Inklussionskriterier
Patienter med dokumenteret iskæmisk hjertesygdom, hjertinsufficiens eller hjerteklapsygdom, der stratificeres som værende i moderat- eller høj risiko jf. det regionale Forløbsprogram for rehabilitering af hjertesygdomme.
Patienter med dokumenteret aortasygdom, SCAD eller hjertestop vurderes individuelt af læge og henvises til specialiseret genoptræning. Patienten skal være stabil, velbehandlet og klar til at starte på hold.
SCAD patienter starter i henhold til DCS behandlingsvejledning først genoptræning 3 mdr. efter event.
Eksklusionskriterier
- Patienter der er klassificeret som lav risiko i Forløbsprogram for rehabilitering af hjertesygdomme. (Disse skal af ambulatoriet henvises til fuldt kommunalt forløb via en XREF15).
- Ikke forstår og taler dansk og ikke ønsker tolkebistand.
- Lider af svær demens eller andre kognitive forstyrrelser.
- Har svære fysiske hindringer for aktiv deltagelse.
- Ikke kan undværre ganghjælpemiddel i forbindelse med træningen.
Kontraindikationer på tværs af diagnoser
- Kongenit hjertesygdom.
- Aortaaneurisme, dette vurderes individuelt af kardiolog.
- Svær hypertension (blodtryk >180/110 mmHG).
- Fald i systolisk blodtryk ved belastning.
- Kompleks ventrikulær arytmi i hvile eller ved belastning.
- Puls >100 i hvile.
- Akut sygdom eller feber.
- Akut koronar syndrom indtil tilstanden har været stabil i mindst 5 dage.
- Ustabil angina pectoris.
- Angina pectoris ved lav belastning (<2 METS eller 50watt).
- Symptomgivende aortastenose, eller anden betydende hjerteklapsygdom.
- Operationskrævende hjerteklapinsufficiens.
- Forværring i funktionsdyspnø eller nyopstået hviledyspnø over 3-5 dage.
- Nylig thromboemboli.
- Aktiv perikarditis eller myokarditis.
- AMI indenfor 3 uger (dette gældende for personer med hjerteinsufficiens).
- Nyopstået, ubehandlet atrieflimmer.
- Dysreguleret diabetes (medmindre dette er konfereret med hjerterehabiliteringssygeplejerske eller kardiolog).
Henvisningsprocedure
- Patienten henvises fra rehabiliteringssygeplejerske. Udskrivende læge eller rehabiliteringssygeplejerske vurderer behovet for til A-EKG jf. Forløbsprogram for rehabilitering af hjertesygdomme.
- Ved vurderet behov for A-EKG henvises pt. til træning, når denne er gennemført og godkendt
- Er der ikke vurderet behov for A-EKG henvises pt. direkte til træning
- Specialeansvarlig fysioterapeut eller ressourceperson indgår i dialog med rehabiliteringssygeplejerske eller læge, såfremt der ved forundersøgelse eller træning vurderes behov for A-EKG.
- I tilfælde af at patienten er en lavrisiko patient jf. Forløbsprogram for rehabilitering af hjertesygdomme, tages kontakt til henvisende rehabiliteringssygeplejerske med henblik på evt. X-REF til kommune.
- Sekretær indkalder patienten til individuel forundersøgelse i fysioterapien.
Indledende vurdering
- Anamnese optages mhp. patientens subjektive oplevelse af forløbet, samt eventuelle gener og aktuelle/tidligere aktivitetsniveau jf. Fysio- og ergoterapeutfaglig journalføring.
- Patienter som har fået foretaget en CABG kan starte træning af underkrop, umiddelbart efter udskrivelse. Fuldt træningsprogram 4-6 uger efter operation, hvis træningen tager hensyn til brystkassens stabilitet jf. Forløbsprogram for rehabilitering af hjertesygdomme.
- Patienten bliver introduceret til Borg 20 anstrengelsesskala.
- Skal patienten deltage på hold, bliver vedkommende testet ved brug af 6 minutters gang test og 30 sekunders rejse/sætte sig test.
Skal patienten ikke på hold, kan selvevaluerede snakketest + Borg 15 konditest udføres af pædagogiske årsager.
- Patienten informeres om formål, principper og forholdsregler ved træningen.
Der bliver informeret om fysioterapeutens og patientens rolle og ansvar for træningsforløbet. Herunder varighed af forløb (delt forløb - 6 uger hospitalsregi; 6 uger i kommunalt regi; fuldt forløb = 12 ugers i hospitalsregi) og mulighed for videre træning i kommunalt regi ved delt forløb jf. Forløbsprogram for rehabilitering af hjertesygdomme.
- Patienten opfordres til yderligere én træningsseance ugentligt på egen hånd, samt fysisk aktivitet 30 minutter dagligt ved let til moderat intensitet jf.Sundhedsstyrrelsens håndbog om forebyggelse og behandling.
- Har patienten behovsmedicin fx nitroglycerin bedes denne medbragt til træning.
- Samtalen dokumenteres i Sundhedsplatformen i lokalt udarbejdet SmartPhrase jf. Fysio- og ergoterapeutfaglig journalføring.
6 min gangtest registreres som tillægskode (VHP0XXX) på med henblik på registrering i Dansk HjerteRehabiliteringsDatabase (DHRD)
- Specialiseret genoptræningsplan udarbejdes jf. Genoptræningsplan, udarbejdelse af, efter udskrivelse fra Nordsjællands Hospital.
- Digitalt patientkort udfyldes og indsættels i "specialekommentar" i Sundhedsplatformen, ved brug af lokal SmartPhrase.
- Sekretær informeres om startdato og hvilket hold, patienten skal gå på. Sekretær indkalder patienten.
Træning på hold
- Holdtræning skal af sikkerhedsmæssige hensyn, afvikles indenfor hospitalets matrikel.
- Der er under normale omstændigheder 10 deltagere på hvert hold.
- Holdet træner to gange ugentligt af 1 eller 1½ times varighed.
- Der er løbende optag på holdene.
- To fysioterapeuter varetager træningen.
- Træningen består af kredsløbstræning og styrketræning. Intensitet justeres efter den enkeltes fysiske ydeevne indenfor anbefalingerne i fht. diagnose jf. Dansk cardiologisk selskab, holdningspapir, fysisk træning ved iskæmisk hjertesygdom og hjerteinsufficiens og jf. DCS behandlingsvejledningen Hjerterehabilitering
- Fysioterapeuterne er igennem genoptræningsforløbet støttende med individuelle råd og vejledning. Derudover tages der hensyn til den enkeltes ressourcer og begrænsninger, hvilket er afdækket ved forundersøgelsen.
- Patienter stratificeret som værende i højrisiko jf. Forløbsprogram for rehabilitering af hjertesygdomme, testes med 6 minutters gangtest og 30 sekunders rejse/sætte sig test halvvejs i deres forløb. Mål sætning fra forundersøgelses revurderes, hvis nødvendigt.
Pædagogisk arbejdsmetode
I tilgangen til patienterne anvendes elementer fra den motiverende samtale, mhp. at få patienterne til at blive fortrolige med principperne for fysisk træning i forhold til deres hjertesygdom. Derudover støttes og opfordres til at opretholde en fysisk aktiv livsstil, efter endt genoptræningsforløb.
Afsluttende vurdering
På anden sidste træningsgang i forløbet bliver patienten retestet med samme tests som ved start. Der afholdes desuden en samtale om målopfyldelse og plan.
Det forventes at langt de fleste patienter fortsætter deres træning i hjemkommunen. Ved afsluttende vurdering sendes derfor en advisering til kommune via "Kommunikation" i Sundhedsplatformen.
Tværfagligt samarbejde
Der afholdes løbende efter behov tværfaglige møder ml. fysioterapien, diætister og kardiologisk ambulatorie.
Undervisning af patienter og pårørende i fht. fysisk aktivitet varetages af fysioterapeuterne. Kardiologisk ambulatorie varetager planlægning af undervisning og relateret logistik.
Ved nyopståede symptomer i forbindelse med ambulant aftale i fysioterapien
Før træning
Hvis patienten møder op til træning med trykken for brystet eller høj puls, men i øvrigt er upåvirket, gives nitroglycerin og effekten vurderes.
Derefter kontaktes:
- Nordsjællands Hospital Hillerød: rehabiliteringssygeplejerske på tlf. 6012(iskæmi) eller 6158 (hjerteinsufficiens)
- Nordsjællands Hospital Frederikssund: mellemvagtslæge på tlf. 5566 eller rehabiliteringssygeplejerske på tlf. 5118.
Under træning
Træningen stoppes, hvis patienten får kritiske symptomer eller bliver utilpas under træningen.
Hvis patienten angiver at have brystsmerter, gives patienten nitroglycerin og effekten vurderes.
Hvis symptomerne ophører, når træningen stoppes:
- Spørg til symptomer - karakter og sværhedsgrad.
- Vurdér ud fra ovenstående, om puls og blodtryk skal måles, eller om patienten kan træne videre.
- Ved tvivl kontaktes samme personer, som angivet ovenfor under "før træning".
- Ved utryghed eller bekymring for patientens tilstand kontaktes Nordsjællands Hospital MAT på tlf. 2222 (husk at oplyse om behov for MAT og din lokation).
Hav oplysinger om patienten klar: CPR nr., diagnose, puls, blodtryk evt. saturation og andre relevante symptomer.
Hav gerne en WOW eller anden computer med patientens journal klar, når MAT-teamet kommer.
Hvis der forsat er symptomer efter ophør af træning:
- Spørg til symptiomer - karakter og sværhedsgrad.
- Mål puls, blodtryk og evt. saturation. Ved blodtryksfald skal patienten ligge ned med benene eleveret.
- Kontakt Nordsjællands Hospital MAT på tlf. 2222 (husk at sige behov for MAT og din lokation).
Hav oplysinger om patienten klar: CPR. nr., diagnose, puls, blodtryk evt. saturation og andre relevante symptomer.
Hav gerne en WOW eller anden computer med patientens journal klar, når MAT teamet kommer.
- Når MAT kommer, overtager de patienten. Fysioterapeut hjælper i det omfang, der er behov for dette.
- Hvis der er behov for en seng, kontakt da serviceassistent fra hhv. FM-afdelingen Nordsjællands Hospital Hillerød tlf. 5680 eller Nordsjællands Hospital Frederikssund tlf. 5476.
Hjertestop
Følg procedurer i vejledningen for hjertestopbehandling på Nordsjællands hospital: Hjertestopkald, -hold og -vogn, Nordsjællands hospital og den regionale vejledning hjertestop -erkendelse, alarmering behandling og dokumentation.
Dokumentation
Dokumentation af indledende forundersøgelse, træninger og afsluttende samtale og tests foretages jf. Fysio- og ergoterapeutfaglig journalføring.
Afbud og udeblivelser
Patienten bliver ved indledende forundersøgelse, informeret om vigtigheden af at gennemføre træningen og om nødvendigt at melde afbud til træning.
Ved to udeblivelser, sendes brev til patienten. Dette med besked om at forløbet afsluttes. Ovenstående informeres patienten om ved indledende forundersøgelse, både mundtligt og skriftligt.
Beredskab
Følgende skal af hensyn til patienternes sikkerhed være tilgængeligt, i umiddelbar nærhed af træningslokalet.
- Telefon
- Ventilationsmaske
- Blodtryksmåler
- Hjertestopsprocedure