At sikre fælles retningslinier i anlæggelsen af Walker støvlebandage i Afdeling for Led- og Knoglekirurgi.
Sygeplejemål:
At sikre korrekt anlæggelse af walker støvlebandage.
At forebygge gener fra bandagen og handle på disse, hvis opstået.
At understøtte og fremme patientens handlekompetence til selv at kunne anlægge, og vurdere placering af Walker støvlebandage samt reagere og handle på evt gener fra bandagen.
At støtte patienten i at opnå en forståelse for bandageringsform og vejledning i egenomsorg under behandlingsforløb.
Kommunikation/Viden og udvikling:
Vurdere patientens evne til at kunne bruge den givne information vedrørende den anlagte bandage, udfra klinisk erfaring og fagligt skøn.
Medindragelse /information og udvikling:
Informere patienten om placeringen af bandagen, risici og komplikationer i form af hud gener, tryksår ved manglende eller ikke korrekt anlæggelse af strømpe/gaze/hudpleje. Udlevering af skriftlig patientvejledning der understøtter mundtlig given information.
Sygeplejehandling:
Information om RICE.
Walker støvlebandage:
Anvendelse af almindelig strømpe under walker bandagen forebygger komplikationer i form af hudgener opstået af fugtpåvirkning.
Der kan individuelt aftales med patienten om kompression under bandagen. Flystrømpe eller lang kompressionsløbestrømpe.
Hælen skal omsluttes tæt af polster og bandage, patientens hæl lægges til bandagens bund. Patienten skal informeres om, at walker bandagen lukkes korrekt ved først at lukke rem 2, så rem 3 og derefter resten af remmene. Patienten skal opleve en følelse af, at det ikke er muligt at føre hælen længere tilbage i bandagen.
Hvis ordinationen tillader, kan patienten under rolige kontrollerede forhold dagligt soignere hud, vaske med klud og påføre creme eller, efter aftale, gå i bad. Her skal behandlingsregimet dog overholdes. Der gives en tydelig information der skal sikre patientens forståelse for mulige risici ved dette. Der skal tydeligt redegøres for hvordan soigneringen uden bandagen kan gøres forsvarligt. Der skal udleveres relevant pjece.
Oversygeplejersken har ansvar for implementeringen af vejledningen.
Læger og sygeplejersker ansat i Afdeling for Led- og Knoglekirurgi, som arbejder med og som påsætter walker støvlebandage, har ansvar for at kende og anvende vejledningen.