At sikre at den gravide får kosttilskud og vitaminer i graviditeten og barselsperioden som anbefalet.
Alle raske gravide og barslende kvinder.
Jordemødre, jordemoderstuderende, læger og sygeplejersker, der er tilknyttet føde-, svangre- eller barselsgange.
Alle raske gravide og barslende kvinder
Anbefalinger i graviditeten
Kost
Gravide bør følge de 10 kostråd for at sikre et passende indtag af næringsstoffer:
Spis varieret, ikke for meget og vær fysisk aktiv
Spis frugt og mange grøntsager
Spis mere fisk*
Vælg fuldkorn
Vælg magert kød og kødpålæg
Vælg magre mejeriprodukter
Spis mindre mættet fedt
Spis mad med mindre salt
Spis mindre sukker
Drik vand
* Rovfisk og rå fisk
Det er meget vigtigt at spise fisk, mens du er gravid. Det er kun et fåtal typer fisk, du skal være særlig opmærksom på.
Undgå at spise rovfisk
Undgå helt at spise større rovfisk. Større rovfisk kan have høje indhold af kviksølv som kan skade det ufødte barn. Tidligere lød anbefalingen på at begrænse indtaget af rovfisk til maksimalt 100g om ugen. Fra 2014 har Fødevarestyrelsen valgt at ændre anbefalingen. Dette skyldes, at nyere forskning viser, at ufødte børn kan være mere følsomme for kviksølv end først antaget. Nu anbefales du helt at undgå større rovfisk, som tunbøffer, haj og gedde.
Spis maksimalt en dåse tun om ugen
Begræns indtaget af dåsetun, mens du er gravid. Dåsetun indeholder mindre kvivksølv end tunbøffer, fordi det typisk er lavet af mindre tunfisk, som endnu ikke har nået at akkumulere en stor mængde kviksølv.Tidligere var der ingen begrænsning på dåsetung, men fra 2014 har Fødevarestyrelsen valgt at ændre anbefalingen. Nu anbefales du at begrænse dit indtag af dåsetun til maksimalt en dåse tun om ugen. Undgå helt dåsetun lavet med hvid tun eller albacoretun, da disse indeholder mere kviksølv.
Spis maksimalt 125 gram østersølaks om måneden
Begræns indtaget af østersølaks til maksimalt 125g om måneden. Østersølaks indeholder dioxin, som ikke er godt for det ufødte barn. Der er kun en lille mængde østersølaks på det danske marked. Langt størstedelen af af den laks der sælges på det danske marked, er opdrættet laks som stammer fra Norge eller Færøerne.
Husk at det er vigtigt at spise fisk. Fisk bidrager til marine omega 3, jod, selen og vitamin D, som er vigtigt for barnets vækst. Marine omega 3 og vitamin D er svært at få fra andre fødevarekilder i tilstrækkelig mængde.
Gode råd om rå fisk
I rå fisk som gravad og røget fisk (altså ikke-varmebehandlet fisk), forekommer små mængder af bakterien Listeria. Man bør derfor kun spise meget frisk fisk af disse typer, eller helt at undgå dem i graviditeten. Hvad angår sushi, er der i Danmark et lovkrav om, at al fisk som bruges til sushi, skal have været frosset ned i mindst 24 timer. Derfor kan man som gravid godt spise sushi uden tun i Danmark, da risikoen for Listeriasmitte er meget lille. Pas dog på hvis du er i udlandet, hvor lignende regler ikke nødvendigvis er gældenden.
Vægtstigning under graviditet
###TABEL_1###
Calcium
Såfremt den gravide ikke drikker mælk eller spiser mælkeprodukter anbefales et tilskud på:
500 mg calcium dagligt gennem hele graviditeten og i ammeperioden.
Udover at følge de 10 kostråd, anbefaler Sundhedsstyrelsen, at gravide tager følgende kosttilskud:
Folsyre
Kvinder, der planlægger graviditet, anbefales dagligt at indtage, mindst 400 mikrogram af B-vitaminet folsyre for at forebygge, at de føder børn med visse typer misdannelser af hjerne og neuralrørsdefekter.
En kost efter kostanbefalingerne gør det muligt at få tilstrækkeligt folsyre gennem kosten alene, men det kræver store kostomlægninger for de fleste. Folsyre findes i fx spinat, broccoli, kinakål og bælgfrugter.
I Danmark registreres hvert år ca. 100 tilfælde af neuralrørsdefekter.
Alle gravide kvinder anbefales:
Tilskud på 400 mikrogram folsyre dagligt i form af folsyretablet eller multivitamin-mineralpille til gravide, fra graviditeten planlægges til og med 3 måneder henne i graviditeten.
Gravide kvinder, der har særlige behov:
Kvinder der tidligere har aborteret, kvinder der har epilepsi, kvinder der har født et barn med neuralrørsdefekt, kvinder der selv har neuralrørsdefekt, eller kvinder hvis partner har neuralrørsdefekt anbefales:
Tilskud af 5 mg folsyre dagligt (lægeordineret) fra graviditet planlægges til og med 2 måneder henne i graviditeten.
Jern
Danske undersøgelser har vist, at ca. en femtedel af gravide kvinder udvikler jernmangelanæmi sidst i graviditeten, hvis de ikke tager jerntilskud. Sundhedsstyrelsen anbefaler derfor jerntilskud til alle i graviditeten.
Alle gravide kvinder anbefales:
Et dagligt jerntilskud på 40-50 mg ferrojern fra graviditetsuge 10 og resten af graviditeten. Såfremt den gravide lider meget af kvalme, kan man evt. vente med at starte jerntilskuddet til senest graviditetsuge 18. Jerntilskuddet optages bedst hvis det indtages mellem måltiderne sammen med frugt eller grøntsagsjuice eller en citrusfrugt, idet C-vitamin fremmer jernabsorptionen.
D-vitamin
Mange mennesker har et lavt D-vitamin niveau især i vinterperioden. Derfor er det vigtigt, at gravide supplerer med D-vitamin tilskud.
Alle gravide kvinder anbefales:
Et dagligt D-vitamintilskud på 10 mikrogram eller 400 IU gennem hele graviditeten.
Svær D-vitaminmangel er meget udbredt blandt kvinder med mørk hud og kvinder som også i sommermånederne bærer en tildækkende påklædning. I disse tilfælde er et tilskud på 10 mikrogram D-vitamin dagligt ikke tilstrækkeligt. Det anbefales derfor, at D-vitaminstatus undersøges ved måling af serum 25-hydroxy-vitamin D hos disse kvinder og hos kvinde med symptomer på D-vitaminmangel og at der gives behandling efter vanlig praksis.
Multivitamin – mineralpille til gravide
Den gravide kan vælge at tage folsyre og D-vitamin som separate tilskud eller vælge multivitamin-mineralpille til gravide. Multivitamin-mineralpille til gravide indeholder anbefalede mængder af folsyre og D-vitamin, men også mindre mængder A-vitamin. Jern tages som separat tilskud.
Anbefalinger post partum:
Det anbefales at den raske barslende kvinde, følger de samme vejledninger vedrørende kosten (se ovenfor), som i graviditeten.
Den raske barslende kvinde skal ikke rutinemæssigt anbefales vitamin eller jerntilskud. Der bør dog forekomme en individuel vurdering og ved patologiske tilstande henvises til vejledningen Lav hæmoglobin post partum
Plantebaseret kost
Hvis en gravid/ammende kvinde primært eller udelukkende spiser en plantebaseret kost, bør der være fokus på, om hun får næringsstoffer nok. I en vegatarisk kost, hvor der indgår mejeriprodukter og æg, vil de fleste få næringsstoffer nok, så længe måltiderne sammensættes sundt og varieret. De generelle anbefalinger for gravide om tilskud af folsyre tidligt i graviditeten, D-vitamin, jern og calcium er de samme, uanset om man spiser en plantebaseret kost eller ej.
Det kræver stor viden og indsigt at sammensætte en vegansk kost, der dækker behovet for vitaminer, mineraler og protein, særligt i forbindelse med graviditet, fødsel og barseæ. Vegansk kost indeholder ikke vitamin B12, hvorfor gravide og ammende veganere anbefales yderligere et dagligt tilskud af 2 mikrogram vitamin B12.
Særligt som veganer og i mindre grad som vegetar, er der risiko for mangel på:
Vitamin A (findes i gulerødder, grønkål samt æg og mælkeprodukter).
Vitamin D (genereres i huden via solens UVB stråler samt i f.eks. fede fisk, mælk, ost og æg).
Calcium (findes i små mængder i spinat, mandler samt calciumberiget plantedrikke og mælkeprodukter).
Jern (spinat, mandler, pasta, rugbrød, havregryn og bønner).
Jod (findes i tang og brød samt æg og mælkeprodukter).
Riboflavin (B2) (findes i grønne bønner, spinat, champignon, avokado samt æg og mælkeprodukter).
Zink (findes i havregryn, mandler, rugbrød, linser og bønner samt i æg og mælkeprodukter).
Selen (linser, hirse, brød, paranødder samt æg og mælkeprodukter).
Er man i tvivl om kosten dækker næringsbehovet, bør kosttilskud anbefales.
På fødevarestyrelsens hjemmeside kan man læse mere om plantebaseret kost og kosttilskud.
###NAVN### ###NAVN###, overlæge
###NAVN###, jordemoder
Fødevarestyrelsen om mad, motion og de 10 kostråd: www.altomkost.dk eller www.fvst.dk
Sundhedsstyrelsen Anbefalinger for svangreomsorgen, 2013.
Sundhedsstyrelsen om hele graviditeten i bogen, Barn i vente, 2010.
Sundhedsstyrelsen, Kosttilskud til gravide, Kosttilskud til gravide
Statens Seruminstitut om smitsomme sygdomme, infektioner m.m.: www.ssi.dk