Microlithiasis (DN498M)

 

Målgrupper og anvendelsesområde

Læger i Afdeling for Urinvejssygdomme, Herlev Hosital.

Sikring af et optimalt patientforløb, ensartet behandling og udelukkelse af alvorlig tilgrundliggende lidelse.

Definitioner

Én eller flere mikroforkalkninger i testiklen ved ultralydsskanning.

Fremgangsmåde

Baggrund:

Betydningen af microlithiasis er uafklaret. Der findes ingen klinisk kontrollerede studier vedrørende betydningen af microlithiasis og risikoen for tilstedeværelse eller udvikling af CIS/testiscancer.

Dog findes der en række opgørelser, som beskriver en mulig sammenhæng mellem microlithiasis og infertilitet (nedsat sædkvalitet), retentio testis og testis atrofi.

Rashid et al [1] beskrev i et review en prævalens af microlithiasis på 0,6-9,0% afhængig af population og studiedesign. Ved bilateral microlithiasis hos infertile mænd fandtes CIS hos 20% [2]. Blandt mænd med anamnese med retentio testis og microlithiasis udviklede 10% c. testis inden for 8 år [3]. Endvidere synes risikoen for CIS at være forøget, hvis der findes microlithiasis i en atrofisk testikel [4]. Tilsvarende fandt Tan et al [5] en øget risiko for CIS og c. testis hos mænd med microlithiasis og infertilitet, retentio testis eller testis atrofi, mens der ikke syntes at være en øget cancerrisiko ved microlithiasis uden tilstedeværelsen af disse faktorer.

Anbefalinger:

Hvis patienten er <50 år, og der i forbindelse med ultralydsundersøgelse af testiklerne konstateres microlithiasis tilbydes patienten testisbiopi, hvis én af følgende tilstande er tilstede i anamnese eller ved den objektive undersøgelse:

1)      Retentio testis

2)      Testisatrofi

3)      Nedsat sædkvalitet

Hos den anamnestiske infertile mand hvor der ikke er foretaget sædanalyse tidligere, og testiklerne er normale ved den objektive undersøgelse, og der ikke foreligger anamnestiske oplysninger om retentio testis, henvises patienten til sædanalyse på Klinik for vækst og reproduktion. En anamnese med barnløshed er altså ikke alene nok til at udløse biopsi før resultatet af en sædanalyse foreligger.

Henvisning til Klinik for vækst og reproduktion: søg på "henv RH andro"

Der bestilles telefonsvar i androteam.

Tolkning af sædanalyse. Analysen vi får fra RH indeholder mange parametre både kvantitative og kvalitative, som kan munde ud i konklusionen nedsat sædkvalitet. Vi har vedtaget kun at bruge de kvantitative parametre, således nedsat sædkvalitet ved:

  • Koncentration <20 mio/ml, eller total antal <40 mio

I alle andre tilfælde med microlithiasis og ingen yderligere ultralydsmæssige ekkoforandringer i testisvævet findes der på nuværende tidspunkt ikke evidens for at udføre testisbiopsi.

Ansvar og organisering

  • Afdelingsledelsen er ansvarlig for, at personalet er bekendt med vejledningen
  • Androteamet er ansvarlig for, at vejledningen revideres mindst hver 2. år
  • Den enkelte medarbejder er ansvarlig for et følge vejledningen

Referencer, lovgivning og faglig evidens samt links hertil

[1] Rashid HH, Cos LR, Weinberg E, Messing EM. Testicular microlithiasis: a review and its association with testicular cancer. Urol Oncol 2004; 22(4):285-289.

[2] De Gouveria Brazao CA, Pierik FH, Oosterhuis JW, Dohle GR, Looijenga LHJ, Weber RFA. Bilateral testicular microlithiasis predicts the presence of the precursor of testicular germ cell tumors in subfertile men. J Urol 2004; 171:158-160.

[3] Husmann DA. Cryptorchidism and its relationship to testicular neoplasia and microlithiasis. Urology 2005; 66(2):424-426.

[4] von Eckardstein S, Tsakmakidis G, Kamischke A, Rolf C, Nieschlag E. Sonographic testicular microlithiasis as an indicator of premalignant conditions in normal and infertile men. J Androl 2001; 22:818-824

[5] Tan IB. et al. Testicular microlithiasis predicts concurrent testicular germ cell tumors and intratubular germ cell neoplasia of unclassified  type in adults: a meta-analysis and systematic review. Cancer 116, 4520–4532 (2010).

 

Akkrediteringsstandarder

DDKM: 2.7.1 , 2.8.1

JCI: VU.1 , VU.1.2 , VU.1.8 , VU.1.10 , BE.1 , BE.2