Rene og urene tekstiler, Infektionshygiejnisk vejledning

Formål
Målgrupper og anvendelsesområde
Definitioner
Fremgangsmåde
Ansvar og organisering
Referencer, lovgivning og faglig evidens samt links hertil
Akkrediteringsstandarder
Bilag
 

Formål

 

Forhindre smittespredning gennem rene og urene tekstiler.

Hospitalerne i Nordsjælland får vasket urene tekstiler på Berendsens Vaskeri i Ølsted. Vaskeriet er selv ansvarlig for udarbejdelse af vejledninger for personalet i forbindelse med håndtering af urene tekstiler, uanset hvilken patientkategori det stammer fra.

I forbindelse med håndteringen af tekstiler i de enkelte afsnit på Hospitalerne i Nordsjælland er personalet selv ansvarlig for at forhindre smittespredning.

Tilbage til top

 

 

Målgrupper og anvendelsesområde

Personale der håndterer rene og urene tekstiler

Tilbage til top

 

 

Definitioner

Rene tekstiler: Tekstiler der er synligt rent og hvor der højst kan findes 5 colony forming units (<5cfu) Bacillus cerius på en blodagarplade ved kontrol

Tilbage til top

 

 

Fremgangsmåde

Håndhygiejne

Der udføres håndhygiejne før håndtering af rene tekstiler og efter håndtering af forurenede tekstiler

Rene tekstiler

  • Rene tekstiler skal være mikrobiologisk og synligt rene
  • Rene tekstiler skal opbevares tildækket i transportvogne eller på hylder i lukket linneddepot. Hvis linned opbevares i rent depot med andre depotvarer, skal linned opbevares i lukkede skabe
  • Lagerbeholdning skal svare til forbrug og der skal være en systematisk lagerrotation
  • Rene tekstiler, der er fjernet fra depot eller transportvogn bør sendes til vask efter 24 timer
  • Patienter og pårørende må ikke selv betjene tøjskabe og depoter. Døre til skabe og depoter skal holdes lukkede og der skal skiltes med, at der kun er adgang for personale

Urene tekstiler

  • Anvend altid handsker ved håndtering af synlig forurenet eller meget vådt snavsetøj
  • Læg det snavsede tøj i en snavsetøjspose, så tæt på brugerstedet som muligt
  • Undlad at rulle det snavsede tøj sammen, men læg det enkeltvis i snavsetøjsposerne
  • Undgå at holde det snavsede tøj op af uniformen
  • Gennemvædede tekstiler lægges i en klar plastpose som lukkes ved at dreje posen, men slå aldrig knude på posen
  • Vær opmærksom på ikke at sende utensilier til vask
  • Fyld aldrig snavsetøjsposerne mere end til den afmærkede kant, så de kan lukkes og max. vejer 15 kilo
  • Kassér aldrig nogen former for tekstiler. Send alt retur til vaskeriet. Vaskeriet sørger selv for at kassere og afmelde gennemvædede eller ituklippede tekstiler. Hvis det ikke afmeldes, bliver hospitalet ved med at betale leje af det.
  • Når patienten udskrives sendes dyner og puder til vask
  • Snavsetøjspose opbevares i urent skyllerum og fjernes fra afsnittet mindst en gang i døgnet
  • Til cytostatika forurenet tøj anvendes der gelatinepose som inderpose i tøjsækken

Gardiner, blufærdighedsgardiner og badeforhæng

  • Gardiner vaskes årligt og ved synlig forurening
  • Blufærdighedsgardiner vaskes én gang om måneden og ved synlig forurening. Det anbefales at anskaffe ekstra sæt, så nedtagning og opsætning kan foregå i én arbejdsgang
  • Badeforhæng vaskes én gang om måneden og ved synlig forurening. Engangsforhæng, der er depotvare, anbefales
  • Engangsblufærdighedgardiner samt engangs badeforhæng anbefales

 

Stik og skære læsioner

For at undgå stik- og skærelæsion hos vaskeriets personale skal følgende overholdes:

  • Undersøg tekstiler før de lægges i snavsetøjspose
  • Snavsetøjsposer må aldrig benyttes til transport af utensilier

 

Vask i eget afsnit/afdeling

Vask af tekstiler og andre effekter skal primært foregå på det akkrediterede vaskeri som hospitalet har aftale med. Hvor dette ikke kan lade sig gøre, kan der undtagelsesvis, efter aftale med hygiejneorganisationen, vaskes i eget afsnit.

Det forudsætter at:

  • Der vaskes i industrivaskemaskine, der er programmeret til en vasketemperatur på min. 80° i 10 min.
  • Validering af maskine årligt ved FM-afdelingen
  • Tørring forgår  i tørretumbler umiddelbart efter vask

Tilbage til top

 

 

Ansvar og organisering

 

Afdelingsledelserne er ansvarlig for, at personalet er bekendt med vejledningen og at vejledningen kan efterleves. Den enkelte medarbejder er ansvarlig for at kende og følge vejledningen.

Tilbage til top

 

 

Referencer, lovgivning og faglig evidens samt links hertil

 

 

Akkrediteringsstandarder

 

 

Bilag