Akut visitation og modtagelse af visiterede og indbragte patienter samt selvhenvendere

Formål
Målgrupper og anvendelsesområde
Definitioner
Fremgangsmåde
Ansvar og organisering
Referencer, lovgivning og faglig evidens samt links hertil
Bilag
 

Genvej til indhold

  1. Generelt om visitation af akutte patienter
  2. Visitation og modtagelse af akutte patienter, der indbringes med ambulance og akutlægebil
  3. Akutte patienter til modtagelse på TraumeCentret, akutmodtagelser og akutklinikker
  4. Specielt om akut visitation af patienter til Gentofte Hospital og Glostrup Hospital
  5. Visitation og indlæggelse fra Praksissektoren
  6. Specielt om afdøde der indbringes med ambulance

Formål

Formålet er at understøtte ensartet og enstrenget visitation og tilbud til regionens borgere, når de selv henvender sig eller indbringes på regionens akutmodtagelser/akutklinikker eller på Rigshospitalets TraumeCenter. Vejledningen omfatter både børn og voksne. 

Målgrupper og anvendelsesområde

Vejledningen henvender sig til sundhedspersonale i alle somatiske akutmodtagelser og akutklinikker, Rigshospitalets TraumeCenter, Akutberedskabet, herunder ambulancetjenesten samt regionens centrale visitationsenheder (CVI). 

Definitioner

Akuttelefonen 1813: Akuttelefonen 1813 er en del af Region Hovedstadens Akutberedskab

CVI - Central Visitationsenhed: CVI findes i hvert planområde på henholdsvis Bispebjerg, Herlev, Hvidovre og Hillerød Hospitaler.

Selvhenvender: En borger/patient, der henvender sig på en akutmodtagelse/-klinik uden at være henvist via Akuttelefonen 1813 eller CVI, eller egen læge.

Kørsel prioritet A: Livs- eller førlighedstruende tilstande, hvor der ud over ambulancen ofte vil være brug for supplerende indsats med paramediciner og/eller akutlæge. Disse kørsler afvikles altid med udrykning.

Kørsel prioritet B: Hastende opgaver, men hvor der ikke er umiddelbar risiko for liv eller førlighed. Anvendelse af udrykning beror på en konkret vurdering. 

Tilbage til top

Fremgangsmåde

Generelt

Vejledningen beskriver følgende:

  • Generelt om visitation af akutte patienter
  • Visitation og modtagelse af akutte patienter, der indbringes med ambulance og akutlægebil
  • Akutte patienter til modtagelse på TraumeCentret, akutmodtagelser og akutklinikker
  • Visitation og indlæggelse fra Praksissektoren
  • Specielt om akut visitation af patienter til Gentofte Hospital og Glostrup Hospital
  • Specielt om afdøde der indbringes med ambulance.

Vejledningen bygger på rapporten "Enstrenget og visiteret akutsystem i Region Hovedstaden, Retningslinjer og principper, August 2013".

Vejledningen bygger på de almindelige retningslinjer for visitation af patienter. Patienter visiteres efter visitationsretningslinjer, som afhænger af blandt andet diagnose, aldersgruppe og geografisk tilhørsforhold. Visitationsretningslinjer opdateres løbende på www.sundhed.dk.

1. Visitation af akutte patienter

Egen Læge: Borgerne skal i tilfælde af akut sygdom og mindre skader rette henvendelse til egen læge i dennes åbningstid.

Akuttelefonen 1813: Uden for egen læges åbningstid skal borgernes ringe til Akuttelefonen 1813 for rådgivning og evt. visitation til akutmodtagelse eller akutklink.

1-1-2: Ved akut livstruende sygdom og tilskadekomst skal borgerne ringe 1-1-2, hvorefter de vil blive indbragt med ambulance.

Tilbage til top

2. Visitation og modtagelse af akutte patienter, der indbringes med ambulance og akutlægebil

Alle patienter, der indbringes med ambulance, skal meldes til akutmodtagelse eller akutklinik med følgende oplysninger:

  1. Identifikation: Hvem melder patienten, hvortil, med hvem (patienten) og kørselsform.
  2. Situation: Årsag til indbringelse.
  3. Baggrund: Særlige forhold ved patienten.
  4. Analyse: Triage-kategori, afvigende vitalparametre og interventioner.
  5. Råd: Specielle forhold og forventet ankomsttid.

For vejledning om meldeprocedurer, se gældende instruks Melding af patienter fra ambulance og akutlægebil til akutmodtagelse og akutklinik.

Tilbage til top

3. Akutte patienter til modtagelse på TraumeCentret, akutmodtagelser og akutklinikker

TraumeCentret

TraumeCentret på Rigshospitalet behandler svært tilskadekomne patienter, der ankommer med ambulance eller helikopter, samt visiterede patienter. Se de gældende visitationsretningslinjer - Traumevisitation i Region Hovedstaden, præhospitale retningslinjer for.

Akutmodtagelser

Regionens akutmodtagelser på Bispebjerg, Herlev, Hillerød, Hvidovre og Bornholm hospitaler er visiterede og har døgnåbent for modtagelse af alle akut syge og tilskadekomne patienter.

Bispebjerg modtager ikke børn eller gravide til indlæggelse. Bispebjerg modtager børn til Børnelægevagten, skadespor (småskader) og gravide til lægevagten (men ikke graviditetsrelaterede problematikker) samt til småskader i fasttrack (ortopædi).

Kirurgisk modtagelse (KMO) modtager børn til og med 15 år gamle til visiterede abdominalkirurgiske lidelser.

Akutmodtagelser modtager alle ambulanceindbragte patientkategorier med enkelte undtagelser (f.eks. traumepatienter, der skal på Rigshospitalet, apopleksipatienter til trombolyse, STEMI-patienter til PCI mv. samt fødende).

Akutklinikker

Regionens akutklinikker på Glostrup, Amager, Gentofte, Frederikssund og Frederiksberg hospitaler samt Sundhedshuset Helsingør har åbent for visiteret behandling af akutte skader og sygdom i tidsrummet 07.00-22.00.

Akutklinikkerne på hospitalerne modtager visiterede medicinske patienter til indlæggelse. Der kan være forskellige tidsrum på de enkelte akutklinikker.

Gentofte og Glostrup hospitaler har endvidere døgnbemandede intensivafdelinger og specialfunktioner, som er døgnåbne for visiterede indlæggelser.

Akutklinikkerne modtager også på døgnbasis akutte medicinske patienter, som indbringes med ambulance via 112. Der vil dog være en præhospital og en CVI-visitation, således at de mest syge patienter ikke modtages i akutklinikerne.

Modtagelse og færdigbehandling af selvhenvendere på akutklinikkerne

Hvis patienter henvender sig uden at være blevet henvist via Akuttelefonen 1813 eller CVI, eller møder op på en anden akutmodtagelse eller akutklinik, end de er henvist til af Akuttelefonen 1813 eller CVI, skal de modtages, triageres og tilbydes behandling i henhold til deres behov.

Patienten får udleveret pjece og oplyses om fordelene ved fremadrettet at ringe til Akuttelefonen 1813 først.

Selvhenvendere ankommet før kl. 22.00 færdigbehandles på akutklinikken.

Selvhenvendere ankommet efter kl. 22.00 skal altid vurderes med henblik på umiddelbart akut behandlingsbehov. Undtagelsesvis kan borgeren henvises til akuttelefonen 1813.

Telefonsvarebesked på akutklinikker fra kl. 22-07

Medmindre et hospital ønsker at besvare alle opkald personligt, skal der i dette tidsrum anvendes fælles telefonsvarebesked:

”Du har ringet til Akutklinikken på xxx Hospital. Er der tale om akut eller livstruende sygdom, så LÆG PÅ OG ring straks 112 [skal siges som et-et-to og IKKE som hundrede og tolv]. Akutklinikken har åbent fra klokken 07-22 alle ugens dage. Akuttelefonen 1813 kan oplyse dig, hvor du alternativt kan henvende dig.”

Skiltning af åbningstider på akutklinikker

Der er udviklet design og produktionsgrundlag for ensartet skiltning til akutklinikkerne.

Skiltet ved/på døren til akutklinikkerne skal indeholde følgende oplysninger:

  • Åbningstider
  • At patienter ved akut sygdom eller tilskadekomst uden for klinikkens åbningstid kan rette henvendelse til Akuttelefonen 1813.
  • At borgeren ved akut og livstruende sygdom skal ringe 112 eller trykke på ringeklokken.

Skiltet skal være på dansk og engelsk.

Telefon ved akutklinikker

Ved indgangen til akutklinikkerne er der opsat en telefon, så borgere, der ankommer efter, at akutklinikken er lukket, altid kan komme i kontakt med en sundhedsfaglig person på hospitalet.

Det skal dagligt sikres, at telefonen virker.

Ved fejlmelding skal CIMT kontaktes på telefon: ###TELEFON###.

Ringeklokker ved akutklinikker

Hvis telefonen er i stykker, skal borgerne med akut og livstruende sygdom kunne komme i kontakt med sundhedsfagligt personale på hospitalet. Der skal derfor være opsat en ringeklokke, som kan høres af det tilstedeværende personale på de akutklinikker, der er beliggende på et hospital.

Tilbage til top

4. Specielt om akut visitation af patienter til Gentofte Hospital og Glostrup Hospital

Gentofte og Glostrup hospitaler har akutklinikker men har specialfunktioner og intensivafdelinger og kan derfor jf. særlig instruks modtage en række akutte patienter til intensivbehandling eller specialfunktion.

Se gældende instruks Akut visitation af patienter indbragt med ambulance.

Tilbage til top

5. Visitation og indlæggelse fra Praksissektoren

Almen praksis kan henvise en patient til ambulant behandling på akutmodtagelser/akutklinikker ved kontakt til Akuttelefonen 1813.

Akutte indlæggelser fra almen praksis foretages via CVI. På Bornholm sker henvisning til indlæggelse fra den praktiserende læge direkte til henholdsvis kirurgisk eller medicinsk vagthavende læge.

Tilbage til top

6. Specielt om afdøde, der indbringes med ambulance

Afdøde patienter kan døgnet rundt indbringes med ambulance til hospitaler med akutmodtagelser, akutklinikker eller Traumecentret. Det enkelte hospital skal have lokale retningslinjer for håndtering af afdøde. 

Tilbage til top

Ansvar og organisering

  • Hospitalsdirektioner er ansvarlige for implementering af vejledningen i akutmodtagelser og akutklinikkerne.
    • Afdelings- og klinikledelser i somatiske akutmodtagelser og akutklinikker er ansvarlige for implementering af retningslinjerne i egen afdeling
    • Afdelingsledelser på akutklinikker har ansvaret for at telefon og ringeklokke ved akutklinikkens dør fungerer og er bemandet og at skiltning informerer patienter, der ankommer efter lukketid om forholdsregler.
  • Direktionen i Akutberedskabet er ansvarlig for implementering af vejledning på AMK-Vagtcentralen, i ambulanceberedskabet og i akutlægebiler. 

Tilbage til top

Referencer, lovgivning og faglig evidens samt links hertil 

Bilag