Affaldshåndtering i Region Hovedstaden

Formål
Målgrupper og anvendelsesområde
Definitioner
Fremgangsmåde
Ansvar og organisering
Referencer, lovgivning og faglig evidens samt links hertil
Bilag

 

Formål

Region Hovedstadens hospitaler, virksomheder og koncerncentre, herefter samlet benævnt virksomheder, skal håndtere og bortskaffe affald sikkerheds-, sundheds- og miljømæssigt forsvarligt jf. gældende lovgivning. Vejledningen skal medvirke til:

  • at sikre, at affald bortskaffes forsvarligt
  • at minimere sikkerheds- og sundhedsmæssige risici for personer
  • at angive retningslinjer og værktøjer til hjælp for virksomhederne
  • at ensrette affaldshåndteringen på tværs af virksomheder
  • at effektivisere logistikken intern på og mellem virksomheder
  • at affald betragtes som en genanvendelig ressource.

Målgrupper og anvendelsesområde

Vejledningen er målrettet alle ansatte på Region Hovedstadens virksomheder.  Vejledningen beskriver rammer, retningslinjer og ansvarsfordeling for affaldshåndtering, nærmere bestemt ift.

For at understøtte dette, er der udover denne vejledning udarbejdet følgende værktøjer, der skal medvirke til at sikre korrekt affaldshåndtering.

  1. ”Affaldsbeskrivelse på intranet. På intranet beskrives affaldshåndteringen for Region Hovedstadens virksomheder
  2. Sorteringsplanche(r) til vægophængning, som illustrerer sortering
  3. Mærkater til affaldstyper
  4. E-learningsprogram, der tester i korrekt affaldssortering
  5. Manual til affaldsplanlægning og indretning af matrikler og lokaler (under udarbejdelse)

I forhold til aktiviteter, der foregår i lejemål, hvor udlejer er ansvarlig for affaldshåndtering, følges udlejers anvisninger. Specielle behov bør afklares i lejekontrakt.

Ved visse arbejdsfunktioner hvor der er særlig risiko for påvirkning af biologiske agenser, herunder laboratorier og forskningsenheder, hvor der arbejdes med genetisk modificerede mikroorganismer, cellekulturer og virus beskrives sikker affaldshåndtering i anmeldelsen til Arbejdstilsynet.

Definitioner

Afdelinger: Fælles betegnelse for virksomhedernes forskellige enheder.

Affald: Ved affald forstås ethvert stof eller enhver genstand, som indehaveren skiller sig af med eller agter eller er forpligtet til at skille sig af med – for uddybning se Affaldsbekendtgørelsen

Affaldsterminal: Det eller de centrale område(r) på virksomheden, hvor affald samles og opbevares frem til afhentning af ekstern transportør eller indsamler.

Direkte genbrug: Genbrug af kasserede produkter, der stadig har en anvendelsesværdi. Genbrug kan ske på virksomheden, hos andre virksomheder i regionen, via salg eller, hvis det ikke kan sælges for et beløb, der står i et rimeligt forhold til omkostningerne ved et salg, i form af donationer til nødhjælpsorganisationer. 

Farligt affald: Affald der udgør en miljømæssig og/eller sundhedsskadelig risiko. Affald, som er opført på og markeret som farligt affald på listen over affald i Affaldsbekendtgørelsens bilag 2, og som udviser én eller flere af de farlige egenskaber, som er angivet i Affaldsbekendtgørelsens bilag 3. Som farligt affald anses endvidere affald, som udviser egenskaber, som er angivet i bilag 3. Farligt affald er omfattet af anmeldelsespligt til kommunen.

FM-service: De eller den organisation på virksomheden, som har ansvar for indsamling og transport af affald fra produktionssteder og evt. decentrale opsamlingssteder til affaldsterminal samt drift af affaldsterminal. Betegnelsen bruges som fællesbetegnelse for de forskellige navne, der anvendes – f.eks. FM, Driftsafdeling, Serviceafdeling og lignende.

Genanvendeligt affald: Affald, som er egnet til genanvendelse, og som jævnfør lovgivningen skal sendes til genanvendelse.

Håndhygiejne: Procedurer, der reducerer eller dræber den transiente/midlertidige mikrobielle flora samt evt. reducerer den resistente/permanente mikrobielle flora.

Håndtering: Omfatter kildesortering, opbevaring, indsamling, transport og bortskaffelse af affald.

Personer: Personale, patienter og/eller pårørende, servicefolk og transportører.

Restaffald (svarende til forbrændingsegnet affald i Affaldsbekendtgørelsen): Affald, der ikke kan genanvendes, er egnet til forbrænding, ikke er omfattet af andre affaldstyper og i sammensætning svarer til dagrenovation/restaffald fra private husholdninger og kontorer.

(Klinisk) risikoaffald: Affald, der indebærer en risiko for smitteoverførsel, herunder også genkendeligt vævsaffald dvs. affald med genkendelige vævsdele. Klinisk risikoaffald er i Affaldsbekendtgørelsen klassificeret som farligt affald, og er derfor i lovmæssig henseende en affaldstype, der er omfattet af anmeldelsespligt.

UN-numre: Firecifret identifikationsnummer, som et stof eller en genstand er tildelt i henhold til FN’s modelbestemmelser. Benyttes i relation til transport af farligt gods (ADR seneste version).

Virksomhed: I dette dokument fællesbetegnelse for Region Hovedstadens hospitaler, virksomheder og koncerncentre

Tilbage til top

Fremgangsmåde

Affaldsplanlægning

Planlægning er essentielt, hvis affaldssortering, opbevaring, transport og bortskaffelse skal ske rigtigt, forsvarligt og med minimal risiko for personer og miljø. Planlægning skal sikre, at der er sammenhængende, effektiv affaldshåndtering dels internt på virksomheden, men også i forhold til Region Hovedstadens samlede affaldskoncept. Helt overordnet skal følgende overvejes:

  • Affaldssorteringen skal indtænkes i alle områder og funktioner, herunder også vurdering i forhold til offentligt tilgængelige områder.
  • Lokaler til affaldshåndtering og transportveje skal være hensigtsmæssigt indrettet og sikkerhedsmæssigt sikret.
  • Indretning af lokaler og affaldsterminal skal ske under hensyn til brandrisiko, adgangsforhold og hygiejne.
  • Der skal afsættes tilstrækkelig plads til affaldssortering, så affaldet let kan kildesorteres direkte i de rigtige affaldstyper og beholdere, og så personalet har plads til sikker håndtering med mindst mulig direkte kontakt med affaldet.
  • Kildesortering og evt. emballering skal ske på produktionsstedet.
  • Affald skal opbevares hygiejnisk og sikkerhedsmæssigt forsvarligt i et dertil indrettet rum, og på en sådan måde, at rengøring af inventar og gulve er muligt.
  • Affaldshåndtering skal tilrettelægges, så manuelle løft minimeres.
  • Mindst mulig ompakning af emballeret affald.
  • Logistikken mellem afdeling og affaldsterminal skal planlægges så den kan foregå uden unødige risici for personale og andre brugere af hospitalet.
  • Indgår AGV (Automated Guided Vehicles – selvkørende transport), affaldsskakt eller affaldssug i logistikken, bør der laves en speciel risikovurdering.
  • Risici for personale ved affaldshåndtering skal kortlægges og forebygges.
  • Personale skal instrueres i korrekt affaldshåndtering.
  • Farligt affald – herunder klinisk risikoaffald – kræver særlige forholdsregler, eksempelvis skal man være opmærksom på korrekt mærkning jf. gældende regler.

Indretning og opbevaring af affald

Alle rum, hvor der genereres, sorteres og opbevares affald, skal være indrettet, så håndtering af affald kan ske sikkert samt sundheds- og miljømæssigt forsvarligt, herunder at korrekt håndhygiejne kan udføres i rummer, eller i umiddelbar nærhed. Rum og inventar der anvendes til sortering og opbevaring af affald skal rengøres med faste intervaller jf. regionens valgte hygiejnestandarder for det pågældende område/lokale.

På afdelingen

Opbevaring af affald skal ske i dertil egnede affalds- eller skyllerum indtil afhentning. Egnethed omfatter både tilstrækkelig plads og ventilation samt indretning, herunder tydelig adskillelse mellem rent og urent område og mulighed for rengøring af inventar og gulve. Kravene varierer afhængig af affaldstype. Nogle affaldstyper, der ikke udgør smitterisici eller medfører lugtgener f.eks. papir til genbrug, kan opsamles på andre steder.

Unødigt stor ophobning af affald, der kan udgøre en brandfare, skal undgås ved afhentning med passende frekvens. Generelt tilsigtes at fyldte sække og beholdere transporteres til hospitalets affaldsterminal samme dag, de er fyldt. Klinisk risikoaffald og madaffald afhentes med et passende interval, så gener som lugt undgås. Genkendeligt vævsaffald skal transporteres til central affaldsterminal samme dag, som det er produceret.

Centralt på virksomhed

Affaldsterminalen skal være hensigtsmæssigt indrettet, så den let kan holdes ryddelig, og arbejdet kan foregå hensigtsmæssigt og sikkert.

Det anbefales, at man risikovurderer og derefter rent sikkerhedsmæssigt zone-klassificerer affaldsrum/-områder jf. regional vejledning Personsikkerhed og adgangsforhold. Affaldsterminalen skal være afskærmet/aflåst, således at adgang forbeholdes relevante medarbejdere. Alternativt skal de respektive komprimatorer og containere holdes aflåste.

Under risikovurdering skal brandfare og brandspredning vurderes og affaldsterminal indrettes, så brandrisici minimeres.

For visse affaldstyper er aflåsning et lovkrav, for andre affaldstyper sker aflåsning for at reducere tilhold af skadedyr, eller reducere tyveri f.eks. af elektronikaffald og køleskabskompressorer.

Affaldsrum til klinisk risikoaffald skal holdes aflåst. Alternativt skal de enkelte containere til opbevaring af klinisk risikoaffald låses.

Komprimatorer og containere til restaffald skal aflåses, når de ikke er under opsyn.

Kemikalieaffald samles og opbevares i en aflåst kemikaliegård eller lignende sikret rum, der kan indrettes jf. lovgivning. Den skal være indrettet med en klar fraktionsopdeling og holdes ryddelig. Der skal være spildkar eller spildbakker under beholderne.

Transportvejen for affald fra afdeling til affaldsterminal skal gennemtænkes, risikovurderes og planlægges således:

  • At patient- og behandlingsafsnit samt arbejdsfunktioner berøres mindst muligt.
  • At transportvejen begrænses mest mulig gennem direkte transport fra produktionsstedet til opbevaringsstedet uden unødigt ophold og omveje.
  • At affald ikke ved afhentning og transport placeres tilgængelig for uvedkommende.
  • At transportpersonalet ikke udsættes for unødige belastninger.

Veje på hospitalets og virksomhedens matrikel kan være klassificeret som offentlig vej. På offentlig vej må klinisk risikoaffald og farligt affald ikke transporteres uden forudgående vurdering af om regler for transport af farligt gods overholdes.

Ved renoverings- og byggeaktiviteter skal det planlægges, hvorledes den almindelige affaldstransport kan ske uden unødige gener. Overvejelser i forbindelse med planlægning af affaldslogistik vil desuden blive beskrevet i planlægningsmanual, der er under udarbejdelse.

Ansvar for affaldsplanlægning

Virksomheden skal sikre at affaldet kan sorteres og håndteres i de relevante affaldstyper. Kildesortering af affaldet i de nødvendige affaldstyper skal foregå tættest muligt på produktionsstedet. FM-service bør i dialog med alle afdelinger få placeret de nødvendige beholdere hensigtsmæssigt. Desuden skal FM-service vurdere, hvorledes kildesortering kan ske i offentlige områder, fællesarealer m.v.

For uddybning af snitflader og ansvarsfordeling mellem Center for Ejendomme og virksomheden henvises til Service Level Agreement for Drift og Teknik (se bilag).

Det er vigtigt at relevante medarbejdere fra bl.a. FM-service, hygiejne, Drift og Teknik, Energi og Miljø, Logistik og Forsyning, arbejdsmiljø og sikkerhedsrådgiver inddrages i den praktiske planlægning og indretning. 

Centerfor Ejendomme (Energi og Miljø samt Regional Kemirådgivning/Sikkerhedsrådgiver) kan kontaktes med henblik på hjælp/sparring ift. affaldsrelateret planlægning og indretning.

Tilbage til top

Affaldsmateriel

Region Hovedstaden anvender i videst muligt omfang ensartet, standardiseret materiel til håndtering af affald – med forbehold for tilpasning til lokale logistiksystemer.

Til affaldshåndtering på afdelingen anvendes som udgangspunkt regionens valgte stativsystemer, som du kan se under links. Til kontorområder o.l. ikke kliniske områder er det pt. ikke valgt et standardsystem, og der kan vælges mellem forskellige systemer, der kan findes i SAP.  

Til indsamling og delvis decentral opbevaring af affald anvendes minicontainere, MP-kasser samt vogne og bure alt efter det lokale logistikkoncept.)

I affaldsterminalen anvendes desuden forskellige maxi-containere, komprimatorer og lignende. En oversigt findes under Øvrige regionale links.

Materiel, der anvendes til opbevaring transport af affald, skal vedligeholdes og rengøres efter behov – se også Minimering af sikkerheds- og sundhedsmæssige risici for personer.

Til (klinisk) risikoaffald er der separat materiel jf. de særlige krav til håndteringen af denne type farligt affald, hvilke kan fremsøges i SAP.

Til kemikalier er der ligeledes separat materiel. Du finder en oversigt over udvalgte plastemballager i SAP under Øvrige regionale links.

Engangsemballage til restaffald, kemikalier og klinisk risikoaffald må ikke være fremstillet af PVC, da affald og affaldsemballage bortskaffes ved forbrænding.

Der er udarbejdet et udvalg af regionale mærkater til mærkning af materiel til affaldshåndtering. Oversigt over mærkater og anvendelsesmuligheder findes under Øvrige regionale links – Plancher og mærkater.  

Ansvar for affaldsmateriel

For uddybning af snitflader og ansvarsfordeling mellem Center for Ejendomme og virksomheden ift. indkøb, vask og vedligehold af materiel til affaldshåndtering henvises til Service Level Agreement for Drift og Teknik.

Tilbage til top

Affaldssortering

Affald kan klassificeres som eks. genanvendeligt affald, farligt affald, affald til deponi, eller restaffald til forbrænding. En affaldstype kan godt være eks. både farligt og genanvendeligt, dvs. genanvendeligt farligt affald (eks. batterier), eller være farligt affald til forbrænding (eks. klinisk risikoaffald).

Genanvendeligt affald er affald, som virksomheder er forpligtet til at sortere til genanvendelse jf. Affaldsbekendtgørelsen og de kommunale affaldsregulativer.

Farligt affald er som udgangspunkt alle stoffer og materialer der udgør en brand-, sikkerheds-, sundheds- og/eller miljøfare (eks. batterier, bly/blyholdige materialer, nogle kemikalier (se Kemikaliestyring i Region Hovedstaden) klinisk risikoaffald, koncentreret cytostatika, kviksølvholdige produkter og lyskilder, og spraydåser). Desuden hører en række produkter ind under denne affaldstype. Den nærmere definition er beskrevet i Affaldsbekendtgørelsen § 3, stk. 17. Farligt affald er omfattet af anmeldelsespligt til kommunen.

Restaffald omfatter primært forbrændingsegnet restaffald, der ikke kan genanvendes og ikke udgør en risiko (klinisk risikoaffald, genkendeligt vævsaffald, eller andet farligt affald).  

For uddybning se Affaldstyper.

Miljøstyrelsens affaldshierarki skal indtænkes ved bortskaffelse af alle produkter, således at genbrug og genanvendelse prioriteres fremfor forbrænding eller deponering.

  1. Forebyggelse. I det omfang det er muligt, skal affaldsgenerering forbygges, dvs. forhindre at stoffer, materialer eller produkter bliver til affald.
  2. Forberedelse med henblik på genbrug. Produkter, som kan genbruges bør i størst muligt omfang genbruges direkte – enten lokalt, regionalt eller, hvis det ikke kan sælges og indbringe et provenu, der står i et rimeligt forhold til omkostningerne ved et salg, via donationer til nødhjælpsorganisationer.
  3. Genanvendelse. Materialer fra produkter der ikke kan genbruges, skal sikres genanvendt ved sortering.
  4. Anden nyttiggørelse. Materialer, der ikke kan genanvendes, men som kan finde anden nytteværdi, skal ligeledes sorteres.
  5. Bortskaffelse. Forbrænding og deponi forbeholdes produkter, som ikke kan genanvendes jf. ovenstående.

På intranettet er beskrevet hvordan Region Hovedstadens kildesorterer i affaldsfraktioner og -typer. Dette er minimumskrav som supplement til lovgivning jf. de kommunale affaldsregulativer.

Der er udarbejdet regionale mærkater til affaldshåndtering. Til affaldsstativerne bruges de regionale mærkater, som du finder under Øvrige regionale links - Plancher og mærkater.

Der er ligeledes udarbejdet regionale sorteringsplancher, der giver et overblik over kildesortering. Disse kan findes under Øvrige regionale links – Plancher og mærkater.

Særligt om direkte genbrug

Du kan læse mere om direkte genbrug på intranettet, se Øvrige regionale links - Genbrug og donation af hospitalsudstyr.

Særligt om affald med personfølsomme oplysninger

Af hensyn til sikring af personfølsomme oplysninger sendes papir til makulering før det kan genanvendes. Det sikrer, at oplysningerne ikke bliver tilgængelige for tredjeperson.

Er der tale om et andet materiale end papir, der indeholder personfølsomme oplysninger (eks. Patientarmbånd, urinbæger, medicinbæger o.l.), kan du finde mere information om håndtering af affald med personfølsomme oplysninger under Øvrige regionale links.

Særligt sortering af tekniske fraktioner

En række affaldstyper som eksempelvis byggeaffald, haveaffald, træ og hårde hvidevarer, der primært håndteres af FM- service er beskrevet separat på intranettet, og kan findes under Øvrige regionale links - Containere og afhentning.

Bygge- og anlægsaffald skal kildesorteres som andet affald. Bygge- og anlægsaffald håndteres enten af interne håndværkere eller eksterne entreprenører. Interne håndværkere bruger normalt hospitalets affaldsfaciliteter. Eksterne entreprenører er normalt jf. kontrakt, selv ansvarlige for bortskaffelse, således at affaldet ikke indgår i hospitalets affaldshåndteringssystem.

Bygge- og anlægsaffald skal genanvendes medmindre det indeholder miljø- eller sundhedsskadelige stoffer. Ved indgåelse af kontrakter med eksterne entreprenører om bygge- og anlægsopgaver skal der tages højde for korrekt genanvendelse. Bygge- og anlægsaffald er også omfattet af principper for kildesortering.

Se intranet for yderligere information.

Emballering af affald

Lokalt skal emner til affald altid sorteres og placeres direkte i egnet emballage dvs. beholdere, sække o. lign. Ved egnet forstås f.eks. at sækken/beholderen kan lukkes ordentlig, at ydermaterialet ikke gennemvædes, ikke kan gennembrydes af nåle og skarpe genstande og passer til affaldstypen.

Vær specielt opmærksom på følgende:

  • Emballagen må ikke overfyldes, så den ikke kan lukkes.
  • Emballagen skal lukkes korrekt og forsvarligt før den forlader afdelingen, så affald ikke falder ud – Kanylebokse og beholdere af plast/pap lukkes med låg, sække snøres til.
  • Omemballèr, hvis den oprindelige emballage beskadiges, perforeres eller gennemvædes af udsivende væsker, før den er kommet i den endelige beholder/container.
  • Der er specielle emballerings- og mærkningskrav til nogle affaldstyper, f.eks. kemikalier og klinisk risikoaffald.

Der anvendes (regionale) mærkater/etiketter til mærkning af affald og affaldsemballage, som du finder via  Kemikalieaffald, etiketter og emballage.

Kemikalieaffald skal påsættes relevante etiketter, så transport m.v. kan foregå sikkert. Klinisk risikoaffald skal mærkes allerede på afdelingen. Andre etiketter skal senest påsættes når affaldet er emballeret til at forlade hospitalet. Eventuel mærkning med UN-numre er først lovpligtigt når affaldet transporteres på offentlig vej.

Ansvar for affaldssortering

Den lokale afdelingsledelse er ansvarlig for at instruere medarbejderne således, at der kildesorteres, emballeres og mærkes korrekt.

Den enkelte medarbejder er ansvarlig for at følge de gældende retningslinjer for affaldssortering.

Region Hovedstadens virksomheder skal sikre, at der ved indgåelse af kontrakt med eksterne entreprenører sikres en korrekt sortering og genanvendelse af affald jf. affaldshierarkiet. Det skal endvidere sikres, at eksterne entreprenører leverer data for bortskaffet affald fra bygge- og anlægsprojekter.

Derudover er de præcise snitflader mellem Center for Ejendomme og virksomheden under afklaring.

Tilbage til top

Affaldstransport

Intern transport

Intern transport af affald fra afdelinger og affaldsrum varetages som udgangspunkt af FM-service. Ved intern transport skal den pågældende medarbejder være opmærksom på,

  • At patient- og behandlingsafsnit samt arbejdsfunktioner berøres mindst muligt.
  • At transportvejen begrænses mest mulig gennem direkte transport fra produktionsstedet til opbevaringsstedet uden unødige ophold og omveje.
  • At affald under transport så vidt muligt placeres utilgængelig for uvedkommende.
  • At undgå unødige belastninger.

Veje på hospitalets og virksomhedens matrikel kan være klassificeret som offentlig vej. På offentlig vej må klinisk risikoaffald og farligt affald ikke transporteres uden forudgående vurdering af om regler for transport af farligt gods overholdes.

Ved renoverings- og byggeaktiviteter aftales hvorledes den almindelige affaldstransport kan ske uden unødige gener.

Transport væk fra virksomhed

Affaldstransport varetages for de fleste affaldstyper og virksomheder af Center for Ejendomme, Logistik og Forsyning. Benyttes der en ekstern leverandør, skal denne være en godkendt transportør eller indsamler, der er registreret i Affaldsregistret under Miljøstyrelsen jf. de respektive kommunale erhvervsaffaldsregulativer. De kommunale erhvervsaffaldsregulativer giver i visse tilfælde mulighed for at benytte kommunale indsamlingsordninger og det er ligeledes i et vist omfang muligt at benyttegenbrugspladser, hvortil virksomheden selv kan transportere sorteret affald. Der henvises til de respektive kommunale regulativer.

Klinisk risikoaffald og farligt affald er farligt gods, og skal derfor forsendes og transporteres i henhold til ADR-konventionens regler. Det vil sige:

  • I godkendt emballage.
  • Mærket med lovlig etiket.
  • Specielle transportdokumenter skal være korrekt udfyldt.
  • Køretøjet skal være godkendt til denne type transporter og
  • Chaufføren skal have speciel uddannelse.

Det er afsenders pligt at sikre dette, også selv om der er indgået kontraktlig aftale om et eller flere punkter med transportør eller indsamler. Rådgivning kan fås hos regionens sikkerhedsrådgiver (Regional Kemirådgivning).

Se også folder Affaldskørsel i Region Hovedstaden fra Logistik og Forsyning.

Der er specielle regler for transport af radioaktivt affald. Virksomheder, der har radioaktivt affald, skal sikre at lokale retningslinjer følger gældende lovgivning, og at der anvendes godkendt transportør. For mere information se Dansk Dekommissionering – Modtagelse og afhentning af radioaktivt affald i Danmark under Vejledninger fra myndigheder.

Tilbage til top

Modtageranlæg

Region Hovedstaden har indgået aftaler med modtageranlæg for forskellige affaldsfraktioner, og affald skal afleveres til de i kontrakterne aftalte modtageranlæg.

Er der anvist modtagere/modtageranlæg i det kommunale affaldsregulativ, skal disse benyttes.

Ansvar for affaldstransport og aftaler med modtageranlæg

Den præcise ansvarsfordeling mellem Center for Ejendomme og virksomheden er fortsat under afklaring. Tekst opdateres efterfølgende.

Har du spørgsmål til transport og modtageranlæg, så kontakt ###EMAIL###

Tilbage til top

Minimering af sikkerheds- og sundhedsmæssige risici

Bortskaffelse af affald indebærer en række sikkerheds- og sundhedsmæssige risici for de personer der håndterer affaldet. Disse risici skal i henhold til arbejdsmiljølovgivningen forebygges, og personer skal have den relevante uddannelse hvor påkrævet.

Væsentligste forebyggelsesområder

Infektionsrisici (biologiske agenser og vask af materiel)

Det skal undgås at personer kommer i kontakt med biologiske agenser i affald på en sådan måde, at det kan udgøre en infektions- og smitterisiko. Forebyggelse kan ske på forskellig vis:

  • Emner til affald skal altid placeres i egnede beholdere, sække m.v. Ved egnede forstås f.eks. at sækken/beholderen kan lukkes korrekt og forsvarligt så affald ikke falder ud, at ydermaterialet ikke gennemvædes og ikke kan gennembrydes af nåle og skarpe genstande.
  • Ved håndtering af affald og beholdere med affald bæres egnet beklædning og evt. beskyttelsesbeklædning. Andre egnede værnemidler skal være tilgængelige.
  • Beklædning anvendt ved indsamling og transport af affald, må efterfølgende ikke bæres i forbindelse med rene opgaver, f.eks. transport og om-/aflæsnings af rene varer, eller i kantine og renrum, men skiftes og lægges til vask inden rene opgaver udføres.
  • Beklædning skiftes som minimum dagligt og ved behov efter tilsmudsning.
  • Materiel, transportbur og –container der benyttes til indsamling rengøres med passende interval, så de ikke udgør en smitterisiko. Materiel, der skal anvendes indendørs, skal som udgangspunkt være synligt rent, yderligere krav til vask og renhed aftales lokalt med hygiejneorganisationen. Der anbefales en maskinel vaskeproces for at sikre vaskestandard.
  • Der er fokus på hygiejne og specielt udførelse af håndhygiejne, og personale, der håndterer affald, skal instrueres i smitterisiko, smitteveje og forebyggelse af smitte, herunder håndhygiejne.

Ergonomi

Ved håndtering af affald, affaldssække og –containere skal Arbejdstilsynets løfte og- transport regler overholdes. Der skal specielt være fokus på at:

  • Affald, affaldssække og -beholdere ikke håndteres mere end én gang.
  • Affald, affaldssække og -beholdere ikke vejer mere end, at de lovligt kan håndteres manuelt, medmindre der benyttes egnede hjælpemidler til løft/håndtering.
  • Affald, affaldssække og -beholdere ikke håndteres med kroppen i yderstilling eller over skulderhøjde.
  • Transportvejen for containere er plan, og at evt. stigninger ikke er mere end Arbejdstilsynet tillader.
  • Transportbur/-container, er indrettet og pakket således, at en medarbejder – uden at bøje sig til siden - har fuldt udsyn fremad, når den skubbes.

Ulykkesricisi

De væsentligste ulykkesrisici er stik-/skæreskader, fodskader og rygskader. Minimering af risici kan ske ved følgende forebyggelsestiltag:

  • Risiko for fodskader minimeres ved, at der bæres sikkerhedssko, når der køres med affaldscontainere eller løftes affaldssække.
  • Risikoen for stik-/skæreskader minimeres ved korrekt lokal affaldssortering, samt ved at anvende egnede beskyttelseshandsker.
  • Risiko for muskel- og skeletskader minimeres ved at alle ansatte har fokus på ikke at overfylde sække.

Kemi

De væsentligste risici ved bortskaffelse af kemikalieaffald er, hvis låg på dunke og beholdere ikke er skruet ordentlig på eller hvis indholdet er ukendt. Disse risici minimeres ved at:

  • Emballagen er tæt.
  • Låg skrues eller lægges fast på.
  • Der mærkes med de fællesregionale kemikalieaffaldsetiketter.
  • Nødvendige værnemidler er tilgængelige.

Arbejdspladsvurdering (APV)

Alle afdelinger risikovurderer i samarbejde med arbejdsmiljøorganisation, -repræsentanter og -konsulenter affaldshåndtering som en del af deres APV. Der fokuseres specielt på, at:

  • Skylle- og affaldsrum, transportveje og materiel er hensigtsmæssigt indrettet og vedligeholdt.
  • Medarbejderne er instrueret i hygiejniske og sikre rutiner ved affaldshåndtering.
  • Affald sorteres i de rigtige fraktioner og mærkes korrekt.

Ansvar for sikkerheds- og sundhedsmæssige risici for personer

Den lokale afdelingsledelse har ansvar for at medarbejderne er instrueret i:

  • Hygiejniske og sikre rutiner ved affaldshåndtering.
  • Sortering af affald i de rigtige fraktioner.
  • Mærkning af kemikalieaffald og andet farligt affald med de fælles regionale affaldsetiketter
  • Korrekt arbejdsteknik, herunder evt. brug af personlige værnemidler og relevante hjælpemidler.

FM-service, arbejdsmiljørepræsentanter og -konsulenter, Energi og Miljø, hygiejnefunktionen og Regional Kemirådgivning kan assistere med instruktion.

Tilbage til top

Helhedssyn

Affaldshåndtering skal sammentænkes med øvrige politikker og strategier i Region Hovedstaden, således at:

  • Affaldsgenerering/-produktion minimeres.
  • Brugen af ikke-genanvendelige produkter og materialer, f.eks. forurenet med farlige kemikalier, minimeres.
  • Produkter genbruges og materialer genanvendes i størst muligt omfang.

Affaldsforebyggelse ved udbud og indkøb

Affaldsforebyggelse skal indtænkes og implementeres af Region Hovedstadens Center for Økonomi, Koncernindkøb via udbud og indkøbsaftaler, ved at unødig emballage og ikke-genanvendelige materialer kræves minimeret i kravspecifikationer. Der bør foretages vurdering af miljøbelastning, herunder miljø- og sundhedsskadelige stoffer, samt driftsomkostninger ved produktets bortskaffelse. Ved valg mellem flergangs- eller engangsprodukter, skal der ligeledes tages højde for samlede miljømæssige, hygiejniske og økonomiske omkostninger og produktets generelle egnethed.

Tilbage til top

Dokumentation

Der udarbejdes årligt en regional affaldsopgørelse. Bortskaffede affaldsmængder samt en række andre miljøparametre anføres i regnskabet. Center for Ejendomme har ansvar for indsamling af affaldsdata.

Regional Kemirådgivning (i funktion af sikkerhedsrådgiver) udarbejder den lovpligtige årsrapport om regionens aktiviteter i forbindelse med transport af farligt gods.

Tilbage til top

Ansvar og organisering

Direktioner, center-, afdelings-, afsnits- og klinikledelser er ansvarlige for implementering af vejledningen, herunder instruktion af personalet, eksterne håndværkere m.v. 

Den enkelte medarbejder er ansvarlig for at kildesortere affald i de beskrevne affaldstyper på produktionsstedet samt mærke affald korrekt.

Den lokale afdelingsledelse har ansvar for at medarbejderne er instrueret i:

  • Hygiejniske og sikre rutiner ved affaldshåndtering.
  • Sortering af affald i de rigtige fraktioner.
  • Mærkning af kemikalieaffald og andet farligt affald med de fælles regionale affaldsetiketter
  • Korrekt arbejdsteknik, herunder evt. brug af personlige værnemidler og relevante hjælpemidler.

Ift. affaldsplanlægning, -materiel, -transport og -minimering er ansvarsforhold og snitflader mellem Center for Ejendomme og virksomhederne løbende under afklaring.

Arbejdsmiljøgruppen i afdelingen skal sørge for, at der udarbejdes nødvendige supplerende beskrivelser så affaldssortering, –placering og –håndtering er forståeligt for personalet.

Ansvarsfordeling er desuden beskrevet under de forskellige afsnit i vejledning.

Center for Ejendomme er ansvarlig for det overordnede koncept for affaldshåndtering i Region Hovedstaden, herunder rådgivning, intranet og plancher/mærkater, affaldstransport væk fra matriklen, samt rådgivning om kemi og kemiaffald. De driftsmæssige opgaver på matriklerne, som CEJ er ansvarlig er beskrevet i Service Level Agreement for Drift og Teknik.

Spørgsmål om affald kan sendes til ###EMAIL###, hvorfra de så vil blive videreformidlet.

Tilbage til top

Referencer, lovgivning og faglig evidens samt links hertil

Håndtering af affald er reguleret af love og bestemmelser fra en række ministerier samt regulativer for de kommuner, hvor virksomhederne hører til.

Love og bekendtgørelser

Miljøministeriets gældende bekendtgørelse om affald, herunder kemikalier, Rigspolitiets publicering af ADR-konventionen samt relevante bekendtgørelser fra Arbejdstilsynet:

Vejledninger fra myndigheder

Regionale vejledninger

Øvrige regionale links OBS. REGI kan ikke tilgås udenfor regionens netværk

Tilbage til top

Bilag