Diabetes - diagnose og klassifikation

Formål
Målgrupper og anvendelsesområde
Ansvar og organisering
Referencer, lovgivning og faglig evidens samt links hertil
Bilag

Formål

 

 

At sikre korrekt diagnose og klassifikation af patienter med diabetes mellitus

Tilbage til top

 

 

Målgrupper og anvendelsesområde

Personer mistænkt for diabetes mellitus.

Tilbage til top

Diagnose

Diagnosen diabetes mellitus kan stilles på følgende måder: 

  • enten hæmoglobin A1c over 48 mmol/mol
  • eller tilfældigt målt venøst P-glukose over 11,0 mmol/l
  • eller venøst faste P-glukose over eller lig med 7,0 mmol/l
  • eller venøst 2-timers P-glukose over 11,0 mmol/l ved oral glukosebelastning Glucose-tolerance, Pt-

De klassiske symptomer ved diabetes er øget tørst, øget vandladning, uforklaret vægttab, træthed, synsforstyrrelser og svamp i skridtet. I mere udtalte tilfælde optræder dehydrering, uklarhed og evt. koma. Er klassiske hyperglykæmisymptomer tilstede, vil én diagnostisk værdi normalt være tilstrækkelig. Er klassiske hyperglykæmisymptomer ikke tilstede, kræves yderligere mindst én diagnostisk værdi målt med samme metode.

Diagnosen diabetes mellitus bør ud over ved tilstedeværelse af klassiske hyperglykæmisymptomer (se ovenfor) også overvejes ved følgende risikofaktorer for type 2 diabetes:

  • Overvægt (Body Mass Index (BMI) over 30 kg/m2)
  • Førstegradsslægtninge med type 2 diabetes
  • Tidligere gestationel diabetes eller fødsel af barn med vægt over 4500 g
  • Hypertension (BT over 140/90)
  • Dyslipidæmi (HDL cholesterol under 0,9 mmol/l eller triglycerid over 2,0 mmol/l)
  • Tidligere påvist nedsat glukosetolerance
  • Steroidbehandling
  • Mikroalbuminuri og proteinuri
  • Iskæmisk hjertesygdom (20-30 %)
  • Cerebral iskæmi (TCI eller apopleksi)
  • Claudicatio intermittens
  • Fodsår, der heles langsomt
  • Erektil dysfunktion

Diagnosen nedsat glukosetolerance (IGT = Impaired Glucose Tolerance)

  • både venøst faste-P-glukose under 7,0 mmol/l
  • og venøst 2-timers P-glukose 7,8-11,0 mmol/l ved oral glukosebelastning Glucose-tolerance, Pt-

Oral glukosebelastning (OGTT)

Ved mistanke om diabetes mellitus udføres oral glukosebelastning Glucose-tolerance, Pt- hos:

  • Ikke-gravide (sjældent nødvendig):
    • Ved venøst faste-P-glukose 6,1-6,9 mmol/l
    • Ved tilstedeværelse af to eller flere risikofaktorer for type 2 diabetes (se ovenfor).
  • Gravide:

 

  • Forberedelse:
    • 8-14 timers faste (må gerne drikke vand)
    • Somatisk stress (f.eks. infektion, aktuelt vaskulært insult), fysisk inaktivitet og excessiv motion forud for testen kan påvirke resultatet
    • Kulhydratindtagelsen modificerer kurvens udseende. Patienten skal derfor indtage mindst 150 g kulhydrat dagligt i 3 dage forud for testen

 

  • Procedure:
    • OGTT foretages på Klinisk Kemisk afdeling, Glucose-tolerance, Pt-
    • 75 g glukose anhydrat udrørt i 250-300 ml vand drikkes over højst 5 minutter (ved vægt under 43 kg indtages 1,75 g/kg)
    • Venøst-P-glukose måles til tiderne 0 og 2 timer (måling efter l time er forladt)
    • Patienten må ikke ryge eller spise under testen

 

Klassifikation og karakteristika

Basis for skelnen mellem de to hyppigste diabetestyper er den formodede ætiologi (se også oversigten over ICD10-diagnoseklassifikationen til sidst i denne vejledning).

Både type l og type 2 diabetes mellitus kan forekomme i alle aldersgrupper.

Type l diabetes

Forårsaget af en cellemedieret autoimmun destruktion af beta-cellerne i pancreas, som oftest med årene (mere eller mindre hurtigt) fører til absolut insulinmangel. Det langsomt progredierende, autoimmunt betingede, beta-cellefunktionstab, der ses hos nogle voksne (men ikke hos børn), benævnes LADA (Latent Autoimmune Diabetes in Adults).

 

Karakteristika:

  • Oftest yngre ved debut (under 40 år gamle)
  • Slanke-normalvægtige
  • Ketosetilbøjelighed (påvist ketoacidose vil oftest være diagnostisk for type l diabetes, mens påvisning af ketonuri uden samtidig acidose er af mere tvivlsom diagnostisk værdi)

Type 2 diabetes

Alle andre patienter, der opfylder de diagnostiske kriterier for diabetes, klassificeres som type 2 diabetes, med mindre de har en anden specifik diabetestype eller har gestationel diabetes.

Støtte for diagnosen type l eller type 2 diabetes er den endogene insulinproduktion, som i tvivlstilfælde kan vurderes ved måling af C-peptid (med samtidig måling af P-glukose) Ved type l diabetes er insulinmanglen hyppigst absolut (umålelig C-peptid). Ved type 2 diabetes er insulinmanglen relativ med forsinket insulinsekretion og utilstrækkelig insulinsekretionskapacitet til at kompensere for den nedsatte insulinfølsomhed. Derudover kan måles GAD-65 antistoffer, der er positive hos mange patienter med type 1 diabetes, men ikke ved type 2 diabetes.
 

Karakteristika:

  • Oftest ældre ved debut (over 30 år gamle)
  • Overvægtige (85 %)
  • Ketosetilbøjelighed sjælden
  • Insulinresistens
  • Relativ insulinmangel
  • Normalvægtige (15 %): Ingen ketosetilbøjelighed primært, men med årene aftagende betacellefunktion

Anden specifik diabetes

  • Broget gruppe, præget af primærlidelsen. Stærkt varierende beta-cellefunktion med behandlingsbehov derefter.

Primærlidelser:

  • Pancreatitis, pankreatektomi, c. pancreatitis
  • Levercirrhose, hæmochromatose
  • Medicininduceret (glukokorticoid)
  • Anden endokrin lidelse (f.eks. akromegali, mb. Cushing, thyreotoxicose)
  • Diverse sjældne diabetesformer (f.eks. maturity onset diabetes in the young (MODY), maternally inherited diabetes and deafness (MIDD), acanthosis nigricans)

Tilbage til top

 

 

Ansvar og organisering

 

 

Referencer, lovgivning og faglig evidens samt links hertil

De Nationale Behandlingsvejledninger (NBV) for Endokrinologi:

Type 1 diabetes

Behandling og kontrol af type 2 diabetes

ICD10-koder

 

###TABEL_1###

 

###TABEL_2###

 

 

Tilbage til top

 

 

Bilag