magneten med plaster, og der behandles medicinsk efter vanlige vejledninger.
- Ved ventrikulær takykardi med hæmodynamisk påvirkning, kan man under sedation/anæstesi fjerne magneten og lade ICD-enheden give stød.
- Patienten skal være monitoreret, når der er magnet over ICD-enheden.
- Patienten med et dysfungerende system (ofte pga. defekt elektrode), med risiko for at få utilsigtet stød. Disse patienter detekteres ofte telemedicinsk. De kan være få sekunder eller milisekunder fra at få stød. Ved denne mistanke kontaktes patienten straks og der rekvireres ambulance med ordination af at påsætte magnet under transporten.
Ved transport
En ICD-magnet findes på hospitalsafdelinger, i lægehelikopter og oftest også i akutlægebiler (ikke i primærambulancer). Den bør rekvireres ved transport af ovenstående patienter. Magneten anvendes til ICD-patienter, som i vågen tilstand har fået - eller under transporten får - 2 eller flere stød fra ICD-enheden inden for kort tid (under 30 minutter).
Tilbage til top