Ergoterapeuter i Region Hovedstaden og Region Sjælland, som arbejder med indlagte patienter, der har funktionsnedsættelser i ansigt, mund og svælg, herunder dysfagi.
Aspiration: Indtrængen af materiale (sekret, mad/drikke) i de øvre og nedre luftveje efter det har passeret stemmelæberne. En normal reaktion på aspiration er at hoste og synke eller spytte ud. Der kan forekomme silent aspiration, hvilket er aspiration uden at patienten bemærker det og uden hostereaktion. Der kan dog være kliniske tegn på silent aspiration, såsom rallende vejrtrækning, subfebrilia og gentagne pneumonier (1,2).
Aspirationspneumoni: En bakteriel pneumoni forårsaget af aspiration af patogene bakterier fra koloniseret oropharyngealt sekret eller ventrikelindhold (3).
Dysfagi: Dysfagi er en samlet betegnelse for vanskeligheder med at spise og drikke samt synke mundvand. Dysfagi er et symptom ved mange sygdomme og tilstande (neurologiske lidelser med motoriske, sensoriske, og/eller perceptive og kognitive problemer, medicinske tilstande, delir, sygdomme der medfører strukturelle forandringer i det muskulo-skelettale system, almen svækkelse, infektioner i mund og svælg, benigne og maligne tumorer i hoved-hals-området samt psykiske problemer). Dysfagi står i tæt koordination med respiration og kan forværres eller påvirkes af forandret respiration (1,4). Dysfagi kan resultere i nedsat synkesikkerhed med risiko for kvælning, aspiration og aspirationspneumoni eller i nedsat synkeeffektivitet med øget risiko for under- eller fejlernæring og dehydrering (4–8).
Der skelnes mellem øvre og nedre dysfagi:
Funktionsnedsættelser af ansigt, mund og svælg der kan påvirke synke-, spise- og drikkefunktion samt mundhygiejne, og (non)verbal kommunikation: Disse kan indebære central- eller perifer facialisparese med bl. a. hypo- og hypertonus af ansigtets muskulatur, tunge-, ganesejls- og svælgparese, hyper-eller hypokinesier (rigor, tremor, myokloni), strukturelle forandringer, såsom ar, ødem, manglende strukturerer pga. operation for hoved-hals cancer, sår, fibrose, xerostomi (mundtørhed), facio-oral apraksi, sensibilitets forstyrrelser i og omkring ansigt, mund og svælg, posturale problemer og nedsat hovedkontrol, forandret respiration, sarkopeni (Tabet af muskelmasse ved normal aldring (12)), presbyfagi (4,9,10).
Presbyfagi: Presbyfagi er naturlige karakteristiske forandringer i synkefunktionen hos raske ældre. Det manifesterer sig ved reducering af muskelmasse og påvirkning af strukturerne relateret til synkefunktionens tempo, fleksibilitet og styrke. Presbyfagi i kombination med den ældre skrøbelige patient betyder, at den ældre har større risiko for at udvikle dysfagi (11).
Undersøgelse, vurdering og intervention af ansigt, mund og svælg, herunder dysfagi, udføres af en ergoterapeut med relevante kompetencer på området. Det anbefales at der lokalt arbejdes med implementering af Ergoterapeutforeningens anbefalinger til ergoterapeutisk viden, færdigheder og kompetencer indenfor dysfagi og aktivitetsproblemer med at synke-spise-drikke (13). Ergoterapeuter på niveau A (Basalt) arbejder under supervision af ergoterapeuter på niveau B eller C.
Det tilstræbes, at patienter med mistanke om dysfagi vurderes af en ergoterapeut indenfor 24 timer efter henvisning til ergoterapeut. Patienter der ikke er omfattet af rammeordination henvises til ergoterapeut jf. lokale procedurer. Såfremt der ikke er rammeordination, bør henvisning til ergoterapi først sendes efter udført screening for dysfagi, samt en afdækning af evt. habituelle problematikker med at spise og/eller drikke. Indikation for ergoterapeutisk tilsyn bør beskrives i best./ord.
Den ergoterapeutiske vurdering tager udgangspunkt i patientens diagnose, aktivitetsproblemer, ressourcer, og omgivelsesfaktorer. Der foretages specifik klinisk undersøgelse af ansigt, mund, svælg, åndedræt, lyd og stemme med særlig betydning for den præorale- orale-, pharyngeale-, og oesophageale fase. Der tages udgangspunkt i vurderingsskema i Sundhedsplatformen (SP) ”dysfagi”. Der sættes mål for behandlingen, så vidt muligt med inddragelse af patienten og/eller de pårørende, og der lægges en ergoterapeutisk behandlingsplan, som løbende evalueres.
Instrumentel undersøgelse: Ved særlige komplekse problemstillinger kan instrumentelle undersøgelser anvendes som supplement til den kliniske undersøgelse (1), herunder:
Tværregional vejledning