Optiflow AIRVO 2 til længerevarende iltbehandling af respiratorisk påvirkede børn efter neonatalperioden og yngre end 2 år.

Formål
Målgrupper og anvendelsesområde
Definitioner
Fremgangsmåde
Ansvar og organisering
Referencer, lovgivning og faglig evidens samt links hertil
Bilag
 

Formål

At behandle børn, som har behov for længerevarende iltbehandling efter ens standarder.

At beskrive den optimale pleje og observation af de pågældende børn.

At understøtte ensartet og korrekt procedure for anvendelse af Optiflow AIRVO 2

Tilbage til top

Målgrupper og anvendelsesområde

Læger og plejepersonale ansat på Børne- og Ungeafdelingen Nordsjællands Hospital, Hillerød.

Fugtet iltbehandling af børn efter neonatal perioden og yngre end 2 år.

Tilbage til top

Definitioner

Optiflow er et ventilationssystem, der yder et lille flow af 100 % mættet/fugtet ”luft”(atmosfærisk luft tilblandet ilt). Systemet består af en AIRVO 2 befugter med integreret flowgenerator og tilhørende nasal katetre.

Fugtet luft er luft opvarmet til 34 grader og mættet med vanddamp.

AIRVO 2 skal stå på pædiatriindstilling og TP er derved 34 grader.

Ilt behandling  skal betragtes på lige fod med  andre lægemidler og kræver individuel dosering og dokumentation i journal.

Tilbage til top

Fremgangsmåde

Optiflow kan ikke bruges som erstatning for CPAP.

Ved behandling med ilt, er det væsentligt, at den tilgrundliggende årsag til hypoksæmien identificeres og primær behandling i værksættes.

Indikationer

Anvendes til respiratorisk påvirkede børn med behov for længerevarende ilt behandling efter neonatalperioden og < 2 år:

  • Dvs. børn med respiratorisk distress forårsaget af let til moderat bronchiolitis eller pneumoni.
  • Dvs. at barnet ikke er så respiratorisk påvirket, at man vil på begynde CPAP behandling.
  • Børn efter udtrapning af CPAP.

Kontraindikationer

  • Børn, der er så respiratorisk påvirkede, at lægen umiddelbart finder indikation for CPAP behandling.
  • Børn med udsættende respiration eller apnoe perioder
  • Børn med misdannelser i øvre luftveje eller næse svælgrum.
  • Børn med pneumothorax.
  • Børn under mistanke for tidlig debuterende astma/kan diskuteres når flowet er max 6 l.

Ordination

Behandlingen, FiO2 og flow i l/min ordineres af læge.

Sygeplejerske forestår observation, pleje og dokumentation.

Observation

Barnet observeres med:

  • Hjerteaktion
  • Respirationsfrekvens
  • Iltsaturation
  • Grad af indtrækninger
  • Syrebasestatus 

Observationer mhp risiko for udtrætning af barnet

  • Man skal være opmærksom på, at barnets luftveje ikke tilstoppes af sekret.
  • Man skal være opmærksom på, at der kan være et øget behov for sugning.

Anvendelse og sikkerhed

Flow og ilt.

Flowet ordineres efter barnets vægt.  I starten 0,5 l/min x barnets vægt i kg. Det maksimale flow må ikke overstige 6 l/min.

Effekt vurderes ud fra respirationsarbejde, luftskifte og syre-basestatus.

Ilt flow justeres efter barnets tilstand og iltsaturationsmålinger.

Ændring i ilttilførsel ses øjeblikkeligt.

Nasalkateter str. og flow kapacitet.

Nasalkateterets septum størrelse og maksimale accepterede flow er indikeret på pakningen.

Studsene på nasalkateteret må maximalt fylde 50 % af næseboret. Hvis studsen fylder mere end det, må man vælge en mindre størrelse og reducere til det flow, denne mindre størrelse kan acceptere.

Der skal være afstand til næseskillevæggen.

Optiflow nasalkateter:

GUL, neonatal størrelse, til børn 1-8 kilo.

LILLA, spædbarnsstørrelse, til børn 3-15 kilo.

GRØN, pædiatrisk størrelse, til børn 12-22 kilo.

Observationer, gener, handlinger og plan for pleje dokumenteres.

  • Total PEWS registreres 30 og 60 min efter på begyndt Optiflow behandling.
  • 60 min efter initiering af behandlingen  tages syrebasestatus, idet der er risiko for PCO2 ophobning på trods af normal iltsaturation
  • Herefter følges PEWS algoritmen og ved ustabile børn hyppigere vurderinger efter skøn.
  • 60 min efter initiering af behandlingen og ved ændringer i barnets tilstand vurderer lægen  effekten ud fra respirationsarbejde, luftskifte og syre-basestatus,  mhp evt skift  til anden behandling, f.eks. CPAP.
  • Optiflowsystemet: Fugter-temperatur, vand i fugteren og vandposen, korrekt indstilling af flow og ilttilskud, kontrolleres hver 4 time ved stabile børn, og efter skøn ved ustabile børn – Kontroller altid Optiflowsystemet, ved afvigende vitalparametre.
  • Sekret – barnets suges ved mistanke om sekret ophobning samt ved fald i iltsaturation. Vær opmærksom på, at behovet for  sugning øges ved optiflow behandlingen.
  • Smerter/almentilstand, minimum 2 gange i hver vagt.
  • Barnets temperatur, min 1 gang i hver vagt.
  • Næse, nasalkateter, fiksering: Sidder nasalkateter korrekt? Obs tryk gener og rødme. Næsepleje mindst en gang dgl. Oftere ved belastet hud.
  • Mundpleje: Fugt munden med sterilt vand eller modermælk efter behov, evt smøres læber med fed plejende creme uden Petroleum.
  • Lejring, let eleveret, gerne på maven.

Sygeplejersken skal konsultere læge hvis:

  • Barnet har brug for øget ilttilførsel eller flow, udenfor de ordinerede værdier. Barnets tilstand ændrer sig.
  • Barnet ikke responderer på den iværksatte behandling.
  • Der er usikkerhed i forhold til behandlingen

Rengøring og hygiejne

Fugtersystem: alt udstyr skiftes en gang om ugen. Optiflow systemet har en holdbarhed på 7 dage. Sterilt vand skiftes ved behov samt ved udskiftning af system og nasalkateter.

Nasalkateter rengøres dagligt med vand og sæbe. Kan skylles, renses med sterilt vand efter behov.

Udskiftes 1 x ugentlig (samtidig med systemet).

Nasalkateter, iltslange, trykudløser, harmonikaslangesystem og fugtekammer kasseres efter endt behandling.

Temperaturføler, kabel til varmetråd og varmelegeme er flergangsmateriale og skal rengøres efter gældende hygiejniske principper.

Mellem hvert barn rengøres systemet, jævnfør vejledning som findes på Optiflowsystemet.  

Tilbage til top

Ansvar og organisering

Behandlingen ordineres af en læge.

Sygeplejersken forestår observation og pleje samt dokumentation af barnets vitale værdier (virkning af behandlingen). 

Behandlingsplanen vurderes jævnligt af læge og ændres/seponeres af en læge ved tilsyn/stuegang.

Tilbage til top

Referencer, lovgivning og faglig evidens samt links hertil

High flow nasal cannula in children: a literature review. Mikalsen IB1,2, Davis P3, Øymar K4,5. Scand J Trauma Resusc Emerg Med. 2016 Jul 12;24:93. doi: 10.1186/s13049-016-0278-4.

Tilbage til top

Bilag

Fisher & Paykel - Tilpasningsvejledning Optiflow.tilpasningsvejledning-til-nasalkateter.pdf

Tilbage til top