Henvisning og plastikkirurgisk korrektion af patienter med overskydende hud efter massivt vægttab

Formål
Målgrupper og anvendelsesområde
Definitioner
Fremgangsmåde
Ansvar og organisering
Referencer
Bilag

Genveje til indhold

Formål

Fastlægge fælles kriterier, procedurer og forløb for plastikkirurgisk korrektion af overskydende hud efter massivt vægttab for at understøtte ensartet behandling.

Tilbage til top

Målgrupper og anvendelsesområde

Vejledningen er målrettet henvisende læger samt sundhedspersonale i plastikkirurgien i Region Hovedstaden og Region Sjælland, der undersøger og behandler patienter for overskydende hud efter massivt vægttab.

Tilbage til top

Definitioner

MWL: Massive weight loss/massivt vægttab

BMI: Body Mass Index, som udregnes som vægt i kg divideret med højde i meter2 (meter i anden)

PEP-fløjte: Positive Expiratory Pressure, mundstykke med modstand der blæses i således, at respirationsmusklerne aktiveres og lungernes kapacitet forøges

Diagnosekoder:

  • A-diagnose: DE68.9 (følger efter overernæring), tillægskode ZDW63C (BMI tab over 15)
  • B-diagnoser: DZ98.0C (tilstand med gastric bypass).

Operationskoder:

  • Øvre kropsløft: KHAD40B (udvidet mastopexi), KQBJ05A (korrektion af overskydende hud øvre ryg), KZYC30 (peroperativ vending af patienten i UA)
  • Brachioplastik: KQCJ05A (brachioplastik), KQCJ00 (liposuction af overekstremitet)
  • Mastopexi (udvidet): KHAD40A (udvidet mastopexi)
  • Mastopexi (udvidet, med autolog augmentation): KHAD40B, evt. også KZYC30 (peroperativ vending af patienten i UA)
  • Abdominalplastik: KQBJ30A (abdominalplastik), KQBJ30B (udvidet abdominalplastik med adressering af mons pubis), KQBJ00 (liposuction på truncus). KJAG96A (korrektion af rectusdiastase)
  • Beltlipectomi: KQBJ30B (udvidet abdominalplastik med adressering af mons pubis), KQBJ05B (korrektion af overskydende hud på nedre ryg), KQBJ00 (liposuction på truncus). Evt. KJAG96A (korrektion af rectus- diastase) og KQBJ05C (glutealplastik) KZYC30 (peroperativ vending af patienten i UA)
  • Femur/inderlårsplastik: KQDJ05A (femur/inderlårsplastik), KQDJ00 (liposuction på underekstremiteter).

Tilbage til top

Fremgangsmåde

Indikationer og kontraindikationer

Patienterne kan henvises fra deres praktiserende læge, speciallægeklinik eller andre afdelinger på hospitaler i offentligt og privat regi.

Følgende kriterier fastsættes for henvisning til plastikkirurgi hos patienter med excessivt hudoverskud efter massivt vægttab:

  1. Patienterne skal have haft svær overvægt og som hovedregel have præsteret et vægttab på mindst 15 BMI points.
  2. Væsentlige funktionelle gener fra vævsoverskud eller ekstreme forandringer i forhold til alder.
  3. Stabil vægt i 6 mdr.
  4. Evt. fedmekirurgiske indgreb skal være foretaget mindst 1,5 år forinden for at sikre, at patienten er metabolisk stabil.
  5. BMI må højest være 30, men BMI-krav afgøres individuelt.
  6. Individuel vurdering af om patienten er fysisk og psykisk parat til forestående plastikkirurgisk(e) indgreb
  7. Selvom punkterne 1-6 umiddelbart opfyldes, er behovet for korrigerende indgreb individuelt og beror på patientens samlede konstitution.
  8. Følgende blodprøver skal være indenfor normalområdet og skal foreligge og vurderes ved henvisning: Hæmoglobin, HbA1c, Na, K, kreatinin, trombocytter, CRP, leukocytter, INR, koag.faktor II-VII-X, B12, D-vitamin, zink, totalcalcium, ferritin, folat, albumin, glukose.

Blodprøverne må højest være 1 måned gamle.

Patienter som henvises fra speciallægepraksis (plastikkirurg) har som regel ikke fået taget blodprøver; dette gøres så i forbindelse med forundersøgelsen.

Absolutte kontraindikationer for plastikkirurgisk operation:

  1. ASA
  2. Aktiv psykose.
  3. Alkohol- eller stofmisbrug.
  4. Rygning. Ophør med rygning skal ske mindst 6 uger præoperativt og 3 uger postoperativt jvf. Sundhedsstyrelsens vejledning. Hvis patienten ikke kan ophøre uden anvendelse af nikotinsubstitution er dette tilladeligt.

Relative kontraindikationer for plastikkirurgisk operation:

  1. Urealistiske forventninger til udbytte af operation.
  2. Diabetes mellitus.
  3. Øget risiko for tromboemboliske komplikationer.
  4. Ventralhernier.
  5. Anden betydende co-morbiditet.
  6. Patientens biologiske alder vurderes til at være for høj.
  7. Ustabil psykisk, svær depression eller personlighedsforstyrrelse.

Diagnosekoder

Husk relevante diagnosekoder: DE68.9 Overernæring, følger af, DZ98.0C Tilstand med gastric bypass og ZDW63C BMI tab over 15 point.

Forundersøgelse

Information før plastikkirurgi.

Forundersøgelsen skal indeholde:

Almindelig journaloptagelse med fokus på aktuelle problemstilling, beskrivelse af patientens gener og objektive forhold.

  1. Ved forundersøgelsen bør patienten have grundig og specifik skriftlig og mundtlig information om indgrebet - herunder information om bivirkninger og komplikationer samt afstemning af forventningsniveau til det forventede udbytte af operationen.
  2. Højde, vægt, BMI. Disse værdier SKAL måles ved forundersøgelsen. Vægttab i kg og i BMI point anføres.
  3. Klinisk foto efter standardiseret metode for hver operationstype.
  4. Evt. ekstra vurdering ved speciallæge eller konferencebeslutning mhp. visitering til operation.
  5. Evt. ordination af nye blodprøver inkl. blodtype.
  6. Konklusion med anførelse af hvilke korrektive indgreb, der kan foretages iht. Sundhedsstyrelsens regler.
  7. Patienten skrives op til relevant operation og medgives om muligt en operationsdato.
  8. Indskærpelse af vægtstabilitet, ved vægtøgning over 3 kg aflyses operationen.
  9. Indskærpelse af rygeforbud. Patienten er ikke klar til operation før tidligst 6 uger efter rygestop. Ej heller klar til udvisitering før patienten har været røgfri i 6 uger.

Indlæggelse

Indlæggelsesprocedure

Patienten følger vanlig indlæggelsesprocedure. Kommer præoperativt og klargøres med:

  • Indlæggelsesjournal med ordination af vanlig medicin, smertestillende samt præmedicin, tromboseprofylakse og peroperativ antibiotika.
  • Patient skal vejes mhp., om vægten har været stabil siden visitation.
  • Anæstesilægetilsyn.
  • Blodprøver med BAS test, hæmoglobin og elektrolytter som standard. (Der kræves ikke BAS-test såfremt Hgb er over 7,5 mmol/L og der ikke forventes blodtab over 500 ml.). Andre undersøgelser på indikation. MWL-blodprøverne må højst være 1 måned gamle, ellers skal de gentages 2-3 uger før operationen, således at man kan nå at rette op på skævheder. Indlæggelseskontoret bestiller i så fald blodprøver og kontakter patienten mhp. dette.
  • Sygeplejersken medgiver depileringscreme til brug aftenen før operationen.
  • Operatørsamtale med optegning til operation på patienten og klinisk foto med optegning. Man sikrer sig, at relevant kompressionsbandage er i hus.
  • Patienten møder fastende kl. 07.00. Omklædes til operationstøj inkl. knælange TED-strømper.
  • Der gives ordineret præmedicin.
  • Kompressionsbandage: Operatøren ordinerer relevant kompressionsbandage til de første dage postoperativt og derefter standard kompressionsbandage. (Standardbandage forefindes til lår og krop, øvrige bandager skal bestilles individuelt).  
  • Lungefunktion: PEP-fløjte ved behov.

Operation

Lejring:

Ved cirkulære indgreb på øvre eller nedre truncus startes i bugleje. Det betyder, at patienten bedøves i sengen og vendes over på lejet i bugleje. Ved alle andre indgreb anvendes rygleje. Ved armplastik lejres armene på armbræt, cirkulært afsprittet og afdækket, så de er mobile eller ophænges. Ved inderlårsplastik lejres patient i ”frøstilling” og med benene cirkulært afsprittede og sterilt indpakkede, så de er mobile. Ved beltlipektomi og abdominalplastikker skal lejet skal kunne knækkes sv.t. hofteled og eleveres. Patienten lejres på varmemadras eller har varmetæppe over sig.

KAD:

Når patienten er bedøvet anlægges KAD, såfremt operationen antages at vare mere end 3 timer.

Profylaktisk antibiotika:

Der gives profylaktisk antibiotika præoperativt til alle patienter, som opstartes i forbindelse med anæstesiens indledning. Til kirurgi, som strækker sig op til 4-5 timer, er én dosering tilstrækkeligt.

  • Ved kirurgi på arme og bryster anvendes Dicloxacillin 2 gram i.v. som antibiotikaprofylakse.
  • Ved kirurgi nær genitalia (beltlipektomi, abdominalplastik og lår) vælges evt. Tazocin 4 g som engangsdosis.

Ved penicillinallergi anvendes rutinemæssigt Cefuroxim 1,5 g i stedet for Dicloxacillin/Tazocin og ved kirurgi nær genitalier suppleres evt. med Metronidazol 500 mg.

Cyklokapron:

Ved alle procedurer gives der evt. 1 g Cyklokapron i.v., når suturering påbegyndes.   

Forbinding;

Efter operationen påsættes drænplastre og på cikatricerne anvendes sterilt sugende plaster/gaze til opsugning af evt. blod. Patienten iføres midlertidig kompressionsbandage/bælte på lejet.


Postoperativt

  • Drænfunktion og sekretion observeres og noteres. Dræn seponeres efter mobilisering og når der er under 40 ml sekretion pr. døgn (25 ml på arme og bryster).
  • Vitale værdier måles minimum x 3 første døgn og herefter minimum x 2 dagligt.
  • Mobilisering: Patienten må mobiliseres frit efter evne iført kompressionsbandage fra operationsdagen og vejledes i at rejse sig uden at belaste mavemusklerne, specielt vigtigt efter sammensyning af disse (8 uger).
  • Tromboseprofylakse x 1 dagligt under hele indlæggelsen.
  • Operationsfeltet observeres minimum x 2/vagt i det første døgn, x 1/vagt andet døgn og herefter x 1/døgn.
  • KAD fjernes så hurtigt som muligt, når patienten kan mobiliseres.
  • Vær opmærksom på behovet for laxantia - evt. profylaktisk - især til patienter opereret abdominalt.
  • Patienten må bade efter 24 timer med vandtætte plastre over drænstederne.
  • Vær opmærksom på behov for understøttelse af lungefunktionen ved evt. at instruere patienten i brug af PEP-fløjte, dette specielt efter langvarige abdominale indgreb.

Udskrivelse

Udskrivning og kontrol

Ved udskrivelsen instrueres patienten i forholdsregler, herunder tegn på infektion, anvendelse af kompressionsbandage/beklædning, mobiliseringsregime og behov for sygemelding jf. lokal Patientinformations pjece.

Generelt er der ikke specielle forbud, men patienterne skal blot holde sig lidt i ro den første uges tid.
Dog indskærpes, at såfremt der er foretaget fascieduplikatur, må patienten ikke belaste bugvæggen i 8 uger.

Der medgives tid til klinisk kontrol og eventuel suturfjernelse i sygeplejeambulatoriet efter ca. 14 dage, samt tid hos operatør efter 2-3 måneder (tidligt, hvis der planlægges med flere indgreb, ellers 3 mdr.).
Ved den kliniske kontrol tages klinisk foto (af det område, som er opereret, samt oversigtsfoto).

Såfremt der er indikation for yderligere indgreb opskrives patienten til næste indgreb, i hovedreglen ved den ambulante kontrol hos operatør. Der skal minimum gå 3 måneder mellem hvert indgreb, for at patienten kan restitueres (minimum 6 måneder efter et cirkulært indgreb).

Tilbage til top

Ansvar og organisering

  • Afdelingsledelsen/klinikledelsen i plastikkirurgisk afdeling er ansvarlig for implementeringen af vejledningen.
  • Den enkelte medarbejder er ansvarlig for at kende og anvende vejledningen.

Tilbage til top

Referencer

Bilag