Feberkramper hos børn over 1 måned og op til 6-8 år

Formål
Målgrupper og anvendelsesområde
Definitioner
Fremgangsmåde
Ansvar og organisering
Referencer
Bilag
 

Genveje til indhold

Formål

At sikre ensartet behandling af børn med feberkramper.

Målgrupper og anvendelsesområde

Læger og sygeplejersker på Børne- og ungeafdelinger og Akutmodtagelser, der modtager børn og unge.

Anvendelsesområde er børn over 1 måned (men oftest  5-6 måneder gamle) og op til 6-8 år.

Definitioner

Feberkramper defineres ved en temperatur over 38o C hos børn over 1 mdr's alder uden tidligere uprovokerede epileptiske anfald og uden tegn på intrakraniel infektion eller anden symptomatisk årsag.

  • Simple feberkramper: Enkeltstående kortvarige generaliserede toniske/kloniske. Atoniske kan forekomme.
  • Komplekse feberkramper: Langvarige anfald over 10 minutter, fokale (ofte halvsidige) anfald, gentagne anfald inden for 24 timer eller anfald, efterfulgt af forbigående parese (Todds parese).
  • ABC: Airway Breathing Cirkulation.

Fremgangsmåde

Akut behandling

Alment

Sikre frie luftveje, evt. give ilt på maske og suge (følge ABC).

Anfald

Varighed over 4-5 minutter: Midazolam buccalt (under 12 mdr 2,5 mg, 1-5 år 5 mg, 5-10 år 7,5 mg, 10-17 år 10 mg) eller Diazepam rectalt 0,5 mg/kg rektalt. (max enkeltdosis 10 mg).

Fortsat anfald i yderligere 5 minutter: Gentag benzodiazepin, enten Midazolam buccalt, Diazepam rectalt, eller gerne iv (Midazolam 0,2 mg/kg eller Diazepam 0,4 mg/kg, max enkeltdosis 10 mg, givet over 2 min)

Ved fortsatte anfald følges vejledningen Status epilepticus hos børn ældre end 1 måned

Feber

Barnet lægges kun iført undertøj og med tyndt lagen.

Undersøgelser

  • Afklaring af årsagen til barnets feber.
  • Neurologisk undersøgelse.
  • Blodprøver foretages ikke rutinemæssigt.
  • Meningitis mistænkes altid efter langvarige feberkramper (over 30 minutter). Lumbalpunktur er da kontraindiceret. Der tages bloddyrkning og startes AB ifølge instruks for meningitis. Evt. lumbalpunktur i rolig fase dagen efter.
  • EEG foretages ikke rutinemæssigt, men kan overvejes ved flere komplekse eller talrige simple feberkrampeanfald (drøftes ved konference med neuropædiater).

Forholdsregler ved ankomst

  • Forældrene orienteres om diagnosen feberkramper, at de er godartede og ikke medfører død, hjerneskade eller epilepsi.
  • Forældrene orienteres om behandling af fremtidige febertilfælde og evt. feberkrampeanfald.
  • Feberkrampe-pjece udleveres.
  • Stillingtagen til enten indlæggelse, evt. på deldøgnsafsnit, eller udskrivelse fra Børnemodtagelsen, hvis det efter en faglig vurdering af barnets tilstand og forældrenes reaktion skønnes forsvarligt (simple feberkramper).
    Komplekse feberkramper skal altid indlægges og observeres. Recidiv af simple feberkramper kræver ikke indlæggelse, men vagtlæge bør se barnet.
  • Hvis barnet er kommet ind "over alarmen", orienteres forældrene om årsagen til tilstedeværelsen af narkoselæge, sygeplejerske og andet personale.

Krampeanfaldet og forældrenes reaktion beskrives i journalen.

Under indlæggelse

Ved modtagelsen i et sengeafsnit beskriver familien igen krampeanfaldet for sygeplejersken. Der tages udgangspunkt i familiens opfattelse af situationen.

Sygeplejersken beskriver forældrenes reaktion i sygeplejejournalen.

  • Barnets bevidsthedsniveau observeres og noteres i sygeplejejournalen.
  • Temperatur måles x 1 i hver vagt og noteres i journalen.
  • Evt. krampeanfald under indlæggelsen beskrives. Ved feberkrampeanfald med en varighed på over 4-5 minutter gives midazolam iv eller buccalt eller diazepam rectalt eller iv, se ovenfor.
  • Paracetamol (10-15 mg/kg max. x 4 dagligt p.o.) må kun gives, hvis barnet har smerter. Der er ikke holdepunkter for at anvende antipyretisk behandling som krampeforebyggelse.

Udskrivelse – forberedelse af forældre

Inden udskrivelsen skal forældrene:

  • gennemgå feberkrampepjecen med personalet,
  • forstå, at feberkrampeanfald ikke er skadelige for barnet,
  • vide, hvad de skal gøre, når barnet får feber igen (afdækning, køligt rum, væske),
  • vide, hvad de skal gøre, hvis barnet får kramper igen (lejring, varighed, kalde 112, evt. give diazepam klysma, kontakte læge),
  • vide, at de selv skal informere daginstitutionen om anfaldet,
  • selv have redegjort for forholdsregler ved feber,
  • selv have redegjort for forholdsregler ved feberkramper.

Behandling

  • Familien tilbydes recept på diazepam klysma 0,5 mg/kg), som behandling af eventuelle langvarige anfald (over 4-5 minutter).
  • Personalet sikrer sig, at familien føler sig i stand til at klare sig hjemme.
  • Ambulant kontrol er stort set aldrig nødvendig.

Tilbage til top

Ansvar og organisering

  • Sygehusledelser/hospitalsdirektioner er ansvarlige for at distribuere vejledningen til relevante afdelinger.
  • Center-, afdelings- og klinikledelser er ansvarlige for at implementere vejledningen.

Tilbage til top

Referencer

Bilag