Læger samt sygeplejerske med specialviden om sexologi ansat i Afdeling for Urinvejssygdomme, Herlev og Gentofte Hospital.
Patienter der efter en radikal prostatatectomi har nedsat rejsningsevne og ønsker rådgivning og behandling i forhold til dette.
ED: Er en konstant eller gentagende mangel på evne til at opnå eller vedligeholde en rejsning, der er tilstrækkelig til at gennemføre tilfredsstillende seksuel aktivitet.
Efter en radikal prostatektomi vil rejsningsevnen være nedsat i forhold den præoperative funktion hos flertallet af patienterne også på sigt. Det er vigtigt, der oplyses om dette, da skuffede forhåbninger kan være kilde til stor frustration, mens realistiske forventninger giver et godt udgangspunkt for seksuel rehabilitering. Efter nervebevarende kirurgi vil op til 50% med god præoperativ rejsningsfunktion på sigt kunne gennemføre samleje med eller uden PDE5-hæmmer. Funktionen er dog sjældent lige så god som før operationen. Den nedsatte funktion ved nervebevarende kirurgi hænger sammen med, at nerver uvægerligt påvirkes af bl.a. varmeudvikling og vævsreaktion selvom nervevævet ikke reseceres. Hos patienter, der har gennemgået ikke-nervebevarende kirurgi, vil næsten alle have behov for lokalbehandling med intraurethral behandling, injektionsbehandling eller vacuum-pumpe.
Forbedringer i rejsningsevnen kan ses indtil ca. 2 år efter operationen, men den maksimale funktion nås typisk efter ca. 12 måneder.
Før en radikal prostatektomi oplyses om, at operationen forventes at medføre en reduktion i rejsningsfunktionen. Prædiktorer for post-operativt rejsningsbesvær inkluderer:
Efter operationen oplyses patienter med en god prognose om, at rejsningsfunktionen hos næsten alle er nedsat lige efter operationen, men at den kan forbedres gradvist. Det er vist, at der ikke er effekt af fast behandling med rejsningsfremmende medicin, men det er formentlig gavnligt at genoptage seksuel aktivitet, så snart man er klar til det.
Ved manglende effekt af PDE5-hæmmere tilbydes samtale om seksuel rehabilitering ved sygeplejerske med specialviden om sexologi. Patienten kan henvises på et hvilket som helst tidspunkt post-operativt, blot patienten er motiveret, og har forsøgt PDE5-hæmmere i max dosis og efter forskrifterne.
Her er mulighed for oplæring i injektionsbehandling med Invicorp eller Caverject. For Caverject startes som udgangspunkt med 2,5 mikrogram. For Invicorp med 0,1 ml. Injektionerne betragtes som ligeværdige mht. effekt, men Invicorp har, med hensyn til eventuelle smerter, en mildere bivirkningsprofil end Caverject. Intraurethral behandling med MUSE eller Vitaros kan forsøges som et alternativ til injektionsbehandling, hos patienter der ikke kan acceptere denne. Succesraten er dog væsentligt mindre. Behandling med vacuum-pumpe udgør et ikke-farmakologisk alternativ og kan være en god løsning for udvalgte patienter. Hos patienter, der har gennemgået nervebevarende kirurgi, anbefales fornyet forsøg med PDE5-hæmmer løbende i de første 2 år, da effekten kan bedres med tiden. Der kan eventuelt sideløbende forsøges med lokalbehandling.
Ved svigt af PDE5-hæmmere og lokalbehandlinger kan kombinationsbehandling med forskellige behandlingsformer forsøges. Ved svigt af ovenstående behandlinger konfereres med eller henvises til androteam med henblik på penisimplantat.