Børneattest - indhentelse af

Formål
Målgrupper og anvendelsesområde
Definitioner
Fremgangsmåde
Ansvar og organisering
Referencer, lovgivning og faglig evidens samt links hertil
Bilag
 

Genvej til indhold

Formål

Formålet med vejledningen er at understøtte en tværgående og fælles tilgang til indhentelse af børneattest.

Tilbage til top

Målgrupper og anvendelsesområde

Vejledningen henvender sig til ledere og lokale HR-afdelinger i forbindelse med ansættelser.

Tilbage til top

Definitioner

Børneattest: Børneattesten indeholder bl.a. oplysning om en eller flere af følgende typer af straffelovsovertrædelser: incest, samleje eller anden kønslig omgang med børn under 15 år, udbredelse eller besiddelse af børnepornografi eller blufærdighedskrænkelse over for børn under 15 år.

Børneattesten minder om en traditionel straffeattest men adskiller sig blandt andet ved, at oplysningerne på en børneattest fremgår i længere tid. Hvor længe oplysningerne fremgår, afhænger af den begåede lovovertrædelse og straffen for den.

Oplysninger om en begået lovovertrædelse vil fremgå af børneattesten i mindst 10 år regnet fra dommen, løsladelsen eller bødens betaling. Domme for visse sædelighedsforbrydelser slettes tidligst efter 20 år, mens grove sædelighedsforbrydelser slettes, når den registrerede fylder 80 år, og i nogle tilfælde først når den registrerede dør.

Tilbage til top

Fremgangsmåde

Regelgrundlag

Reglerne om indhentelse af børneattest er reguleret i Lov om indhentelse af børneattest i forbindelse med ansættelse af personale m.v. (børneattestloven). Loven gælder bl.a. for alle offentlige forvaltningsmyndigheder, herunder regionerne. Jf. Bekendtgørelse om indhentelse af børneattest ved ansættelse og beskæftigelse af personale i den kommunale sundhedstjeneste, personale på børneafdelinger og børne- og ungdomspsykiatriske afdelinger på sygehuse, private hospitaler og klinikker samt praktiserende børne- og ungdomspsykiatere, børnelæger og psykologer (BEK nr. 487 af 25/05/2012, herefter ”bekendtgørelsen”).

Tilbage til top

Hvornår er der pligt til at indhente børneattest?

Der skal altid foretages en konkret vurdering, når arbejdsgiver skal afgøre, om der skal indhentes børneattest. Med de forskelle, der er på de enkelte hospitaler og virksomheder i forhold til organisation og opgaveløsning, vurderer og fastlægger hospitalerne/virksomhederne selv hvilke stillinger, der skal indhentes børneattester for.

Nedenstående retningslinjer for i hvilke situationer, der er pligt til at indhente børneattest, er alene vejledende og ikke udtømmende. Retningslinjerne er bl.a. udledt af lovforarbejderne til børneattestloven og ordlyden i bekendtgørelsen.

I medfør af bekendtgørelsen har regionen pligt til at indhente en børneattest i følgende situationer:

###TABEL_1###

 

Pligten til at indhente børneattest gælder for alle typer af stillinger, herunder også praktikanter, studerende (se nærmere herom i afsnittet ”Studerende m.v.”), ansatte i flexjob, virksomhedspraktik, tilkaldevikarer m.v. samt for frivillige/ulønnede, som tilknyttes afdelingen/området. Og det gør ingen forskel, om der er tale om en fast eller tidsbegrænset stilling.

Hvis ikke pligten til at indhente børneattest i henhold til bekendtgørelsen overholdes, kan arbejdsgiver straffes med bøde.

Tilbage til top

”Direkte kontakt”

Hvornår der er tale om ”direkte kontakt” i børneattestlovens og bekendtgørelsens forstand (jf. punkt a) og b) ovenfor) beror på en konkret vurdering, som arbejdsgiver skal foretage.

Det forudsættes dog, at ”direkte kontakt” indebærer, at der foreligger en kontakt af en vis grad af kontinuitet, og det skal være af en vis varighed. Pligten til at indhente børneattest vil derfor hovedsageligt – men er ikke begrænset hertil – foreligge ved besættelse af stillinger, hvor stillingen indebærer funktioner, som skaber grundlag for, at der kan etableres et tillidsforhold mellem den ansatte og et barn.

Reglerne finder primært – men er ikke begrænset hertil – anvendelse i de tilfælde, hvor barnet er overladt i den ansattes eller institutionens varetægt. Ordningen gælder ikke i tilfælde, hvor barnet altid er ledsaget af forældre eller andre voksne med ansvar for barnet.

Kredsen af personer, om hvem der skal indhentes børneattest, omfatter også personer, der som led i udførelsen af deres opgaver færdes fast blandt børn under 15 år og derved har mulighed for at opnå direkte kontakt, uanset at dette ikke følger direkte af deres arbejdsopgaver. Sådanne personer vil, fordi de færdes fast samme steder som børn, være velkendte ansigter for børnene. De vil derigennem have mulighed for på eget initiativ at iværksætte og opbygge et tillidsforhold til børnene, uanset at dette ikke følger direkte af deres arbejdsopgaver. Der er således i sådanne tilfælde pligt til at indhente børneattest, selvom den ansattes arbejdsfunktion, ikke i sig selv indebærer direkte kontakt med børn.

Det forhold, at den ansatte indimellem ser et barn eller har enkeltstående opgaver, hvor der er børn til stede, eller kortvarigt er i kontakt med børn, vil ikke i sig selv indebære en pligt til at indhente børneattest. Det afgørende er, om personen fast færdes blandt børn og herved får mulighed for at skabe et tillidsforhold.

Tilbage til top

”Fast tilknytning”

Kravet om fast tilknytning (jf. punkt c) ovenfor) forudsætter, at det fra ansættelsens eller beskæftigelsens begyndelse skal være hensigten, at personens tilknytning til hospitalet, institutionen mv. skal have mere end enkeltstående eller kortvarig karakter.

Derudover skal der i henhold til bekendtgørelsen indhentes børneattest senest 3 uger efter det tidspunkt, hvor en person har været tilknyttet det pågældende ansættelsessted i mere end 3 måneder og inden for dette tidsrum i mindst 3 tilfælde eller i en sammenhængende periode på mere end en uges varighed har fungeret i en stilling som nævnt under punkt c), forudsat at personen fortsat skal være tilknyttet ansættelsesstedet.

Tilbage til top

Konsekvenserne af en ”positiv” børneattest

Børneattestloven regulerer ikke, hvorvidt arbejdsgiver er berettiget til at ansætte en person, der er eller på et tidspunkt har været involveret i sager om seksuelle krænkelser af børn, og derfor har en ”positiv” børneattest. Børneattesten giver alene et oplyst beslutningsgrundlag.

Hvorvidt en ”positiv” børneattest vil være til hinder for at ansætte en kandidat i en konkret stilling, afgøres af ansættende hospital/virksomhed, evt. i samarbejde med den lokale HR, i overensstemmelse med de ansættelsesretlige regler og principper, der gælder på området. Der skal således altid foretages en konkret vurdering af, om den lovovertrædelse, som ansøgeren har begået, er til hinder for, at vedkommende ansættes i den konkrete stilling.

Tilbage til top

Procedure ifm. ansættelse og rokering

Det skal fremgå af stillingsopslaget, om der skal indhentes børneattest inden ansættelsen, og at ansættelse sker med forbehold for oplysningerne i denne attest.

Der skal kun indhentes børneattest på den ansøger, som ledelsen påtænker at ansætte.

Den person, som børneattesten vedrører, skal give sit skriftlige samtykke til indhentelse af børneattest. I tilfælde hvor den pågældende ikke ønsker at give sit skriftlige samtykke til indhentelse af børneattest, kan den pågældende ikke ansættes i stillingen.

Børneattesten kan bestilles digitalt på politiets hjemmeside.

Det tager cirka 10 hverdage fra børneattesten bliver bestilt, til den er tilgængelig i arbejdsgivers e-boks.

I de tilfælde, hvor det vurderes, at der skal indhentes en børneattest, er det arbejdsgiversansvar, at børneattesten indhentes, inden kandidaten tilbydes stillingen og senest inden en kommende medarbejder tiltræder sin stilling – dette fordi der ellers er risiko for, at arbejdsgiver efterfølgende er nødt til at annullere ansættelsen eller afskedige medarbejderen, hvis der fremgår oplysninger på børneattesten, som ikke er forenelig med stillingen.

Tilbage til top

Under ansættelsen og rokeringer/omplaceringer

Ved rokeringer eller omplaceringer fra en arbejdsplads til en anden i regionen, skal der altid på ny vurderes, om der i forhold til den konkrete stilling, som medarbejderen skal rokeres/omplaceres til, skal indhentes børneattest. Dette fordi, at vurderingen af, om der skal indhentes børneattest, er afhængig af indholdet i den konkrete stilling. Der kan derfor være tilfælde, hvor der ved nyansættelse på et hospital ikke er blevet indhentet børneattest (fordi det i forbindelse med ansættelsen er vurderet, at der ikke forelå en pligt hertil i forhold til den konkrete stilling), men hvor det senere i forbindelse med rokering eller omplacering til anden stilling inden for samme hospital eller til et andet hospital konkret skal indhentes børneattest.

Ligeledes kan oplysninger på en ”positiv” børneattest konkret være vurderet forenelig med varetagelse af én stilling, mens det konkret kan vurderes at være uforeneligt med varetagelsen af en anden stilling.

Tilbage til top

Studerende m.v.

Social- og sundhedsassistentelever

Det er kommunerne, der har ansvaret for børneattester på social- og sundhedsassistentelever. Kommunen giver besked, hvis der er en ”positiv” børneattest på en konkret elev. I en sådan situation indhenter Region Hovedstaden v. CHRU børneattesten med henblik på en konkret vurdering af, om den begåede lovovertrædelse er til hinder for, at eleven starter i praktik på et hospital/en virksomhed i regionen.

Sygeplejestuderende

Københavns Professionshøjskole leverer ikke længere børneattester for alle de sygeplejestuderende, når de starter på uddannelsen. Den fremadrettede proces for indhentelse af børneattest for de sygeplejestuderende er endnu ikke afklaret. 

Medicinstuderende og uddannelseslæger

  • Københavns Universitet, har ansvaret for at indhente børneattester for medicinstuderende.
  • CHRU har ansvaret for at indhente børneattest for uddannelseslæger i Almen Medicin og Pædiatri.

Øvrige

I forbindelse med beskæftigelse/praktik af øvrige elever og studerende inkl. studerende fra VIA har praktikstedet ansvaret for, at der indhentes børneattest, hvis det vurderes nødvendigt.

Tilbage til top

Ansvar og organisering

Referencer, lovgivning og faglig evidens samt links hertil

Bilag