Instrumenter, kontrol af kirurgiske instrumenter

Formål
Målgrupper og anvendelsesområde
Definitioner
Fremgangsmåde
Ansvar og organisering
Referencer, lovgivning og faglig evidens samt links hertil
Akkrediteringsstandarder
Bilag

Instrumenter, kontrol af kirurgiske instrumenter

Formål

At antallet af kirurgiske instrumenter, der anvendes ved enhver operation, ikke utilsigtet efterlades i operationsfeltet. 

Tilbage til top

Målgrupper og anvendelsesområde

Operationssygeplejersker

Tilbage til top

Definitioner

 Bakkeliste: Steril papirliste fra SUC, som ligger på instrumentbakken. Alle instrumenter i       

                   bakken er skrevet med navn, størrelse og antal.

Assisterende operationssygeplejerske: Den person, der er ansvarlig for instrumenter,    

                   servietter og nåle.

Dokumentation: Ved alle operative indgreb, hvor kirurgiske instrumenter anvendes, skal     

                   den assisterende operationssygeplejerske inden patienten forlader operations-

                   stuen have dokumenteret dette i Orbit peroperativ dokumentation.

Operationsteam: Operatør, assisterende læge, assisterende operationssygeplejerske, usteril    

                   hjælper, anæstesilæge og anæstesisygeplejerske.

Tilbage til top

Fremgangsmåde

  • Før den sterile instrumentbakke eller autoclavepose åbnes af usteril hjælper, kontrolleres at: posen/bakken er steril, hel og uskadt. Stregkodelabel gemmes og skannes ind i SP peroperativ dokumentation side 2
  • Inden operationen påbegyndes optæller den assisterende operationssygeplejerske alle instrumenterne i de udpakkede poser/bakker og kontrollerer at antallet stemmer overens med den tilhørende sterile bakkeliste, som ligger på bakken. Første tælling
  • Hvis antallet af instrumenter ikke stemmer overens med bakkelisten siges dette højt på operationsstuen og den usterile hjælper noterer på listen under ”mangler”, hvilket instrument der mangler.
  • Alle udpakkede kirurgiske instrumenter registreres både med antal og stregkode i Orbit peroperativ dokumentation side 2.
  • Tages yderligere instrumentbakker eller løst pakkede instrumenter i brug under operationen gælder ovennævnte procedure.
  • I forbindelse med afløsningaf den assisterende operationssygeplejerske under en operation tælles udpakkede kirurgiske instrumenter både af den afgående og den tiltrædende operationssygeplejerske. Antallet afstemmes med den usterile hjælper. Resultatet af kontrollen meddeles operatøren.
  • Den assisterende operationssygeplejerske er under hele operationen ansvarlig for at holde sig orienteret om instrumenternes placering i og ved operationsfeltet.
  • Når operatøren påbegynder lukning af operationssåret foretages anden optælling. Den assisterende operationssygeplejerske optæller alle udpakkede instrumenter og afstemmer antallet med den usterile hjælper i forhold til det dokumenterede i Orbit peroperativ dokumentation side 2.
  • Hvis antallet af instrumenter ikke stemmer overens, meddeles dette højt på operationsstuen til operatøren og instrumentet findes. Når optællingen stemmer, kan lukning af operationssåret fortsættes.
  • Efter lukning af huden tælles kirurgiske instrumenter. Tredje optælling
  • Inden patienten forlader operationsstuen kontrollerer den assisterende operationssygeplejerske sammen med den usterile hjælper, at antallet af udpakkede kirurgiske instrumenter stemmer overens med antallet ifølge SP peroperativ dokumentation side 2.
  • Mangler et kirurgisk instrument fortsat efter tredje optælling foretages peroperativ røntgen af patienten inden denne forlader operationsstuen. Dette for med sikkerhed at vide, at det kirurgiske instrument ikke er efterladt i patienten.
  • Hvis der fortsat er uoverensstemmelse mellem det optalte og det dokumenterede, meddeles dette højt på stuen til operatøren, som er ansvarlig for, hvad der videre skal foretages.

Generelt for praksis.

Hvis en operationstype kræver, at der opereres 2 eller flere steder på samme patient på samme tid, betragtes det som en operation. Alle kirurgiske instrumenter tælles derfor samlet.

Afvigelser fra praksis.

Såfremt operatøren i forbindelse med en operation finder behov for afvigelser fra gældende regler og rutiner, og operatøren ikke forinden har foreskrevet særlige kontrolforanstaltninger, som den assisterende operationssygeplejerske er instrueret i, har operatøren det fulde ansvar for kontrolforanstaltningerne.

Afvigelser dokumenteres i Orbit peroperativ dokumentation side 3 af den assisterende operationssygeplejerske, på anæstesijournalen af anæstesipersonalet og i patientjournalen af operatøren.

Tilbage til top

Ansvar og organisering

Den assisterende operationssygeplejerske har det fulde ansvar for at antallet af instrumenter brugt under operationen stemmer, inden instrumenterne forlader operationsafdelingen, samt at sikre korrekt dokumentation i ORBIT.

Den assisterende operationssygeplejerske har ansvaret for at følge påbudte kontrolforanstaltninger, og kan til enhver tid afbryde operationen, hvis et instrument ikke kan findes ved optællingen.   

Operatøren har ansvaret for, at der ikke afsluttes lukning af operationsfeltet, før en optælling har fundet sted.

Den usterile hjælper er ansvarlig for at dokumentere kirurgiske instrumenter i per- operativ dokumentation side 2 i ORBIT under operationen.

Operationsteamet har et fælles ansvar for at sikkerheden omkring patienten er i orden.

Operatøren er ansvarlig for at navnet på den assisterende operationssygeplejerske bliver noteret i journalen i forbindelse med operationsbeskrivelsen.

SUC har kun ansvar for instrumenter når de befinder sig i stericentralen.

Tilbage til top

Referencer, lovgivning og faglig evidens samt links hertil

Vejledning om kontrolforanstaltninger ved anvendelse af servietter, tamponer, duge, instrumenter mv. i forbindelse med operationer,

Sundhedsstyrelsen 20. november 2000

Links

Sikkerhed ved invasive og kirurgiske procedurer herunder operation

 

Vejledning om kontrolforanstaltninger ved anvendelse af servietter, tamponer, duge, instrumenter mv. i forbindelse med operationer,

 

Tilbage til top

Akkrediteringsstandarder

DDKM 2.11.4

Bilag

Ingen 

Tilbage til top