dyspnø hos den voksne uhelbredeligt syge kræftpatient

 

At patienter tilbydes den rette behandling og lindring af dyspnø. At sikre, at beslutning om behandling bliver foretaget på baggrund af de korrekte observationer

Læger og plejepersonale i Onkologisk og Palliativ enhed , NOH-Hillerød

Uhelbredeligt syg kræftpatient: er patienter med en kræftsygdom, der ikke kan kureres og som behandles med palliation for øje (1)

Dyspnø: er en subjektiv oplevelse af ikke at kunne få luft nok men er ikke nødvendigvis relateret til fysisk anstrengelse. Det er et kompleks samspil af fysiske, psykiske, sociale og miljømæssige faktorer. Følelsen af ikke at kunne få luft er ofte forbundet med angst, hjælpeløshed og en fornemmelse af at drukne eller blive kvalt. Andre ord for dyspnø kan være lufthunger, kortåndethed, åndenød og svær vejrtrækning (2). Symptomet kan være både stationært eller optræde anfaldsvis og kan forværres eller udløses af f.eks. aktivitet, angst, gråd, latter, tale og lign.

hypoxi: når iltforsyningen er insufficient i forhold til dækning af vævets metaboliske behov. SAT <90 medfører hypoxi. Vi bør tilstræbe en SAT > 90, men det vil ikke være muligt for alle patienter.

Aggregater til ilt og atmosfærisk luft: via aggregater kan ilt og atmosfærisk luft gives i et flow på mellem ½-15 liter/min.

Iltbrille: Engangsslange, der placeres i patientens næsebor. Der kan gives op til 6 liter ilt på næsekateter. Næsekateter skiftes dagligt.

Varmtvandsfugter: Består af et varmelegeme og et engangskammer, som fyldes med sterilt vand. Når ilt og atmosfærisk luft ledes igennem kammeret, bliver det fugtet. Det samlede flow skal være på ialt 15 L. Man skal observere, at der er tilstrækkeligt sterilt vand til indløb i systemet. Til varmtvandsfugteren anvendes Hudsonmaske med inhallationskammer.

Medicininhallation: hvis patienten skal have inhalationsmedicin ved forstøver (system 22), skal dette gives med 7 l O2 i en Hudsonmaske med kammer. Masken skal efter brug rengøres med vand og tørres.

Tilbage til top

Dyspnø er et symptom hos ca. 50% af kræftpatienter med fremskreden kræft og tendensen er stigende i de sidste 6 leveuger til op mod 70%. Dyspnø er en af de hyppigste årsager til akut indlæggelse af kræftpatienter uanset diagnose (2).

Behandlingen skal forsøge at lindre patientens oplevelse af dyspnø og skal rette sig mod årsagen til dyspnø i det omfang, årsagen er kendt og i det omfang at årsagen kan behandles. Endvidere skal man forud for behandling altid foretage en vurdering af muligt udbytte i forhold til belastninger. Patienter og/eller pårørende bør inddrages i disse overvejelser og vurderinger.

Undersøgelser:

• observation af patienten (respirationsfrekvens, cyanose, venetegning, ødem, stridor, sekret, hoste eller hørlige bronkospasmer)
• stetoskopi (hjerterytme og bilyde)
• blodprøver, f.eks. Hgb og A-punktur
• saturationsmåling
• billeddiagnostiske undersøgelser

Mild og moderat dyspnø dyspnø, nonfarmakologisk indsats:

undersøgelser har vist, at lungekræftpatienter, der tidligt i forløbet har modtaget vejledning i forhold til redskaber og teknikker, der kan afhjælpe dyspnø oplevede en signifikant forbedring i forhold til dyspnø, performancestatus, depression og evnen til at udføre dagligdags aktiviteter. Til vejledning i mestringsstrategier, se noh_onko_at_leve_med_aandenoed_Print.pdf. 

Frisk luft/vifte:

frisk luft kan virke lige så lindrende på dyspnø som ilt. En kold klud, frisk luft, håndholdt vifte eller elektronisk ventilator kan anvendes til afkøling af det område, der forsynes af nervus trigenimus i ansigtet og kan derved reducere oplevelsen af dyspnø.

iltterapi:

er relevant for patienter med hypoxi, men ikke for alle patienter med dyspnø. Graden af dyspnø hænger ikke nødvendigvis sammen med hypoxi og behov for ilt. Dog er iltbehandling en vigtig palliativ behandling og kan give patienten en følelse af velvære for såvel patient som pårørende og personale. Ulempen kan være, at patienten er bundet til iltkilden og dermed får begrænset udfoldelsesmuligheder. Observer patienten for tryk ved næsebor, på kinder, under halsen og bag ørene. Aflast evt med gaze eller vat.

Ved vedvarende intbehandling med flow på >5 liter, bør man overveje varmtvandsfugter (se VIP...).

Massage/berøring:

virker ikke på selve dyspnøen men virker lindrende på angst.

Det er imidlertid vigtigt at være opmærksom på, at non-farmakologisk behandling sjældent kan stå alene men ofte skal kombineres med farmakologisk behandling.

Sugning:

anbefales kun i munden, da man kan risikere at øge produktionen af slim.

 

Svær og ekstrem dyspnø, non farmakologisk indsats:

interventioner:

• vær hos patienten  og udvis rolig adfærd
• bliv hos patienten, så han/hun ikke føler sig alene
• sikre, at patienten får optimal farmakologisk behandling
• frisk luft på stuen - åbn vinduer og døre
• vifte eller ventilator mod ansigtet, evt. kold klud
• sikre frie luftveje - hjælp og støtte til vejrtrækningen - evt. lungefysioterapi
• evt. iltbehandling
• lejring af patienten, så der bliver god plads i brystkassen
• skabe ro - få personer omkring patienten
• løbende information og vejledning til patient og pårørende
• undgå stramtsiddende tøj
• undgå tung dyne, da det kan virke kvælende
• undgå at stille spørgsmål til patienten, som han/hun ikke har luft til at besvare
• sikre, at udskillelser er i orden - undgå obstipation, overvej KAD
• brug af hjælpemidler, så som redskaber, toiletstol og kørestol

Farmakologisk behandling af dyspnø:

Der er bedst evidens for behandling med opioider til dyspnø hos kræftpatienter. Virkningsmekanismer formodes at være cerebral sedering, nedsat CO2- sensitivitet, mindsket O2 behov, forbedret hjertefunktion, angstdæmpende, smertestillende. Der er ingen evidens på forskellen på effekt ved s.c. anvendelse og morfindråber, men fordelen ved dråber er, at patienten selv kan administrere det.

Morfindråber (oramorph):

Oramorph dråber 20 mg/ml, er flydende morfin . Virkningen indtræder efter 5-10 minutter. Virkningsvarighed 2 - 4 timer.

• dosis for opioidnaive patienter er 3-5 dråber. Sidenhen tillægges fast opioid dosis, f.eks. Contalgin 5-10 mg x 2 dgl.
• patienter i fast opioidbehandling opstarter med 10-12 dråber, alt efter patientens faste opioid dosis (15% af den samlede døgndosis)

Midazolam:

Anvendes som angstdæmpende medicin og tillæg til opioidbehandling ved dyspnø. Desuden giver Midazolam amnesi, hvilket kan være ønskeligt, hvis patienten har et dyspnøanfald med kvælningsfornemmelse. Dosis 1-5 mg s.c. p.n.

Steroider:

Menes at virke ved at nedsætte bronkospasmer og inflamation og reducere ødem omkring tumor, hvilket kan mindske tryk i tumoromgivelserne.

Mukolytika:

præparater, som ændrer viskositeten på ekspectoratet, hvilket gør det nemmere at hoste det op. System 22 med NaCl kan med fordel anvendes.

Bronkodilaterende midler:

vær opmærksom på, at patienter, som pga. astma eller KOL er vant til at få inhalationer også får det under indlæggelse. Dette kan erstattes med system 22 og skift af depot inhalationsmedicin som pulver til Respimat (f.eks. Spiolto) .

Ansvar og organisering

1. Center for kliniske retningslinjer: lindring af dyspnø hos voksne uhelbredeligt syge kræftpatienter
2. ###NAVN###, ###NAVN###: Sygeplejemæssige udfordringer ved dyspnø hos mennesker med kræft
3. VIP: Palliative faser og lindring af symptomer hos den døende patient
4. DLCG: Dyspnø hos patienter med kræft
5. klaringsrapport for uhelbredeligt syge lungepatienter, Dansk Selskab for lungemedicin

Tilbage til top